Indholdsfortegnelse | Forrige kapitel | Næste kapitel

Kapitel 8. Databaser mv.

8.1. Begrebsafgrænsning

8.1.a. Den tekniske terminologi

Udgangspunktet

Efter gængs teknisk terminologi er en database en organiseret datamængde, der er bygget op således, at data kan fremkaldes på en måde, der bestemmes af brugeren. Det centrale i begrebet er altså, at brugeren af en database har mulighed for at lokalisere og hente de informationer i basen, han har brug for efter individuelle kriterier. En informationssamling, som brugeren er nødt til at tilegne sig ved gennemlæsning fra start til slut, falder uden for begrebet. Da en sådan individuel søgemulighed almindeligvis (om end ikke begrebsmæssigt nødvendigvis) vil være styret af et program, har begrebet grænseflader mod såvel programbeskyttelsen (jf. generelt kapitel 7), mod beskyttelsen af almindelige litterære værker (afsnit 8.2.) og mod beskyttelsen af samleværker (afsnit 8.3.).

Direktivet

I direktivet af 11. marts 1996 om retlig beskyttelse af databaser, 96/9/EØF (EFT 1996 L 77/2), defineres databaser som "en samling af værker, data eller andet selvstændigt materiale, der er struktureret systematisk eller metodisk og kan konsulteres individuelt ved brug af elektronisk udstyr eller på anden måde", art. 1, stk. 2. En database behøver altså ikke være styret elektronisk. Også en trykt telefonbog vil således falde inden for begrebet pga. sit alfabetiske princip. Når det gælder elektroniske databaser præciserer bestemmelsens stk. 3, at beskyttelsen efter dette direktiv ikke gælder for de edb-programmer, der anvendes til fremstilling og drift af elektroniske databaser.

Denne afgrænsning mellem de to loves anvendelsesområder burde almindeligvis være uproblematisk og følger i øvrigt de principper, der er skitseret i kapitel 7, jf. navnlig afsnit 7.3: At give søgefaciliteterne eller de bagved liggende redaktionelt prægede valg ophavsretlig beskyttelse som edb-programmer ville være ensbetydende med en grænsefladebeskyttelse, som er fremmed for dette lovsystem. I almindelighed må det antages, at en sådan redaktionelt præget innovation kan udtrykkes på mangfoldige måder i et edb-program, og at der derfor er plads for den nødvendige individualitet i hvert enkelt program.

Hovedgrupper

For den efterfølgende oversigt over databasens retsbeskyttelse kan det være hensigtsmæssigt at foretage en opdeling af forskellige typer af databaser:

- infrastrukturdatabaser

I en første gruppe kan man udskille de baser, hvis informationsindhold udgør en del af samfundets almindelige infrastruktur: Sådanne baser opbygges typisk i naturlig konsekvens af de aktiviteter, der er tale om. Eksempler herpå er den statslige lovdatabase "Retsinformation", se <www.retsinfo.dk>, og baserne med kursdata fra Københavns Fondsbørs (se <www.xcse.dk> og tilknyttede abonnementssystemer). På grund af disse systemers vitale betydning knytter der sig en særlig politisk interesse til vilkårene for almenhedens brug. Denne interesse indebærer ofte, at reglerne om brug af disse baser lovreguleres. Et eksempel herpå er lov nr. 419 af 31. maj 2000 om Statstidende, der underlægger dette informationssystem en almindelig lovregulering, jf. nærmere lovens §§ 5-8 om offentliggørelse, der bl.a. sikrer almenheden en almindelig og fri adgang til oplysningerne i denne base.

Om de problemer, der i den forbindelse kan opstå om persondatabeskyttelse, henvises til kapitel 13. I det første udkast til databasedirektivet (13. maj 1992) var der indbygget en særlig hjemmel til udtræk og genbrug af databasers indhold "på rimelige og ikke-diskriminerende vilkår". Adgangen gjaldt "hvis databasen er gjort offentligt tilgængelig af et offentligt organ, der enten er oprettet med henblik på at indsamle og offentliggøre information i henhold til lovgivning, eller som har en generel forpligtelse til at gøre dette", se art. 8, stk. 2. Forslaget viste sig ganske kontroversielt under direktivets behandling og blev ikke vedtaget. Som nævnt ovenfor i teksten er udgangspunktet, at også databaser, der udvikles og drives af offentlige myndigheder, er omfattet af den almindelige beskyttelse.

- kommercielle databaser

I en anden gruppe finder man de databaser, der bliver til som en målrettet investering i informationsindsamling, og som udbydes kommercielt på et marked. Eksempler herpå er de store baser, der findes med juridisk, medicinsk, markedsmæssig, økonomisk eller teknisk information, og som markedsføres af en egentlig informationsindustri. Det kendetegner disse baser, at de ikke nødvendigvis "findes i forvejen", men at de bliver til som en målrettet investering med henblik på at dække et markedsbehov. Af samme grund vil der i praksis aldrig være tvivl om, hvorvidt betingelserne for at beskytte disse baser efter sui generis-reglerne i ophl. § 71 er tilstede, hvorimod det kan give anledning til tvivl, om der også er grundlag for ophavsretlig beskyttelse.

- databaseapplikationer

I en tredje gruppe kan man herefter udpege de databaser, der i praksis opbygges i tilknytning til applikationer, der i øvrigt ikke fremstår som egentlige "databaser", f.eks. for at muliggøre praktisk betonede søgninger el.lign. Da den slags faciliteter netop indebærer en individuel konsultation efter data, rummes de uden videre af databasebegrebet. Derfor vil talrige søgefaciliteter i edb-programmel kunne tænkes beskyttet efter reglerne om databaser, for så vidt som de giver mulighed for en sådan individuel informationssøgning. Dette kan f.eks. være aktuelt for talrige hjemmesider og andre hypertekst-applikationer, for indholdsfortegnelser til dokumentationsmateriale, samt for ordbogsfaciliteter til tekstbehandlingsprogrammel.

Præambelen til direktivet omtaler en række eksempler på beskyttelse. I 19. betragtning hedder det f.eks., at en kompilation af flere musikoptagelser på en CD "normalt" ikke falder inden for databasebegrebet. Da den standard, der anvendes på nutidens CD'er, giver plads for op til 99 indspilninger, kan man fristes til at indfortolke en slags nedre grænse i denne betragtning. Derimod siges det i 20. betragtning, at beskyttelsen kan tænkes at omfatte Thesaurus og index-systemer, jf. om disse begreber straks nedenfor. Efter det angivne vil der i almindelighed ikke være tvivl om, at en Internet-portal vil falde inden for beskyttelsen, uanset om den er generel (se f.eks. <www.jubii.dk> eller afgrænset til et bestemt fagområde (se f.eks. den børsorienterede <www.aktienyt.dk>. Se i øvrigt Thomas Riis i Juridisk Instituts Julebog (1996), s. 176.

Nogle sidebegreber

Når en database konstrueres, fastlægger frembringeren visse principper for, hvordan brugeren skal kunne søge i basen. Disse principper finder udtryk i et såkaldt index (dvs. stikordsliste) eller Thesaurus. Herudover foretages der en række valg af, hvilke informationer der skal kunne søges i. Disse funktioner understøttes af programmel, såkaldte database management systemer (forkortet DBMS). Allerede efter gældende ophavsretlige regler kan databaser altså tænkes beskyttede såvel som edb-programmer (DBMS-systemet), efter reglerne om samleværker (sammenstillingen) som efter de almindelige ophavsretlige regler (selve strukturen i den informationsopbygning, databasen repræsenterer). Hertil kommer beskyttelsen af de enkelte værker mv., som måtte være indeholdt i databasen.

8.1.b. Nogle udgangspunkter

Informationsfrihed

Information, der - uden at udgøre ophavsretlige værker eller andre beskyttede frembringelser - befinder sig i en bog, en database eller i andre sammenhænge, hvorfra de kan hentes, er som udgangspunkt i public domain. Dette fundamentale udgangspunkt er bl.a. fastslået ved højesteretsdommen om On-line avisen, U 1987.882 H, der antog, at en elektronisk database med korte ekstrakter af dagbladenes nyheder, som kun i begrænset omfang indeholdt egentlige citater, ikke krænkede ophavsretten til dagbladsartiklerne.

Ligeså klart er det, at de værker, der er lagret i basen (f.eks. artikler eller tabeller), beskyttes som andre eksemplarer af de pågældende værker, altså som litterære værker der ikke er programmer. I sig selv rummer sammenstillingen nemlig ingen "instruktioner til processoren". Omvendt vil de programværktøjer, der benyttes i DBMS'et, beskyttes som andre programmer.

Sui generis-beskyttelse

Udgangspunktet om, at information er i public domain, må imidlertid modificeres i relation til sådan information, som det - trods sin principielt "frie" natur - almindeligvis vil være umuligt at lokalisere, fordi den befinder sig i en uoverskuelig mangfoldighed af anden information. Når nogen herefter præsterer den investering, der gør det muligt at finde vej rundt i et sådant "informationshav", brydes udgangspunktet om informationsfrihed med et andet grundlæggende princip i immaterialretten, nemlig at den, der gør en væsentlig investering i frembringelse af ny information (eller her: nye informationsstrukturer) bør kunne nyde en vis beskyttelse for sin investering i form af en eneret. Dette modhensyn begrunder den særlige sui generis-regel i § 71, stk. 2, om databaser. Herom i afsnit 8.4.

Værket i basen

Dansk ret hjemler som udgangspunkt ingen litterær findeløn el.lign. til den, der lokaliserer et eller flere ophavsretlige værker, som andre har skabt. At indsatsen med at finde et værk er nok så kvalitetsfuld, og at den ofte vil repræsentere værdifuld historisk eller humanistisk forskning (i kraft af kildestudier el.lign.) fører ikke til ophavsretlig beskyttelse. Den eneste beskyttelsesform, der står til rådighed, når det gælder sådanne frembringelser, er beskyttelsen som samleværk, jf. nærmere i afsnit 8.3. Men når det gælder sådanne frembringelser er det udgangspunktet, at det enkelte værk i samleværket bevarer sin ophavsretlige retsstilling. Dette udgangspunkt har to konsekvenser: For redaktøren af samleværket betyder det, at ophavsretten til samleværket ingen indskrænkning gør i ophavsretten til de enkelte værker, jf. udtrykkeligt § 5. For brugeren, at de retlige bånd (eller fraværet af samme) til de enkelte værker, består uantastet. Hvis sammenstillingen består af værker, for hvilke ophavstiden er udløbet, vil brugeren tilsvarende have ret til at disponere over de enkelte værker, men ikke over samleværket (som sådant). Denne ret kan dog være modificeret ved udtrykkelig aftale. For en gennemgang af disse ophavsretlige spørgsmål henvises til den almindelige fremstilling i kapitel 6.

Basen som værk

Vi så i gennemgangen af den ophavsretlige beskyttelse af programkoden, jf. afsnit 6.2.c., at der her ofte vil være overlappende værkselementer. Fordi der ingen klar begrebsmæssig grænse er for, hvornår noget er et "edb-program", vil dette begreb både kunne omfatte helheden og en ubestemt mængde, delvis overlappende, dele. Samme forhold gør sig gældende ved beskyttelse af databaser. Som "database" vil man både kunne karakterisere et samlet produkt og en række bestanddele heri. Tilsvarende kan det være vanskeligt at drage nogen klar grænse mellem de værker, der indgår i en database, og selve databasen, jf. til illustration dommen om vejviseren i U 1985.389 H. Hvor sådanne uklare grænsedragninger gør sig gældende, vil det ofte være berettiget at overveje, om ikke selve databasen kan kvalificere til den stærkeste beskyttelse som et litterært værk. Herom i det følgende.

8.2. Ophavsretlig værksbeskyttelse

8.2.a. Det beskyttede værk

For at en ophavsretlig beskyttelse af en database som selvstændigt litterært værk kan komme på tale, må det for det første kræves, at databasen som litterært værk besidder den fornødne originalitet: Det må med andre ord kunne konstateres, at resultatet af frembringerens indsats - med en vis sandsynlighed - vil tage sig anderledes ud, end hvis en anden frembringer var sat til opgaven med at frembringe den pågældende database. En person (eller for den sags skyld, en kreds af personer), der sætter sig for at skrive en ordbog eller et leksikon frembringer dermed såvel en database som et litterært værk, der beskyttes efter den almindelige regel i ophl. § 1, forudsat deres udvalg af ord og hertil hørende oversættelser og forklaringer mv. er anderledes, end hvis et andet forfatterkollegium havde sat sig denne opgave for. Ligeledes får den person, der udarbejder en guide til de gode restauranter i en by - med graduerede kvalitetsmærker for den enkelte osv. - ophavsret til denne samlede frembringelse som litterært værk.

Et ofte forekommende problem i afgrænsningen af den litterære værksbeskyttelse drejer sig om de dataansamlinger, der beskriver, hvilke produkter en virksomhed har til salg eller på lager. Hvor kedsommelige den slags tekster umiddelbart må forekomme den almindelige læser, kan de have stor kommerciel betydning for den virksomhed, der ønsker at kontrollere sin markedsføring fuldt ud, og som navnlig ønsker at undgå konkurrerende virksomheders præsentation af deres varesortimenter mv. Selv om der kan være et berettiget ønske om at varetage dette hensyn, bør det dog ikke slå igennem i form af en ophavsretlig beskyttelse, jf. således U 1983.981 Ø, der nægtede ophavsretlig beskyttelse for en prisliste med planteskoleprodukter. Går man frem efter dobbeltfrembringelseslæren, vil der som regel kun være én måde at opstille et produktsortiment på og derfor ikke spillerum for originalitet. En beskyttelse af sådanne frembringelser må i stedet søges opnået gennem sui generis-reglerne om databasebeskyttelse. En sådan beskyttelse blev da også givet i den førnævnte sag, efter den daværende katalogbeskyttelse.

Er der derimod tale om, at frembringeren efter egne kriterier giver sig i kast med at indsamle oplysninger om forskellige virksomheders produkter mv., vil der være spillerum for en ophavsret. Dette er bl.a. antaget ved dommen i U 1962.254 H om "Ingeniørens indkøbsbog", der lod en samling af tekniske annoncer og firmabeskrivelser fra ca. 1.000 virksomheder være beskyttet ophavsretligt. Se tilsvarende den amerikanske afgørelse i CCC Information Services, Inc. v. Maclean Hunter Market Reports et al. , 44 F.3d 61 (2nd Cir., 1994), der fandt en database over brugte biler med angivelse af den enkelte bils værdi i forskellige geografiske områder beskyttet som litterært værk.

8.2.b. Originalitetskravet

For at opnå ophavsretlig beskyttelse til en database må frembringeren kunne godtgøre, at basen besidder den fornødne originalitet. Denne originalitet må enten reflekteres ved databasens opbygning og struktur eller ved indholdet af dens enkelte elementer (som i givet fald må optræde som originale del-værker). I forarbejderne til 1995-ophavsretslovens § 1 (FT 1994-95, tillæg A, s. 1332) siges det således, at "... samlinger af ubeskyttede data kan ... være omfattet af beskyttelsen efter stk. 1, under forudsætning af, at frembringelsen har karakter af et værk, dvs. at den er resultatet af en egen selvstændigt skabende intellektuel indsats fra ophavsmandens side."

En sådan ophavsret er i øvrigt forudsat ved art. 3, stk. 1, i direktivet om retlig beskyttelse af databaser, der fastslår, at databaser "... som på grund af udvælgelsen eller struktureringen af indholdet udgør ophavsmandens egen intellektuelle frembringelse" beskyttes ophavsretligt, idet der "... ikke [gælder] andre kriterier for, om de er berettiget til denne beskyttelse." Præambelens 16. betragtning bemærker som i programdirektivet, at der ikke må foretages en vurdering af databasens kvalitet eller dens æstetiske værdi som led i bedømmelsen af basens originalitet.

Når kravet om originalitet fastlægges for en § 1-database, skal der ikke skeles til databasens tekniske funktionalitet. Ligesom en teknisk raffineret database ikke øger sandsynligheden for en § 1-beskyttelse vil det forhold, at dataene gøres tilgængelige fra et lagermedium på en måde, der ikke effektivt udnytter mediets egenskaber, heller ikke svække den.

8.2.c. Retsvirkninger

Selv om det i praksis kan fortone sig, om man har at gøre med samleværks-databasen (§ 5-database) eller en database, der beskyttes som selvstændigt litterært værk (§ 1-database) er grænsedragningen i princippet klar: En § 1-database er i hovedsagen frembragt i sin helhed, medens en § 5-database er blevet til i kraft af en sammenstilling af værker, der fandtes uafhængigt af sammenstillingen.

Indrubriceringen har betydning i enkelte relationer:

I relation til eksemplarfremstilling vil kopiering fra en § 5-database, der alene vedrører et enkelt værk eller en enkelt informationsmængde, som udgangspunkt kunne ske uafhængigt af retten til sammenstillingen. Et modsat resultat ville være ensbetydende med, at man tildelte frembringeren (sammenstilleren) en slags "findeløn". Om en sådan kopiering er tilladt vil da bero på, om der i øvrigt knytter sig ophavsretlige bånd til det pågældende værkselement: Er ophavstiden udløbet? Og hvis ikke: Foreligger den nødvendige tilladelse?

I konsekvens heraf må det antages, at reglerne om den ophavsretlige citatret beror på de forestillinger om god skik mv., der knytter sig til de enkelte værker. En citatret i relation til samleværket har kun betydning, hvis så store dele af databasen kopieres, at det kopierede reflekterer skaberens originale sammenstilling.

I det omfang en database indeholder programværker, vil der være forskel mellem en sammenstilling og det originale programværk. Det må således antages, at begrebet samleværk, jf. § 5, ikke indbefatter programværker. Et programværk, der bliver til som sammenstillinger af eksisterende datamoduler, jf. ovenfor i afsnit 6.2.e., udgør derfor ikke også et samleværk. Indrubriceringen har betydning i relation til det særlige forbud mod privatkopiering af databaser i digital form, jf. § 12, stk. 2, nr. 4, sml. herved den særlige regel om "andre værker", jf. nr. 5. Derimod har forskellen næppe betydning for betingelserne for at opnå ophavsretlig beskyttelse. De originalitetskrav, ophavsretsloven opstiller, må således være i hovedsagen sammenfaldende, uanset om databasen er et samleværk eller en § 1-database.

8.3. Samleværksbeskyttelse

8.3.a. Samleværksbegrebet

Som nævnt i afsnit 6.2.e. kan reglerne om samleværker tænkes at beskytte en database, der består af værker eller værkselementer (og muligvis også litterære elementer, der ikke har værkshøjde), når sammenstillingen er udtryk for ophavsmandens ("sammenstillerens") originalitet. Denne beskyttelsesform vil ikke alene være relevant i relation til databaser, der tjener samme litterære funktion som den klassiske antologi (f.eks. databaser over avis- eller tidsskriftsartikler), men også på områder, hvor der ingen direkte parallel findes til den klassiske ophavsrets værker. Et praktisk eksempel herpå er hjemmesider, der gennem kreative links til andre hjemmesider med værker, samler disse på en måde, der reflekterer databasefrembringerens originale tanke.

Multimedia

Under kategorien samleværk kan man også henføre mange af de frembringelser, der med en moderne, omend stadigt sjældnere anvendt, term omtales som "multimedia", dvs. frembringelser, der integrerer tekst, grafik, lyd, billede og video, til brug for undervisnings- eller underholdningsformål.

Begrebet er ikke velvalgt, eftersom det peger på den stik modsatte egenskab end den begrebsmæssigt interessante, nemlig at der på ét - digitalt - medium (og ikke mange, "multi") kan lagres en mangfoldighed af forskellige informationstyper. Hvor den "klassiske" database typisk vil indeholde informationselementer af en bestemt art, kendetegnes multimedia-værket ved at sammenstille disse vidt forskellige informationstyper. Se i øvrigt Peter Mahrt og Per Mejer i U1997B.31 ff. og om filmbeskyttelsen afsnit 9.2.

8.3.b. Originalitetskravet

Ligesom det gælder i øvrigt, beskytter den ophavsretlige samleværksbeskyttelse af databaser frembringerens personlige udtryk. Det er principielt uden betydning for denne beskyttelse, om databasen/samleværket besidder en funktionel kvalitet. Det er ved at strukturere databasen på en bestemt måde, dvs. udvælge de forskellige bidrag til den og placere disse bidrag i forhold til hinanden på selvstændig vis, at beskyttelsen nås. Ikke ved at gøre antologien så omfattende som muligt. Tværtimod vil en datamængde, der bliver så omfattende, at den inden for den afgrænsede ramme nærmer sig det komplette, kunne bringe databasen uden for det ophavsretlige værn. Den komplette samling af information inden for et på forhånd afgrænset tema vil pr. definition være uoriginal.

Se nærmere betænkning 1064/1986, s. 20 og Supreme Court's skelsættende dom i Feist Publications, Inc., v. Rural Telephone Service Company, Inc. 499 U.S. 340 (1991), der nægtede ophavsret til en telefonbog, fordi denne - trods det ubestridelige arbejde, der lå i sammenstillingen af de enkelte telefonnumre mv. - ikke var udtryk for originalitet. At en tilsvarende uensartet praksis vedrørende den ophavsretlige originalitetsvurdering også gjorde sig gældende i visse europæiske lande, se herved Wagle & Ødegaard (1997), s. 91, om den hollandske højesteretsdom af 4. januar 1991 i sagen Van Dale Lexicografie B.V. v. Rudolf Jan Romme, trykt i engelsk oversættelse hos Dommering & Hugenholtz (ed.): Protecting Works of Fact (1991), s. 93 ff.

Med den udbredte anvendelse af Internet-hjemmesider som led i elektronisk handel har spørgsmålet om datasammenstillingers ophavsretlige beskyttelse fået fornyet aktualitet. Typisk vil en hjemmeside indeholde flere typer af information. Når denne information fremtræder som litterære værker (f.eks. avisartikler), værker af billedkunst, musikværker o.lign., vil der som udgangspunkt være ophavsretlig beskyttelse til disse værker - hvis ellers ikke beskyttelsestiden er udløbet, eller der er andre formelle hindringer mod beskyttelsen. Hvis sammenstillingen af disse elementer er original, vil der knytte sig ophavsret til selve hjemmesiden som samleværk eller som selvstændigt litterært eller kunstnerisk værk.

8.4. Sui generis-beskyttelse

8.4.a. Beskyttede frembringelser

Hvis ikke kravene til at beskytte en database som et ophavsretligt værk er opfyldte, kan det tænkes, at databasen beskyttes efter de særlige regler, der er indført i ophl. § 71 på grundlag af EU's databasedirektiv 96/9/EF af 11. marts 1996. Reglerne herom hører systematisk til i de ophavsretlige "naboregler", fordi de netop ikke forudsætter, at der er tale om et ophavsretligt værk.

Ifølge ophl. § 71 har den, som fremstiller et katalog, en tabel, en database eller lignende, hvori et større antal oplysninger er sammenstillet, eller som er resultatet af en væsentlig investering, en særlig eneret til at råde over det pågældende arbejde på forskellig vis, jf. nærmere i det følgende. Er arbejder af den nævnte art eller dele deraf genstand for ophavsret eller anden beskyttelse, kan også denne beskyttelse gøres gældende, jf. § 71, stk. 3. Den ene beskyttelse udelukker altså ikke den anden. § 71, stk. 6, erklærer aftalevilkår, der udvider fremstillerens ret efter stk. 1 til et offentliggjort arbejde, for ugyldige.

"Kataloghøjde"

Før gennemførelsen af databasedirektivet var det den almindelige opfattelse i dansk ret, at et katalog ikke skulle opfylde særlige kvalitetskrav for at opnå beskyttelse, hvis blot kataloget sammenstillede et "større antal oplysninger". Var dette tilfældet, forelå "kataloghøjde" (en pendant til det tidligere anvendte begreb "værkshøjde"). Formålet med bestemmelsen var at yde beskyttelse af den betydelige indsats af arbejde og kapital, der kan ligge til grund for sådanne frembringelser, se herved FT 1959-60, till. A, sp. 2770 f. En tilsvarende beskyttelse har været gældende i de øvrige nordiske lande. Se hertil diskussionen i NIR 1972.248, NIR 1972.393 og NIR 1973.51. Kurslister, regnetabeller, kalendere, bogfortegnelser og fartplaner udgør eksempler på "kataloger", jf. f.eks. henvisningerne til tidligere praksis hos Schønning (1998), s. 557.

Investeringskravet

Ifølge databasedirektivet er beskyttelsen betinget af, at den pågældende database er "resultatet af en væsentlig investering": Hvad har frembringeren investeret af penge eller kreativitet i udviklingen? I direktivets art. 7, stk. 1, er dette krav præciseret med en bemærkning om, at investeringskravet skal måles enten kvantitativt eller kvalitativt, jf. nærmere herom Henrik A. Jensen i NIR 1999.64 ff. Det er på nuværende tidspunkt, hvor der ingen retspraksis foreligger, vanskeligt at udtale sig herom. Men i mangel af en sådan praksis er det nærliggende at skele til den praksis, der foreligger i relation til den ligeartede "katalogregel", jf. ovenfor.

Kravet om "væsentlig investering" anlægges på bedømmelsestidspunktet: Ville det her kræve væsentlige investeringer at skulle indsamle, kontrollere eller præsentere databasens indhold, opnås beskyttelsen, jf. Riis i Juridisk Instituts Julebog (1996), s. 178. Betragtningen indebærer, at en database, der på frembringelsestidspunktet ikke er genstand for beskyttelse, kan blive det på et senere tidspunkt, hvor den forgangne periodes indsats nu foreligger i kumuleret skikkelse.

Undergrænsen

Som eksempel på en "database", der herefter ikke vil kunne beskyttes, nævner lovbemærkningerne (pkt. 3.1) i overensstemmelse med direktivets 19. præambelbetragtning ".. en sammenstilling af optagne musikværker på fx en CD-plade". Eksemplet vil formentlig kun være dækkende for sådanne musik-CD'er, som almindeligvis udbydes i handelen, hvorimod en samling af værker eller værkselementer, som det har krævet store investeringer at finde frem, formentlig vil kunne beskyttes efter sui generis-reglerne eller - hvis udvælgelsen tilmed besidder originalitet - efter reglerne om samleværker.

Også tidligere praksis om § 71 lægger vægt på, om der er lagt en vis investering i udarbejdelsen af kataloget, se således U 1975.258 V, der nægtede katalogværn for en præmieliste udarbejdet af to journalister på et fællesdyrskue. Listen indgik som en integreret del af en pressereportage fra skuet og var frembragt således, at de to journalister indsamlede de bedømmelser, der forelå fra dyrskuedommerne. Bedømmelserne blev pr. bud bragt hen til presselokalet, efterhånden som de blev færdige. Journalisterne samlede og sammenstillede dem herefter i en præmieliste, der i formen opfyldte kravene til et avismanuskript. Ved byrettens dom fik journalisterne medhold i, at præmielisten måtte anses som et katalog, jf. ophl. § 71. Retten tilkendte herefter journalisterne erstatning for tab. Vestre Landsret bedømte sagen anderledes. Landsretten lagde vægt på, at præmielisten havde kunnet tilendebringes på få timer "hvilket formentlig er noget mindre end af lovgiveren ved bestemmelsens anvendelse på kataloger, tabeller og lignende forudsat". En del af den domspraksis, der nægter ophavsretlig værksbeskyttelse, beskytter i stedet de pågældende frembringelser efter katalogreglen. Det gør f.eks. dommen i U 1983.981 Ø om prislisten over planteskoleprodukter, der uden videre fandt listen omfattet af ophl. § 71. Se ligeledes U 1985.389 H, der anså realregisteret til den kommunale vejviser som et katalog. Den sidstnævnte dom er kommenteret af Else Mols i U1985B.253. Kommentaren henviser til, at der i den juridiske litteratur er enighed om, at der må stilles et kvalitetskrav og krav om en vis systematisering, idet en tilfældig sammenstilling af de pågældende oplysninger ikke er tilstrækkelig. Se ligeledes bemærkningen sammesteds s. 254 f., hvorefter "en bestemt systematik ofte vil være den eneste mulighed ved sammenstillingen (kompilationen) af bestemte oplysninger." Om beskyttelsen af databaser efter tidligere ret, se nærmere Stensaasen (1987), s. 193 ff., Blume (1989), s. 37 ff. og betænkning 1064/1986. s. 19 ff.

Subjektive faktorer

Vurderingen af om der er præsteret den fornødne investering anlægges på det tidspunkt, hvor det bliver aktuelt at gøre retten gældende, ikke på det tidspunkt, beslutningen om at frembringe databasen tages. Med udgangspunkt i den frembringelse, der nu foreligger, anlægger man et skøn over, hvilke omkostninger der nu ville være forbundet med at skulle indsamle de pågældende oplysninger og dermed hidføre en tilsvarende frembringelse. Denne vurdering beror i sagens natur på, hvilken adgang man har til de pågældende oplysninger: For en fondsbørs, der lever af at notere og sælge oplysninger om kursforhold, og som har gjort dette arbejde til genstand for IT-behandling, kræver det måske kun marginale investeringer at trække disse oplysninger ud i en selvstændig database. Tilsvarende vil det kun kræve en relativt beskeden investering for et ejendomsmæglerfirma at lægge oplysninger om de ejendomme, det har indsat til annoncering i de førende dagblade en bestemt dag, ind i en database, sml. den førnævnte U 1983.981 Ø. Men når det skal vurderes, om sådanne databaser repræsenterer en væsentlig investering, skal man skele til, hvilken investering en udefra kommende part ville være nødt til at præstere for at gøre noget tilsvarende.

Hjemmesider som databaser

Derimod må det antages, at det forhold, at en virksomhed lægger oplysninger om sine ydelser - i form af salgsoplysningerne - på en Internet-hjemmeside, som udgangspunkt ikke opfylder kravene om en væsentlig investering, jf. § 71. At der er præsteret en "væsentlig investering" i at gøre den grænseflade, ved hjælp af hvilken disse oplysninger lægges frem for omverdenen, så indbydende som muligt, kan i den forbindelse ikke tillægges vægt, hvis ikke denne kvalitet reflekteres i søgemulighederne. Kriteriet knytter sig alene til datasamlingens kvalitet, ikke til dens layout. De nævnte kvaliteter kan derimod få betydning for, om databasen kan beskyttes efter de almindelige ophavsretlige regler.

Den endelige fortolkning af begrebet vil i sidste instans henhøre under EF-domstolen. Der foreligger endnu ingen retspraksis herfra; men det må formodes, at EF-domstolen vil skele til det retspolitiske formål, man tilsigtede med direktivet, nemlig at opnå et alternativ til den ophavsretlige beskyttelse i tilfælde, hvor omfattende investeringer i udvikling af informationssamlinger ellers ville være ubeskyttede.

Den legale databaselicens

I det omfang en database er omfattet af de særlige sui generis-regler, er rettighedshaveren beskyttet mod to former for udnyttelse, jf. § 71, stk. 1 (afsnit 8.4.b.) og stk. 2 (afsnit 8.4.c.). Begge disse bestemmelser tager primært sigte på parter, der ikke i kraft af aftale eller overdragelse har ret til at benytte basen. I relation til sådanne autoriserede brugere henviser § 71, stk. 5, til den legale databaselicens i ophl. § 36, stk. 2, der i overensstemmelse med den legale programlicens (i § 36, stk. 1, nr. 1) fastslår, at den, der har ret til at benytte en database - ganske som brugeren af et program eller et litterært værk i digital form - "må foretage sådanne handlinger, som er nødvendige for, at den pågældende kan få adgang til databasens indhold og gøre normal brug af dette". Har ejeren købt databasen på CD-ROM med en forudsat tilladelse til at installere den på harddisk, er denne installation altså ikke retsstridig. Bestemmelsen er præceptiv, jf. samme bestemmelses stk. 4.

8.4.b. Stk. 1-beskyttelsen

Ifølge stk. 1 har fremstilleren af (bl.a.) en database eneret til at råde over databasen som helhed eller en væsentlig del deraf, ved at fremstille eksemplarer af den og ved at gøre den tilgængelig for almenheden. Bestemmelsen rammer først og fremmest kopieringshandlinger, der har til hovedformål at genskabe den funktionalitet, databasen tilbyder ved efterfølgende at kunne rette søgninger mod de pågældende dele: Fra en landsdækkende telefonbog uddrages f.eks. de telefonabonnenter, der befinder sig i et udvalgt byområde, eller de abonnenter, der korresponderer med visse stillingsbeskrivelser.

Man kan overveje, om bestemmelsen kan bruges i forbindelse med den indexering, der almindeligvis foretages i forbindelse med robottering af hjemmesider med henblik på at tilvejebringe Internet-søgefaciliteter. Klart er det således, at den linkede hjemmeside må kopieres i det omfang linket aktiveres af en bruger. Men som nærmere forklaret i afsnit 11.3.b. sker der forud herfor en indexering af den pågældende hjemmeside, hvorved samtlige data heri lægges i et "stikordsregister" i den server, der betjener den søgerobot, der frembringer den pågældende link. Det kan dog næppe antages, at en sådan indexering i sig selv skulle være retsstridig. Skulle man antage et sådant resultat, ville dette være ensbetydende med, at enhver brug af generelle søgerobotter på nettet uden videre ville være retsstridig. Den relevante håndtering af problematikken må foretages gennem den legale databaselicens, jf. ophl. § 36, stk. 2. I det omfang der er tale om en normal og loyal robottering må det således antages, at den nødvendige indexering udgør "normal brug". Se nærmere herom min afhandling i U2000B.311 ff. og neden for afsnit 11.4.

8.4.c. Stk. 2-beskyttelsen

Ifølge stk. 2 er der derudover beskyttelse for så vidt udnyttelsen består i "... en eksemplarfremstilling eller tilgængeliggørelse for almenheden af uvæsentlige dele af indholdet ... som foretages gentagne gange og systematisk, såfremt de nævnte handlinger kan sidestilles med handlinger, der strider mod en normal udnyttelse af de pågældende arbejder, eller som skader fremstillerens legitime interesser urimeligt".

Med denne formulering lægges op til en skønspræget afvejning, der minder om den, der indgår i generalklausulen i mfl. § 1, og som bl.a. henser til, om den nævnte udnyttelse må betragtes som illoyal. Også her er det primært praksis for linking og robottering på nettet, der giver anledning til afgrænsningsproblemer. I denne afvejning er det nødvendigt at sondre mellem forskellige typer af formål med en robottering eller linking. Groft sagt kan man på den ene side udskille den linking og robottering, der søger at understøtte en konkurrerende virksomhed og dermed søger at fjerne omsætning fra informationsleverandøren, og på den anden side den, der understøtter virksomhed af anden art, f.eks. ved at skabe trafik på egne hjemmesider for dermed at kunne opnå indtjening ved salg af banner-annoncering eller anden afledt forretning. Problemstillingen drøftes nærmere i afsnit 11.4.c.

8.4.d. Begrænsninger

En række af ophavsretslovens almindelige regler gælder også for denne særlige sui generis-beskyttelse. Det gælder - foruden den allerede nævnte § 36 - bl.a. undtagelsesbestemmelserne vedrørende offentlige myndigheders "aktstykker" (§ 9), forbudet mod digital privatkopiering (§ 12, stk. 2, nr. 4) og citatretten (§ 22). På grund af mulighederne for at udnytte et citat på en måde, der gør indgreb i databaseindehaverens økonomiske interesser, må det antages, at retten til at citere fra en database er noget snævrere end adgangen til at citere fra en informationsmængde af anden art, jf. Thomas Riis i Juridisk Instituts Julebog (1996), s. 185.

8.4.e. Varighed

Sui generis-beskyttelsen varer indtil 15 år er forløbet efter udgangen af det år, hvor arbejdet blev fremstillet, § 71, stk. 4. Hvis et arbejde af den nævnte art gøres tilgængeligt for almenheden inden for dette tidsrum, varer beskyttelsen dog indtil 15 år er forløbet efter udgangen af det år, hvor arbejdet første gang blev gjort tilgængeligt for almenheden, altså - jf. § 2, stk. 3 - ved spredning, offentlig visning eller fremførelse. I relation til databaser, der er undergivet løbende opdatering (f.eks. tidsskriftsdatabaser) indebærer dette, at beskyttelsen kommer til at vare ligeså længe som opdateringen + 15 år.

Litteratur

Reglerne om beskyttelse af databaser efter EU-direktivet af 1996 er bl.a. gennemgået af Thomas Riis i Juridisk Instituts Julebog 1996, s. 169 ff. og i Blume m.fl.: IT-retlige emner (1998), s. 185 ff. Herudover henvises til den almindelige ophavsretlige litteratur, navnlig Koktvedgaard (1999) og Peter Schønning (1998).

Indholdsfortegnelse | Forrige kapitel | Næste kapitel