Indholdsfortegnelse | Forrige afsnit | Næste afsnit

11.2. Andre forretningskendetegn

11.2.a. Markedsføringslovens § 5

Ifølge mfl. § 5 må erhvervsdrivende ikke benytte forretningskendetegn og lignende, der ikke tilkommer dem, eller benytte egne kendetegn på en måde, der er egnet til at fremkalde forveksling med andres. Bestemmelsen fungerer som et supplement til de øvrige kendetegnsregler i varemærkeloven, navneloven og i de selskabsretlige regler.

I U 2001.697 Ø (ØLD af 26. november 1999) fandtes en person, der havde registreret et registreret varemærke til ibrugtagning som domænenavn, men som ikke havde taget dette i erhvervsmæssig anvendelse, ikke at have handlet i strid med mfl. § 5 ved at tilbyde dette domænenavn til varemærkehaveren. Da den nævnte handling derimod fandtes retsstridig som omfattet af mfl. § 1, blev registranten pålagt en erstatningspligt for det herved påførte tab. Erstatningen opgjordes til kr. 50.000,-.

11.2.c. Andre navneangivelser

Offentlige myndigheder har ikke noget naturligt hjemsted i den almindelige varemærkeret, når de optræder i rollen som udøvere af en offentligretlig kompetence. Når det gælder retten til sådanne myndighedsnavne suppleres den varemærkeretlige beskyttelse imidlertid af andre regelsæt, der alt efter omstændighederne kan afskære den risiko for snyltning og forveksling, der ellers varetages af varemærkereglerne. Således antages det generelt, at ikke-kommercielle personer og institutioner mv. kan påberåbe sig kendetegnsretlige grundsætninger, der i det store og hele bygger på den kommercielle kendetegnsret. Se hertil Peter Blok i U1995B.418 ff. i kommentaren til U 1995.211 H (Dansk Handicap Forbund).

Strfl. § 131

Ifølge strfl. § 131 straffes den, som offentlig eller i retsstridig hensigt udgiver sig for at have en offentlig myndighed eller offentlig bemyndigelse til en virksomhed. Bestemmelsen kan tænkes anvendt i relation til ibrugtagning af domænenavne, som må formodes at tilkomme offentlige myndigheder (f.eks. <justitsministeriet.dk>), hvis den pågældende brug indebærer risiko for, at en bruger anser registranten for identisk med den pågældende myndighed. Problemet er måske ikke så stort, hvis domænet alene viser hen til en web-server; men i det omfang det viser hen til en server til e-mails, kan der opstå risiko for, at mails tiltænkt politiet modtages af den person, der - tilfældigt - har ibrugtaget domænet. DIFO har derfor fulgt en praksis, hvorefter man på begæring af den pågældende myndighed selv redelegerer domæneregistreringer, der er sammenfaldende med den almindeligt anvendte betegnelse for offentlige myndigheder, til den pågældende myndighed. Denne praksis, der endnu ikke er anfægtet, er fulgt med hjemmel i DIFO-reglernes pkt. 2.4.c.

Indholdsfortegnelse | Forrige afsnit | Næste afsnit