Indholdsfortegnelse | Forrige afsnit | Næste afsnit

11.4. Linking, framing og robottering

11.4.a. Problemstilling

Redegørelsen i det følgende er for en betydelig dels vedkommende baseret på dele af min afhandling i U 2000B.311 ff., idet omtale af nyere litteratur og praksis dog er føjet til.

Særlige problemer knytter sig til benyttelsen af de links, der typisk befinder sig på en hjemmeside, og som gør det muligt for brugeren at "surfe" videre til andre hjemmesider. Et væsentligt spørgsmål er her, hvem der er ansvarlig for det retsbrud, der realiseres på den hjemmeside, brugeren når hen til, hvis denne indeholder retsstridig information. Dette spørgsmål berøres i kapitel 17.1.d. som led i den almindelige strafferetlige medvirkenslære. Men herudover opstår spørgsmålet, om man ved at linke til andre hjemmesider, som i sig selv indeholder retmæssig information (nemlig ejerens egen), kan siges at krænke de rettigheder, der knytter sig til denne information. Ofte vil informationsleverandørens forudsætninger for at stille disse værker mv. til rådighed for almenheden nemlig adskille sig afgørende fra de forudsætninger, informationsbrugeren har - f.eks. når informationen linkes i bestemte sammenhænge, eller når hjemmesidens informationsindhold ekstraheres for at understøtte en efterfølgende søgning. Disse spørgsmål berøres i det følgende.

Anvendelsesformer

En retlig behandling af disse spørgsmål må tage udgangspunkt i de forskellige handlinger, der udfolder sig ved brug af hjemmesiden og forud herfor.

- referencelinking

Når en bruger får kontakt med en hjemmeside ved at indtaste en request i browserens navigationsfelt direkte mod informationsleverandørens hjemmeside, taler man undertiden om referencelinking, hvad enten der sigtes mod startsiden, en underside eller en fil, der er placeret herpå. At brugeren kender adressen for sin request har bl.a. betydning for vurderingen af, om han har et lovligt formål med at benytte værket, jf. ophl. § 36, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. nærmere herom i afsnit 7.4.b.

- indirekte brug

Heroverfor står den brug af en hjemmeside, som indledes ved, at brugeren hjælpes på vej mod den anden side uden - nødvendigvis - at kende den korrekte URL på startsiden. Dette kan forekomme på flere måder. Ved såkaldt linking afgives en request, når brugeren klikker på et felt, der enten kan fremtræde som en ikon (f.eks. et varemærke), som et billede eller - måske mest hyppigt - som en tekst, der repræsenterer en del af den information, der linkes til (f.eks. en overskrift). Det kan også forekomme, at brugeren ved hjælp af såkaldt push-teknologi oplever, at www-browseren selv åbner nye vinduer, når brugeren gør forsøg på at afslutte de vinduer, der allerede er åbnet. Disse sidste situationer, der ofte vil kunne rammes efter reglerne i mfl. § 1 om god markedsføringsskik, omtales ikke yderligere her, jf. således nærmere afsnit 15.2 og 15.3. En tredje metode til at fremkalde information på en anden hjemmeside sker ved såkaldt framing (eller mere korrekt: frame linking). Herved frembringer den hjemmeside, brugeren befinder sig på, automatisk en request mod en del af en anden hjemmeside, f.eks. et billede, som hermed fremtræder i en ramme ("frame") på den hjemmeside, brugeren befinder sig på. Framing indebærer altså en slags skjult linking, idet den rekvirerede information hentes automatisk ind på hjemmesiden og umiddelbart fremtræder som en del af denne.

Almindelig linking

Linking kan ske på to måder. Såkaldt almindelig linking retter sig - ligesom referencelinking - mod den Internet-adresse, informationsleverandøren selv anvender over for omverdenen, f.eks. <www.firma.dk>, altså hjemmesidens første skærmbillede.

Denne gruppe omfatter også tilfælde, hvor A søger at gennemføre sit ønske om at henvise B til en særlig hjemmeside ved at sende B en e-mail, der indeholder en link til den pågældende hjemmeside. En sådan praksis vil man typisk se i forbindelse med en privat kommunikation eller i lukkede nyhedsgrupper. Uden for de tilfælde, hvor der herigennem søges udfoldet en kriminel adfærd, giver sådanne former for linking ikke anledning til retlige problemer. Det samme kan siges om den linking, der undertiden omtales som mail links, hvor en hjemmeside under brug giver brugeren mulighed for at indtaste en elektronisk meddelelse, der herefter afsendes til en anden part eller til hjemmesidens udbyder. Se om disse former for linking Karl Svanström i NÅR 2000.143 ff., s. 159 f.

Deep linking

Heroverfor står såkaldt deep linking, hvor der linkes til efterfølgende sider eller filer under øverste niveau. Ved deep linking når brugeren altså ikke sit mål fra hjemmesidens øverste niveau.

Robottering

En teknik, der spiller en særlig rolle ved deep linking, og som giver anledning til særlig tvivl, er den såkaldte robottering, der kan defineres som maskinel udvælgelse af links til andre hjemmesider. Ved at robottere et udvalg af de hjemmesider, der findes på nettet, gør man det muligt for robottens bruger at søge efter information på disse hjemmesider efter bestemte kriterier. Sådanne søgerobotter kan have forskellige funktioner indbygget i sig og herunder være baseret på mere eller mindre generelle søgekriterier. De generelle søgerobotter retter sig mod hjemmesider af enhver art. Derimod er andre søgerobotter, de såkaldte intelligente agenter, på forhånd indrettet til at eftersøge information af en bestemt karakter, f.eks. ydelser, som restaurationer, hoteller, udbudte faste ejendomme og ferierejser.

11.4.b. Ophavsretlige spørgsmål

Når det gælder den ophavsretlige eneret til eksemplarfremstilling, opstår flere spørgsmål under den proces, der fører til robottering og heraf følgende indirekte brug af en hjemmeside.

Indledende analyse

Det første angår den indledende brug af de pågældende hjemmesider, der sker, når robotfunktionen skal konstrueres med det formål at afdække, hvad der skal linkes til. Dette problem har primært betydning ved intelligente agenter. Problemet er nærmere bestemt, om det er et "lovligt formål", jf. ophl. § 36, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, med brugen af en hjemmeside, at undersøge, hvordan den kan robotteres.

- eksemplar?

For at kunne besvare dette spørgsmål må det afklares, om resultatet af en request (altså den modtagne information fra den efterspurgte hjemmeside) frembringer et "eksemplar" hos brugeren, selv om den kun modtages i den såkaldte RAM-hukommelse. Om sådanne RAM-kopier udgør eksemplarer i ophavsretlig forstand, er omdiskuteret, jf. nærmere afsnit 6.3.b, hvor det antages, at en sådan fiksering udgør et eksemplar.

Antages denne (del-)konklusion, er konsekvensen heraf, at den eksemplarfremstilling af hjemmesidens indhold, der er tale om i den forberedende undersøgelsesfase, ikke kan støttes på reglerne om privatkopiering i ophl. § 12: For det første er der typisk tale om en erhvervsmæssig eksemplarfremstilling; men selv om man skulle falde inden for det private område, rammes forholdet af det særlige forbud mod digital privatkopiering i § 12, stk. 3, nr. 4 og 5.

- nødvendig brug?

Eksemplarfremstillingen kan imidlertid tænkes at være lovlig i medfør af den særlige regel i ophl. § 36, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, da der er tale om værker i digital form, "hvis anvendelse styres af et edb-program" (web-browseren). Afgørende for, om en sådan brug af en hjemmeside er lovlig, er altså, om den nævnte eksemplarfremstilling kan siges at være nødvendig for at kunne benytte hjemmesiden efter dens "formål".

Efter en snæver betragtning må svaret på dette være nej: Formålet med at gå på nettet er, at offentligheden skal læse den information, man lægger på sin hjemmeside - ikke at brugeren skal udvikle konkurrerende hjemmesider. Men anlægger man en bredere betragtning, kan der omvendt argumenteres for, at interessen ved at være på nettet netop knytter sig til almenhedens adgang til at søge bredt efter information - en adgang, som netop forudsætter, at der findes søgeværktøjer og hertil hørende indekseringsteknikker. Hertil skal lægges det retstekniske argument, at et forbud mod at undersøge hjemmesider med henblik på målrettet robottering vil være vanskeligt at afgrænse over for den frihed, som utvivlsomt gælder til at anmelde og omtale forskellige typer af hjemmesider.

Sammenfattende må man derfor nå til den konklusion, at man med hjemmel i § 36, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, har adgang til at undersøge en hjemmeside - og i den forbindelse foretage de eksemplarfremstillinger, der er nødvendige - med henblik på i givet fald at robottere den målrettet.

Indexering

Næste spørgsmål opstår ved den løbende indeksering af siderne. Man kan her spørge, om disse udgør en hjemlet eksemplarfremstilling. Også svaret på dette beror på en fortolkning af ophl. § 36, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3. Spørgsmålet er uafklaret og beror på en interesseafvejning:

På den ene side kan det være vanskeligt at hævde, at et stikordsregister, der indeholder alle ord i en bog, udgør en kopi af bogen, eftersom de fleste af ordene optræder flere gange i bogen, uanset de kun står én gang i stikordsregisteret. Men det særlige for et hypertekst-baseret indeks er, i modsætning til et traditionelt stikordsregister, at hvert ord er forsynet med information om, hvilke andre ord det hører til. Derfor kan man argumentere for, at indekset må betragtes som en overførelse af "bogen" (og her hjemmesiden) til en indretning, der er egnet til at gengive denne, jf. ophl. § 2, stk. 2. Selv om denne betragtning har meget for sig, er resultatet ikke utvivlsomt. Der kan således også argumenteres for, at indekset som "indretning" slet ikke tager sigte på gengivelse, og at det kun med betydeligt besvær vil kunne udvirke en gengivelse af de pågældende værker.

Spørgsmålet spiller dog næppe nogen større praktisk rolle, hvis det antages, at en formålsbetragtning (nettet som noget, der netop kendetegnes ved at være opbygget af links) også her fører til, at det eksemplar, man måtte konkludere, at der forelå, må anses for lovligt, jf. ophl. § 36, stk. 1, nr. 1, hvis der i øvrigt er tale om en anvendelse af nettet i overensstemmelse med god skik. Nærmere herom under 11.4.d.

Brug

Tredje led er den delvise eksemplarfremstilling, der sker fra linkerens hjemmeside, når de udvalgte hjemmesider udsættes for indirekte brug. Det må her antages som forholdsvis utvivlsomt, at den link, der frembringes, når man anvender en robot (eller i øvrigt placerer en link på en side), ikke i sig selv udgør et eksemplar af det pågældende værk. For at kunne antage, at et sådant eksemplar er kommet til eksistens, måtte det kunne konstateres, at eksemplaret var skabt, før linken var aktiveret. Det må imidlertid høre til undtagelsen, at de overskrifter, der kan tænkes at indgå i en sådan link, udgør et selvstændigt værk.

I visse tilfælde har man dog set eksempler på, at en link forsynes med uddrag af den tekstmængde, der linkes til, f.eks. de første linjer af en artikel fra en elektronisk avis. Her kan der opstå et spørgsmål om, hvorvidt citatretten er overskredet. Om dette er tilfældet vil bero på den sammenhæng, hvori "citatet" indgår, herunder om der er tale om loyale henvisninger, der vil bringe brugeren hen i en almindelig og forudsat anvendelse af den pågældende hjemmeside, eller om en snyltningspræget handling, der omvendt har til formål at undgå, at brugeren bevæger sig hen til den anden hjemmeside med henblik på en selvstændig søgning her.

Tilgængeliggørelse?

Tilbage står derfor, for det andet, spørgsmålet, om man ved at linke til et værk kan siges at have gjort det til genstand for en ophavsretlig udnyttelse i form af tilgængeliggørelse for almenheden, jf. ophl. § 2, stk. 3. Som nævnt oven for i afsnit 6.3.f. har Högsta Domstolen i sin dom af 15. juni 2000 i den såkaldte MP3-sag svaret ja til dette spørgsmål i en situation, hvor gerningsmanden - der ikke selv havde udvirket kopiering af de pågældende MP3-filer - havde stillet disse til rådighed for almenhedens kopiering gennem links til andre sites, hvor filerne lå ulovligt. En tilsvarende fortolkning er lagt til grund af Vestre Landsret i en dom af 20. april 2001. Den pågældende sag var rejst af en række musik-rettighedshaverorganisationer mod to yngre mennesker, der fra deres hjemmesider havde etableret links til andre hjemmesider, hvorpå der befandt sig ulovlige kopier af beskyttede musikværker. Retten antog, at de sagsøgte herved selvstændigt havde "tilgængeliggjort musiknumrene for almenheden på en måde, der må sidestilles med offentlig fremførelse, jf. ophavsretslovens § 2." Resultatet støttes altså på en analogi, hvilket er overraskende i en ophavsretlig sammenhæng. At der var tale om en medvirkenslignende handling, som der var et behov for at finde hjemmel til at ramme, giver ikke umiddelbart støtte for en sådan udvidende fortolkning, eftersom præmisserne også statuerer, at der foreligger medvirken til ophavsretsbrud. Uden for disse tilfælde, hvor en link forsynes med uddrag af den information, der linkes til, forekommer det imidlertid anstrengt at tale om, at en link i sig selv udgør en ophavsretlig brug af det pågældende værk.

De nævnte tilfælde adskiller sig fra tilfælde af framing, hvor linkeren lægger en frame ind på sin hjemmeside, hvortil han trækker en enkelt informationsmængde - f.eks. et foto - ind fra en anden hjemmeside. Sådanne tilfælde må nærmest betragtes således, at det er linkeren selv, der udvirker eksemplarfremstillingen hos brugeren - ikke brugeren selv.

11.4.c. Databasespørgsmål

Man kan herudover overveje, om robottering er i strid med ophl. § 71.

Stk. 1-beskyttelsen

Som nævnt i afsnit 8.4.a. har fremstilleren af (bl.a.) en database (og herunder en hjemmeside, der beskyttes efter § 71) eneret til at råde over databasen som helhed eller en væsentlig del deraf ved at fremstille eksemplarer af den og ved at gøre den tilgængelig for almenheden. Igen opstår de tre spørgsmål, som gav anledning til tvivl i relation til reglerne om eksemplarfremstilling, nemlig i relation til undersøgelseshandlinger, indeksering og den løbende tilvejebringelse af søgemuligheder i robotten.

Når det gælder det redaktionelle forberedelsesarbejde er man klart uden for § 71. De eksemplarer, der fremstilles i den forbindelse, vil alene udgøre repræsentative udpluk af basen og altså ikke hele basen eller "en væsentlig del deraf".

- indexering

Med hensyn til den efterfølgende indexering ledes man tilbage til de overvejelser, der tidligere er gjort om retmæssigheden af sådanne eksemplarfremstillinger. Dette skyldes, at § 71, stk. 5, udtrykkeligt henviser til § 36, stk. 2, der fastslår, at den, der har ret til at benytte en database - ganske som brugeren af et program eller et litterært værk i digital form - "må foretage sådanne handlinger, som er nødvendige for, at den pågældende kan få adgang til databasens indhold og gøre normal brug af dette". En ophavsretlig eneret til en sådan undersøgelse og indexering ville være ensbetydende med, at enhver brug af generelle søgerobotter på nettet ville være retsstridig, hvilket på afgørende vis ville ændre de almindelige forudsætninger, der utvivlsomt hersker for adfærd på nettet.

- søgeadgang

Derimod ligger det nogenlunde fast, at man ved at stille søgemuligheder til rådighed for almenheden gennem en søgerobot ikke bevæger sig inden for området af stk. 1. Søgerobottens funktion er jo netop ikke at kopiere hele basen, men derimod at give brugeren en enklere adgang til selv at finde frem til og kopiere udvalgte dele af den. Dermed samler opmærksomheden sig om bestemmelsens andet stykke.

Stk. 2-beskyttelsen

Ifølge stk. 2 er der derudover beskyttelse, for så vidt udnyttelsen består i "... en eksemplarfremstilling eller tilgængeliggørelse for almenheden af uvæsentlige dele af indholdet ... som foretages gentagne gange og systematisk, såfremt de nævnte handlinger kan sidestilles med handlinger, der strider mod en normal udnyttelse af de pågældende arbejder, eller som skader fremstillerens legitime interesser urimeligt".

Objektivt set må det antages, at den linking, der foretages fra en søgerobot (uanset om denne er generel eller målrettet som en intelligent agent), falder inden for den del af beskrivelsen, der taler om en gentagen og systematisk brug af uvæsentlige dele af den linkede database (nemlig de enkelte oplysninger). Det er netop søgerobottens hovedfunktion at foretage en sådan systematisk gennemsøgning af de sider, hvortil der robotteres. Det springende punkt er derfor, om denne anvendelse kan siges at udgøre en "normal udnyttelse" eller "skade fremstillerens legitime interesser urimeligt", jf. § 71, stk. 2, 2. pkt. Vurderingen af dette spørgsmål falder i hovedsagen sammen med den god skik-vurdering, der f.eks. anlægges efter mfl. § 1. Herom i det følgende.

11.4.d. God skik-betragninger

Som nævnt flere gange i det foregående beror svaret på de centrale spørgsmål om retten til at linke og robottere hjemmesider på betragtninger om god skik, der i større eller mindre omfang korresponderer med generalklausulen i mfl. § 1. Det er almindeligt antaget, at begrebet "god markedsføringsskik" bl.a. kan ramme efterligning, snyltning og anden udnyttelse af andres indsats, jf. Koktvedgaard (2000), s. 274 f. og 324 ff.

I denne afvejning er det nødvendigt at sondre mellem forskellige typer af formål med en robottering eller linking. Groft sagt kan man på den ene side udskille den linking og robottering, der søger at trække kunder med over til en konkurrerende virksomhed og dermed søger at fjerne omsætning fra informationsleverandøren, og på den anden side den, der understøtter virksomhed af anden art, f.eks. ved at skabe trafik på egne hjemmesider for dermed at kunne opnå indtjening ved salg af banner-annoncering eller anden afledt forretning.

Formidlingsvirksomhed

Til illustration af første gruppe kan nævnes de meget besøgte hjemmesider, der efter forskellige forretningsmæssige principper formidler en forretningsmæssig kontakt, f.eks. stillingsannoncer eller billetsalg, uden selv at markedsføre ydelser af den pågældende art, eller således at der kun linkes i det omfang linkeren ikke selv har ydelser inden for sortimentet, som kunden måtte efterspørge.

Når en sådan tjeneste finansieres ved banner-annoncering, vil dens levedygtighed stå og falde med, at brugerne rent faktisk lægger deres søgninger på hjemmesiden og dér eksponeres for de forskellige reklamer: Man sælger jo ikke andre ydelser. Med nutidens intense fokus på reklameeksponering må der i dag antages en vis retsbeskyttelse af denne eksponering. En robottering mod en sådan side, der i væsentligt omfang reducerer denne eksponering, må derfor anses for at være en snyltningshandling, der strider mod mfl. § 1. Forholdet kan nærmest beskrives således, at robotten tilegner sig den modydelse (i form af annonceeksponeringen), som indehaveren af den robotterede hjemmeside med rimelighed kunne forvente til gengæld for sin investering med hjemmesidens opbygning og markedsføring.

Hjemmesider med salg af egne ydelser

Problemet er omvendt, når hjemmesidens formål er at sælge ydelser, som dens indehaver selv markedsfører, f.eks. fast ejendom. Her er det forholdsvis klart, at der ikke foreligger nogen snyltning: Resultatet af en søgning på den intelligente agent er jo netop, at brugeren ledes hen til den, der har varen til salg, hvilket i givet fald kan resultere i en handel til fordel for denne. Som udgangspunkt må det antages, at en sådan linking og robottering ikke er i strid med god Internet-skik (som praksis synes at tegne sig i dag) i almindelighed og god markedsføringsskik i særdeleshed. Problemet med bannerannoncering har her en begrænset betydning. En hjemmeside, der alene anvendes til at markedsføre ydelser, sidens indehaver udbyder alene, vil ofte ikke indeholde bannerannoncer for andre udbydere. Derfor opstår der ikke noget problem om beskyttelse af bannerannonceringerne.

Tidsfaktoren

Man kan overveje, om dette udgangspunkt bør fraviges i relation til intelligente agenter, ud fra den betragtning, at der kan opstå risiko for vildledning i det tidsrum, der går mellem sidens opdatering og robottens seneste indeksering. Når dette argument vurderes, må det tages i betragtning, at en sådan tidsforskydning er sædvanligt forekommende for alle søgerobotter på nettet. Søgerobotter fungerer ved på forhånd at have indekseret en række oplysninger, som herefter trækkes ned, og der vil derfor altid forekomme en tidsforskydning. Hvis man i øvrigt antager, at søgerobotter tjener en nyttig funktion til understøttelse af søgninger på Internet - og denne opfattelse er vistnok den almindelige - får problemet karakter af et spørgsmål om forbrugeroplysning: I det omfang denne viden ikke er almindeligt kendt blandt den typiske bruger af den intelligente agent, bør udbyderen af en sådan tjeneste sørge for, at den meddeles tydeligt, og helst på det skærmbillede, hvorfra søgningen gennemføres.

Nyhedsvirksomhed

I modsætning til de netop nævnte tilfælde står salg af information, f.eks. i form af nyheder. Disse tilfælde kendetegnes ved på den ene side at udgøre et produkt, der sælges af virksomheden (f.eks. et dagblad), men ved på den anden side at have flygtig karakter, idet informationen konsumeres i og med søgningen.

Vurderingen af tilladeligheden af et informationsmæssigt genbrug påvirkes her af visse almene hensyn til den almindelige informationsstrøm i samfundet. Synspunktet er vel nærmest, at den, der vælger at lægge en nyhed ud på nettet, til en vis grad må acceptere, at nyheden fatter andres interesse; men at nyhedens ophavsmand på den anden side også må have en berettiget interesse i at andre nyhedsformidlere ikke giver nyheden videre som sin egen.

U 1987.882 H

I retspraksis har spørgsmålet om lovligheden af elektroniske søgetjenester været prøvet ved en enkelt lejlighed. Ved Højesterets dom om On-line avisen, U 1987.882 H, blev det fastslået, at en elektronisk database med korte ekstrakter af dagbladenes nyheder, som kun i begrænset omfang indeholdt egentlige citater, hverken krænkede ophavsretten til dagbladsartiklerne eller indebar en uberettiget snyltning, jf. mfl. § 1. Højesteret tilslutter sig her de præmisser, Sø- og Handelsretten havde lagt til grund for sin afgørelse. I denne rets præmisser siges det således, at tjenesten "... ikke kan antages at have tilsigtet konkurrence med dagbladene og findes i hvert fald ikke at have kunnet påføre dagbladene konkurrence af nogen betydning. En orientering om, hvad der findes af stof om forskellige emner i dagens aviser, kan utvivlsomt være af interesse og dermed have et rimeligt formål."

Diskussion

Man kan nok have sine tvivl om, hvorvidt afgørelsen foregriber den hensynsafvejning, der vil gøre sig gældende i det moderne netværkssamfund. Modsat forholdene i midten af 1980'erne, hvor On-line avisen blev skabt, er de større aviser nu selv gået på nettet, hvor de står i direkte konkurrence med sådanne tjenester. Denne del af Højesterets begrundelse er derfor ikke længere dækkende. Omvendt ligger det også klart, at den konkurrence, der således udøves, i vid udstrækning accepterer, at der linkes og robotteres: Man kan jo også linke til det øverste niveau af den elektroniske avis, hvilket som udgangspunkt ikke kan være retsstridigt. I nogle tilfælde sker en linking til mere målrettede informationsmængder efter aftale (uden at der tegner sig noget klart billede af, hvorfra og -til pengestrømmene i givet fald går), i andre tilfælde foreligger sådanne aftaler ikke.

Praksis er formentlig i bevægelse. Det eneste, man formentlig kan sige i dag, er, at man ved dyb linking i almindelighed må respektere den bannerannoncering, der fremtræder på den konkurrerende informationsleverandørs side, eller - hvor en sådan ikke findes - sikre sig, at det gøres klart over for den indirekte bruger, hvordan den autentiske informationsmængde ser ud, og hvem der er den autentiske nyhedsformidler.

Den amerikanske udvikling tegnes indtil videre af to afgørelser. I sagen Ticketmaster v. Tickets.com (CD Calif, 27. marts 2000), havde den markedsdominerende leverandør af web-baserede billetbestillinger, Ticketmaster Corp., begæret fogedforbud nedlagt mod en tilsvarende billet-tjeneste drevet i noget mindre målestok, Tickets.com. Fra sin tjeneste linkede Tickets.com til Ticketmasters hjemmeside i det omfang man ikke selv kunne levere efterspurgte billetter. Tickets. com blev frifundet, men det er værd at studere præmisserne herfor: Der var ikke tale om kopiering af ophavsretlige værker (i relation til den betragtning, at linkingen i sig selv indebar en eksemplarfremstilling af hele hjemmesiden, sammenlignede retten forholdet med "taking historical facts from a work of reference and printing them in different expressions"), og amerikansk ret hjemler ingen særskilt beskyttelse af databaser. Retten undlod i øvrigt at tage materiel stilling til, om de amerikanske regler om "tortious interference with prospective business advantage" var tilsidesat i kraft af den mulige tilegnelse af de indtægter fra banner-annoncer, som vil indtræde, hvis brugerne generelt vælger at søge billetter fra Tickets.com. Den anden afgørelse faldt i sagen eBay Inc. v. Bidders Edge 100 F.supp., 2d 1058 (NDCA, 24. maj 2000). Her blev resultatet, at der ikke kunne ske linking til en auktionssite. Resultatet var bl.a. begrundet med, at den indeksering af den pågældende site, der skete i forbindelse med robotteringen, trak så meget kapacitet ud af serveren, at dette gik ud over hastigheden. Resultatet er begrundet med, at der forelå trespass (altså en betragtning om, at Bidders Edge herigennem foretog en uberettiget teknisk brug af eBay's servere). Retten tog derimod ikke stilling til, om forholdet var omfattet af andre af de søgsmålsgrunde, eBay gjorde gældende, herunder false advertising, trademark dilution, unfair competition, unjust enrichment og interference with prospective economic advantage.

Framing

Med denne konklusion er det også forudsat, at det ikke er lovligt at linke dybt til en side således, at det kun er enkelte informationselementer herfra, der trækkes over i en anden side. Har B således placeret et fotografisk billede på sin hjemmeside, må A ikke foretage en link isoleret hertil, hvorved billedet trækkes ind som sådant, uden at brugeren af A's hjemmeside er i stand til at se, at billedet reelt er udvirket ved en framet request mod billedet på B's side. En sådan handling må reelt sidestilles med en eksemplarfremstilling af billedet udvirket af A til et formål, der ikke har hjemmel i ophl. § 36, stk. 1, nr. 1, og ikke A's bruger, jf. bemærkningerne ovenfor om framing. Betragtningen er her, at det er linkeren, der i det hele kontrollerer den pågældende eksemplarfremstilling, jf. Svanström i NÅR 2000.151.

Disclaimere

At en informationsleverandør indsætter disclaimere, der forbyder linking eller formidling af oplysninger, som i øvrigt er frit tilgængelige, kan som udgangspunkt ikke tillægges betydning. En sådan, ensidig, meddelelse er ikke i sig selv aftaleskabende og vil således alene - i mangel af en immaterialretlig beskyttelse - kunne tillægges retsvirkning, i det omfang den pågældende anvendelse er retsstridig på andet grundlag (f.eks. som stridende mod reglerne om god markedsføringsskik).

Der er i øvrigt næppe grund til at antage, at denne praksis for indgåelse af aftaler om linking vil blive særligt udbredt. I kraft af det kontraktsforhold, linkeren derved bringes i over for den part, der linkes til, vil retten til at linke stå og falde med kontraktsforholdet. Bringer den linkede part kontraktsforholdet til ophør, vil det være vanskeligt for linkeren at gøre gældende, at retten til at linke bestod uafhængigt af aftaleforholdet.

Indholdsfortegnelse | Forrige afsnit | Næste afsnit