Indholdsfortegnelse | Forrige kapitel | Næste kapitel

Kapitel 9. Andre digitale frembringelser

9.1. Frembringelser skabt med IT

9.1.a. Problemstillingen

Udgangspunktet

I afsnit 6.2.c. så vi, at den ophavsretlige beskyttelse kræver, at nogen - altså et menneske - har udvist originalitet. For en række frembringelser gælder det, at den opståede værdi udspringer af processer mv., som har rent maskinel karakter, og hvor processen altså er blevet gennemført uden samtidig menneskelig påvirkning. Den forandring af en informationsmængde, som f.eks. en processor kan udvirke, kan være nok så kompleks og omfattende men i bund og grund kendetegnes den ved at være forudbestemt af et program, der samvirker med de kommandoer, brugeren retter til systemet. Derfor - kan man hævde - er det ikke muligt at tale om, at noget ophavsretligt "værk" opstår, som skabt af computeren: Hvad enten der er tale om en originær frembringelse (når programværket skabes fra grunden) eller om en bearbejdning, er selve systemet ganske enkelt ikke i stand til at udføre de "originale" bidrag, der frembringer den nødvendige originalitet.

Skulle man anerkende en maskine som "ophavsmand", ville man underminere hele den juridiske pligt- og rettighedslære, jf. nærmere E&A, s. 165 ff. Alle edb-systemer er prædisponerede, uanset hvor komplekse de er, og uanset om de gør brug af den ene eller anden type programmering - det være sig via neurale net, parallelprocessing eller andet. En maskine kan aldrig medvirke kreativt ved frembringelsen af et værk og vil endnu mindre kunne udtrykke den "personlighed" i værket, som er en forudsætning for at opnå ophavsret. Det er derfor misvisende - som det ofte ses - at tale om " værker skabt ved edb" el.lign. Se tilsvarende WIPO: Committee of experts on model provisions for legislation in the field of copyright - Draft Model Law on Copyright (WIPO doc.no. CE/MPC/III/2) af 30. marts 1990, pkt. 122, der om værker skabt ved edb antager, at "the results of such "creation" would hardly be covered by the Berne Convention". Problemstillingen er berørt i den engelske Copyright, Designs and Patents Act fra 1988, som i section 178 definerer "computer-generated" som dette, at "the work is generated by computer in circumstances such that there is no human author of the work". Lovens section 9 (3) fastslår, at ophavsmanden til et litterært, dramatisk, musikalsk eller kunstnerisk værk, som er "computer-generated", skal anses som "the person by whom the arrangements necessary for the creation of the work are undertaken". Det interessante ved loven er, at den anser computer-generated works som en særskilt værkskategori, sml. herved section 12(3), der beskytter disse værker i 50 år fra det kalenderår, hvori de blev skabt. Dette fører til en delikat sondring mellem værker, der er henholdsvis "computer aided" og "computer generated", sml. Dworkin & Taylor a.st. s. 185 f. Problemet behandles af Michael Plogell i NIR 1999.4 ff., der sondrer mellem den "skabende" og den "indirekte skabende" indsats, idet han påpeger de særlige problemer, der i det sidstnævnte tilfælde kan opstå i henseende til, hvordan den enkelte indsats finder kreativt udtryk i det færdige værk (a.st. s. 10).

Knoph

Problemet er i og for sig ikke nyt. Allerede i 1936 afviste Knoph (Åndsretten, s. 70), at man skulle tale om et kunstværk, hvis dette var hidført ved, at mekaniske hjælpemidler har arbejdet helt på egen hånd, eller ophavsmandens medvirken har været rent underordnet. Han påpegede herved, at fotografiernes udelukkelse fra ophavsbeskyttelse markerer et klart udtryk for lovens syn i så henseende. Men samtidig betonede han, at en kunstner godt kan tilføre et værk så meget af sin personlighed, at det opnår fornøden værkshøjde, selv om han tager mekaniske hjælpemidler i anvendelse. Man må med andre ord se på, hvem der disponerer kreativt i den pågældende sammenhæng.

Den moderne digitale ophavsret har imidlertid frembragt en række tilfælde, hvor en frembringelse på den ene side kan konstateres at være udvirket ved et kompliceret samspil mellem en række tænkende medvirkere; men at man på den anden side er ude af stand til at konstatere, hvem blandt disse medvirkere der kan karakterises som "ophavsmand". At man er det skyldes, at den endelige udformning af værket beror på et komplekst teknisk samspil mellem disse medvirkere. Eksempler herpå kan være fantastiske grafiske figurer, der er skabt gennem kompliceret matematik (Mandelbroot-fraktaler) eller tredimensionelle geometriske figurer.

Analyse

For at nærme sig denne problematik kan man først tænke sig, at en sådan frembringelse fra ende til anden er skabt af en og samme person. Den pågældende har altså såvel konstrueret hele den automatiserede procedure, der ligger bag frembringelsen, som de enkelte påvirkninger af denne procedure, der bevirker, at konstruktionen til sidst udskrives af printeren. I et sådant eksempel vil der ikke kunne rejses tvivl om, at værket er beskyttet, og at den pågældende konstruktør er ophavsmand. Problemet må derfor være at udskille de elementer af den kreative frembringelsesproces, hvor den for ophavsbeskyttelsen nødvendige originalitet udvises. Svaret på dette spørgsmål må beror på, hvilken type frembringelse man har at gøre med. Herom i det følgende.

9.1.b. Litterære fremstillinger

I relation til almindelige litterære værker kan man spørge, hvordan rettighedsforholdene tager sig ud, hvis ophavsmand A på forhånd har etableret rammerne for en litterær fremstilling - f.eks. en fortælling eller beskrivelse - som ophavsmand B herefter kan fylde ud med variable oplysninger. Har forfatter A udviklet et program, der tilbyder brugeren at skrive en novelle på 5 minutter, må det antages at A har den fulde ophavsret til de noveller, bruger B skriver, når brugerens kreative spillerum har begrænset karakter (f.eks. udmøntet i valg af navn, lokalitet, tid, handlingstype, fravalg af bandeord etc.). Men dette udgangspunkt viger, jo mere brugeren sættes i stand til at fylde handlingselementer på. Tilsvarende må det antages, at bruger B af et handlingsbaseret computerspil udviklet af programmør A ikke opnår nogen "medophavsret" over det hændelsesforløb, spillet gennemløber, når B sætter sig i den enkelte rolles sted og træffer beslutninger inden for spillets rammer. Problemet kan f.eks. få praktisk betydning ved TV-transmission af brugerens udførelse af et computerspil.

9.1.c. Programoptimering mv.

Objektkodegenerering

Vender man sig til programsiden kan man i spektrets ene ende tage udgangspunkt i den frembringelse af programmets objektkode, der sker ved oversættelse af kildetekst. Selv om objektkoden fremtræder anderledes end kildeteksten - og for så vidt kan siges at udgøre en "bearbejdning" af denne - må den udelukkende betragtes som en eksemplarfremstilling af kildeteksten. Dette skyldes, at der ingen kreative valg er udfoldet i det forløb, hvor kildetekst bliver til objektkode. At objektkoden ophavsbeskyttes, skyldes netop programmørens kreative udfoldelse i kildeteksten før oversættelsen.

CASE-programmering

Visse programværktøjer inden for fjerdegenerationssprogene og den såkaldte CASE-programmering er i stand til at frembringe programstof af en karakter, der tidligere nødvendiggjorde programmørarbejde. Programmøren angiver blot nogle mål for programmeringen, hvorefter den nødvendige kode automatisk frembringes. Har CASE-udvikleren kunnet udvikle sit program med et fåtal af instruktioner og må det antages, at disse instruktioner ikke vil afspejle udviklerens personlighed (f.eks. fordi en hvilken som helst anden udvikler ville gøre brug af de samme for at opnå en given funktion), vil den færdige applikation næppe give CASE-udvikleren ophavsret. Dette implicerer dog ikke, at sådanne programmer er beskyttet dårligere. Ophavsretten vil i stedet tilfalde rettighedshaveren til CASE-værktøjet.

9.1.d. Digital bearbejdning

Digitalisering

Den "bearbejdning" af en manifestation, der resulterer i en digitalisering, indebærer ikke i sig selv, at der er skabt et litterært værk, medmindre der i forbindelse med digitaliseringen er sket en sådan forædling af informationsmængden, at der foreligger en bearbejdning, jf. ophl. § 4. Problemet kan f.eks. opstå, når et litterært værk, som ophavstiden er udløbet for, digitaliseres og lægges frem for almenheden på en hjemmeside. I denne digitaliseringsproces er der i almindelighed ikke mulighed for at udvise den fornødne originalitet: Den ene skulle jo gerne blive identisk med den anden! Enkeltstående tilfælde af fejlretning kan ikke opfylde dette krav. Sådanne indslag vil som udgangspunkt have karakter af "teknisk medhjælp", for hvilken der ikke opnås (med)ophavsret.

Derimod kan det tænkes, at den samling af data, som digitaliseringen udvirker, kan beskyttes som database, jf. nærmere afsnit 8.4., hvis kravene om "væsentlig investering" samt muligheden for metodisk struktur og individuel konsultationsmulighed er opfyldte. Begge disse betingelser vil ofte kunne give anledning til tvivl.

Virtual reality

I nær forbindelse med ovennævnte spørgsmål er beskyttelsen af virtual reality-information, dvs. information, der præsenteres grafisk for at gengive en del af virkeligheden, f.eks. et brobyggeri, der er under opførelse, eller en situation, som deltageren i et spil befinder sig i. I modsætning til den rene digitalisering vil frembringeren af et VR-produkt typisk tilføje værket en værdi, der i et eller andet omfang er udtryk for hans originalitet. I det omfang, en sådan originalitet er udvist, kan VR-frembringelsen give grundlag for ophavsretlig beskyttelse som selvstændigt værk eller - såfremt grundlaget er retsbeskyttet (f.eks. et arkitektonisk værk) - som bearbejdning, jf. ophl. § 4, stk. 1.

En principielt anden problemstilling er det, at den digitaliserede frembringelse må betragtes som et eksemplar af det pågældende værk, f.eks. i relation til spørgsmål om konsumption, privatkopiering og lignende. Ved at digitalisere et kunstværk kan man altså ikke påberåbe sig de regler, der gælder for konsumption af litterære værker, jf. om disse regler nedenfor under 6.4.d. Digitalisering af kunstværker og andre værker anvendes hyppigt i multimedia-produkter og ved design af hjemmesider mv. Når en hjemmeside f.eks. afbilder et beskyttet eksemplar af brugskunst, skal sidens indehaver følgelig sikre sig samtykke fra designeren. Derimod er det tilladt at afbilde bygningsværker uden samtykke fra arkitekten, jf. ophl. § 24, stk. 3. Se i øvrigt om disse spørgsmål, Pernille Kallehave: "Hvad må jeg? - ophavsret i teknologistøttet uddannelse", udsendt af Center for Teknologistøttet Uddannelse under Dansk Teknologisk Institut (1997).

Tekstkonvertering

Det må ligeledes antages, at en virksomhed (f.eks. indenfor det stigende område for såkaldt digital publishing), der forædler et datamateriale ved at konvertere det fra ét format til et andet, ikke dermed opnår nogen medophavsret til det færdige produkt. Produktet er nemlig ikke udtryk for nogen særlig kreativitet; ligger standarderne klart - hvilket typisk er hele forudsætningen for bearbejdningsopgaven - vil og skal to programmører, der stilles overfor den samme opgave, frembringe fuldstændigt det samme datamateriale. Ønsker den virksomhed, der yder en sådan bistand, en form for medandel i det færdige resultat, må dette altså ske ved aftale. Ophavsretten skaber ikke nogen medophavsret i dette tilfælde.

9.1.e. Ekspertsystemer

Et ekspertsystem er et IT-system, der ved hjælp af programmel udfører beslutninger eller danner grundlag for at udføre beslutninger ved at simulere de overvejelser og handlingsvalg, som en ekspert ville træffe i en given situation. Grundlaget for ekspertsystemets beslutninger mv. er en vis viden, hvorfor man ofte taler om "videnbaserede systemer". Sådanne systemer er typisk opbygget af flere moduler, der ophavsretligt må håndteres forskelligt. De konklusioner, systemet f.eks. udskriver på skærmen, er beskyttet på samme måde, som hvis de var nedfældet i en bog, ligesom det programmateriale, der er inkorporeret i det programmodul (kaldet "inferensmaskinen"), der drager slutninger, beskyttes som andre programværker.

Ekspertsystemets centrale komponent er den videnbase, der inkorporerer informationerne fra "eksperten" gennem et antal teknisk indicerede valg af typen "hvis ..., så ...". Indbegrebet af disse valg udgør næppe i sig selv noget værk; nogen sammenstilling af værker er der heller ikke tale om, og ophavsretsloven giver ikke beskyttelse for den ekspertise, der herved kommer til udtryk. Dette element af ekspertsystem-teknologien må derfor i givet fald beskyttes på grundlag af konkurrenceretlige regler og/eller efter reglerne om databaser, jf. ophl. § 71.

Neurale net

Et særligt vacuum i den ophavsretlige beskyttelse opstår for ekspertsystemer, der er baseret på såkaldt neurale net. Et neuralt net virker således, at det ud fra en angivelse af visse bestemte aspekter indlæser et antal eksempler og på grundlag heraf konkluderer noget om, hvilke mønstre eller lovmæssigheder der er gældende for disse eksempler. Som grundlag for udviklingen af et neuralt net anvender man et særligt programværktøj, der selvfølgelig kan beskyttes som ethvert andet program. Problemet om beskyttelse af neurale net har at gøre med det aspekt af applikationen - den investering - der består i optræningen.

Som ophavsretsloven er formuleret, er dette aspekt ikke beskyttet. Optræningen af det neurale net skaber ikke noget "litterært værk", medmindre der er tale om litterære bearbejdninger af det anvendte programværktøj. Hertil kommer, at den, der optræner et neuralt net, ikke har kontrol over den funktion, som det kommer til at varetage. Meningen er netop, at nettet skal udlede en logisk struktur ud af de eksempler, der indlæses. En beskyttelse af optrænede neurale net må derfor praktiseres ved, at brugeren efter nærmere aftale indtræder i den ophavsret, programværktøjet er belagt med. Ellers må man nøjes med den konkurrenceretlige beskyttelse i medfør af markedsføringsloven. Der findes endnu ingen praksis på området - hverken herhjemme eller i USA. Se for amerikansk ret Gerald H. Robinson i 7 The Computer Lawyer (March 1990), s. 17 ff. Selve listen over de eksempler, der er indlæst i det neurale net, kan beskyttes som database (katalog), jf. ophl. § 71.

9.2. Fonte og skrifttyper

Med udviklingen af stadigt mere avancerede printerteknologier, er der skabt et nyt kreativt område for design af skrifttyper (fonte), sideopsætninger mv. Behovet for en beskyttelse af sådanne værkselementer kendes allerede fra forlagsverdenen, hvor det har givet anledning til diskussion, om den grafiske tilrettelæggelse af en side kan beskyttes ophavsretligt. Som anført af Koktvedgaard (1999), s. 162, kan det tænkes, at det enkelte bogstav i et alfabet kan beskyttes ophavsretligt som brugskunst. Betingelsen herfor må imidlertid være, at bogstavet i sig selv kan betragtes som et kunstnerisk værk. Det springende punkt er her, om ophavsmanden har spillerum til at kunne udvise den fornødne originalitet.

Andre beskyttelsesmuligheder står ligeledes åbne, nemlig foruden den konkurrenceretlige beskyttelse mod retsstridig eftergørelse i mfl. § 1, designretlige regler (se hertil afsnit 10.3.) og - efter omstændighederne - varemærkeretlige regler.

9.3. Andre naborettigheder

9.3.a. Kunstneriske præstationer

Ifølge ophl. § 65 beskyttes en udøvende kunstners fremførelse af et litterært og kunstnerisk værk. Bestemmelsen forudsætter, at der foreligger en kunstnerisk fremførelse. Den animation, der f.eks. finder sted ved IT-baseret automatiseret tegnefilmproduktion, fører ikke til en sådan beskyttelse af animatoren. En sådan beskyttelse er da heller ikke påkrævet, da animatoren som udgangspunkt opnår beskyttelse af værket som kunstnerisk værk (eller i det mindste som en del af et kunstnerisk fællesværk, der også indbefatter ophavsmanden til det litterære eller filmiske forlæg).

VActing

En omvendt problemstilling foreligger, når en skuespiller eller danser lader information om sine bevægelser "optage" ved hjælp af registrerende sensorer. Selve optagelsen må i så fald betragtes som en "optagelse på bånd, film eller anden indretning", jf. § 65, stk. 1, nr. 1. Men spørgsmålet er, om den heraf følgende ret til at modsætte sig tilgængeliggørelse for almenheden, jf. samme bestemmelses nr. 2, også gælder for de digitale frembringelser, der udnytter disse bevægelser i andre sammenhænge, f.eks. som grundlag for tegnefilm-animation, undertiden kaldet VActing (Visual Acting).

Identitetsskift

Problemerne opstår navnlig, hvis man digitalt fjerner eller ændrer skuespillerens identitet, således at seeren oplever en anden end skuespilleren. Denne problemstilling har to sider. Hvis det gennemførte identitetsskift indebærer, at en ikke kendt skuespiller nu fremtræder som en kendt, er vi uden for området af § 65, men inde i de dommerskabte regler, der gælder om personbeskyttelse, se således dommene i U 1965.126 H (Buster Larsen - "Cirkus Buster"), U 1974.952 Ø (multi-kunstneren Otto Sigvaldi), U 1986.272 SH (Per Pallesen: "Lige på en studs"), U 1986.428 Ø (fremtrædende erhvervsledere i politisk reklame), U 1989.1146 SH (erhvervsleder i reklame for dagblad) og Henrik Udsen i U1997B.261 ff. Er der derimod tale om, at skuespillerens præstation "genbruges" i en form, der ikke gør det muligt at genkende den skuespiller, der har frembragt bevægelserne, må forholdet betragtes som omfattet af § 65, hvilket betyder, at det indlæste ikke må gøres tilgængeligt for almenheden. Anvendelsen af denne regel udelukker dog ikke en samtidig påberåbelse af de førnævnte dommerskabte regler om brug af personidentiteter.

MIDI-afspilning

Tilsvarende problemer opstår i forbindelse med beskyttelsen af såkaldte MIDI-filer. MIDI (Musical Instrument Digital Interface) er en standard, der definerer det sprog, som elektroniske musikinstrumenter baseret på digital teknik anvender, og dermed sammenkobles efter. En MIDI-fil vil således kunne indeholde den udførelse af en komposition, som registreres ved pianistens berøring af de enkelte tangenter på tastaturet. Filen kan herefter indspilles med andre instrumentlyde, f.eks. således at klaverstemmen afspilles som guitarlyd. Teknikken tillader næsten enhver form for manipulation af disse lyde, f.eks. klange, rytmer og toner på de tilkoblede instrumenter.

Isoleret set må en MIDI-fil rubriceres under forskellige regelsæt. Den udgør for det første et eksemplar af det pågældende musikværk. Dernæst kan den betragtes som en lydfæstning på "anden indretning" af den kunstneriske fremførelse, pianisten udfører ved "indspilningen" til filen, jf. ophl. § 65, stk. 1.

I relation til efterfølgende ændringer i filen kan der opstå tvivl om, hvorvidt ændringen angår den kunstneriske udførelse, om der er tale om rent teknisk redigering, eller om ændringen indebærer en ændring i den pågældende komposition. Disse spørgsmål er dog nogenlunde sammenfaldende med dem, der knytter sig til afgrænsningen mellem improvisation og udførelse, se hertil Schønning (1998), s. 88 og 182.

9.3.b. Mekaniske rettigheder

Ophl. § 66 yder fremstilleren af en "lydoptagelse" en 50-årig beskyttelse mod "eftergørelse", hvilket ifølge bestemmelsen også omfatter det forhold, at en lydoptagelse (lydfæstning) overføres fra én optagelse til en anden. Beskyttelsen gælder ikke alene det store område for musikalske CD-produktioner, men giver bl.a. også en fonogramproducent beskyttelse mod eftergørelse af andre lydlige frembringelser. Det er således uden betydning for beskyttelsen efter § 66, hvilken type lyd der er tale om. Også metalliske lyde, kanonskud og naturens lydlige indtryk vil være beskyttet i denne mekaniserede form, hvad enten de foreligger i særskilt form (f.eks. en CD med dyrestemmer) eller som led i en større helhed. I konsekvens af denne bestemmelse er det den praktiske hovedregel, at CD-produkter med lydfæstninger ikke kan lægges på en hjemmeside uden producentens samtykke, medmindre det drejer sig om enkelte småbidder, der uddrages som citater, jf. ophl. § 22.

Med hjemmel i § 66 kan producenten af et multimedia-produkt med lydeffekter (f.eks. et computerspil med lyd og animation eller et kursusprogram med tilsvarende effekter) modsætte sig eftergørelse af disse lydeffekter. Det kræves dog, at den lydfæstning, han har foretaget til dette formål, er den første lydoptagelse og ikke blot en kopi, jf. nærmere Schønning (1998), s. 528 f.

9.3.c. Film

I overensstemmelse med det almindelige ophavsretlige udgangspunkt må det antages, at de digitaliserede filmsekvenser, der kan optræde i digitale samleværker mv., må behandles på samme måde som andre filmsekvenser. Navnlig underholdningsprægede oplevelsesspil til børn har stor funktionel lighed med tegnefilm (som utvivlsomt falder inden for filmreglerne). Sådanne produkter fortæller gerne en historie ved hjælp af stort set samme virkemidler som anvendt inden for tegnefilm. Den eneste forskel ligger i, at brugeren (barnet) selv "klikker" sig rundt i historien gennem en række interaktive valg; men dette interaktive aspekt må være uden ophavsretlig betydning: Gjaldt et sådant krav i relation til celluloidfilm, ville man jo heller ikke nå til, at der så ikke længere var retsbeskyttelse. At "tegningerne" i en sådan filmsekvens udelukkende er baseret på digitalteknik spiller heller ingen afgørende rolle, da beskyttelsen som filmværk indtræder uanset det medium, hvorpå filmværket distribueres. Afgørende må være, om der på forhånd er indbygget et kunstnerisk handlingsforløb i produktet, som hermed fortæller en historie, eller flere. Et computerspil, der udfolder sig ved, at to fodboldhold spiller mod hinanden, vil ikke opfylde dette krav.

Spørgsmålet blev pådømt i den tyske afgørelse om edb-spillet "Donkey Kong Junior", GRUR 1983.757, der nægtede beskyttelse som filmværk u.h.t., at spillets handlingsudfald ikke var givet på forhånd. En tilsvarende opfattelse er lagt til grund af den svenske højesteret i NJA 2000.580 (2000:87), se hertil - kritisk - Daniel Westman i L&D no. 65, s. 10 ff. (marts 2001). Men den herved udtrykte retsopfattelse beror formentlig på, at der var store iøjnefaldende forskelle mellem grafikken i dette første generations computerspil og nutidens produkter med deres høje opløsning og intensive brug af levende billeder.

Derimod kan det næppe antages, at multimedia-værker i ophavsretlig terminologi skal betragtes som filmværker. Virkningen af en sådan indrubricering ville være, at lovens særregler om filmværker fandt anvendelse, herunder ophl. § 58, der bl.a. indeholder en formodningsregel om, at de medvirkende ikke kan modsætte sig, at der fremstilles eksemplarer af filmen, at denne spredes til almenheden, fremføres offentligt eller at den forsynes med tekster eller tale på et andet sprog.

Andre særregler findes bl.a. i § 12, stk. 3, nr. 2), om forbud mod benyttelse af fremmed medhjælp ved eksemplarfremstilling, § 12, stk. 4, om forbud mod at stille teknisk kopieringsudstyr til rådighed på biblioteker og andre offentligt tilgængelige steder mv., § 19, stk. 3, om forbud mod spredning af filmværker gennem udlån, § 20, der forbyder visning af eksemplarer af kunstværker, som ophavsmanden har overdraget til andre, i fjernsyn eller på film, § 21, hvis stk. 1 forbyder offentlig fremførelse af filmværker, dog med mulighed for gennemsyn på biblioteker mv., jf. stk. 3 samt § 25 om fremførelse af værker som led i dagsbegivenheder på film. Derimod kan man næppe anvende reglerne i § 13, stk. 2, der udelukker filmværker i biografernes almindelige repertoire fra aftalelicensen på undervisningsområdet, samt andre af de aftalelicensregler, der tager særligt sigte på den klassiske spille- og dokumentarfilm.

Supplerende litteratur

Der findes ingen samlet fremstilling af de særlige problemer, der er taget under behandling i dette afsnit. Læseren henvises derfor til den almindelige ophavsretlige litteratur samt til de henvisninger, der forekommer i teksten.

Indholdsfortegnelse | Forrige kapitel | Næste kapitel