Indholdsfortegnelse | Forrige afsnit | Næste afsnit

7.5. Særlige problemstillinger

7.5.a. Kopibeskyttelse

Det er ikke ualmindeligt, at programrettighedshavere søger at understøtte en licensregulering gennem tekniske foranstaltninger, der søger at sikre, at der ikke kan kopieres i et videre omfang end fastsat. Sådanne anordninger kan enten tilsigte at gøre det helt umuligt at foretage en sådan kopiering (ofte kaldet copy protection) eller dog at vanskeliggøre denne kopiering (ofte kaldet copy discouragement). Eksempler herpå er brug af såkaldte dongles (enheder, der skal være placeret på udstyret, når programmet benyttes) eller indbygning af funktioner, hvorved programmet - enkeltstående eller løbende - afkræver brugeren et password, som brugeren kan identificere ved en fremgangsmåde, der sikrer, at den pågældende har den fornødne brugsret (f.eks. verifikation af hvilket ord, der står bestemte steder i programmets manual).

Det har hidtil vist sig muligt for personer med de rette forudsætninger herfor at bryde sådanne kopispærreanordninger og distribuere kendskabet til disse omgåelsesmetoder effektivt (f.eks. via Internet). Motivet hertil kan være båret af ønsket om at kunne profitere af en ulovlig kopiering og omsætning af de pågældende programmer, men i visse kredse er der formentlig gået sport i at være den første, der "cracker" en ny kopibeskyttelse. Der er på det nærmeste tale om en slags våbenkapløb mellem rettighedshavere og crackere.

I dette kapløb har lovgiveren søgt at komme rettighedshaverne til undsætning ved selvstændigt at kriminalisere selve omsætningen af programmer, der gør det muligt at bryde sådanne kopispærreanordninger. Således hjemler ophl. § 78 bødestraf for den, som forsætligt eller groft uagtsomt omsætter eller i kommercielt øjemed besidder midler, hvis eneste formål er at lette ulovlig fjernelse eller omgåelse af tekniske indretninger, som måtte være anvendt for at beskytte et edb-program eller til at beskytte andre værker i digitaliseret form. Bestemmelsen, der har udspring i direktiv 91/250/EØF art. 7, stk. 1, litra c), omtales nærmere i afsnit 17.5.b. Og i den Digital Millennium Copyright Act, der blev vedtaget i USA i 1999, er der sket en lignende kriminalisering.

Det er vigtigt at slå fast, at en kopispærreanordning ikke i sig selv påvirker omfanget af de licensrettigheder, en bruger har. Når man skal fastslå, hvilke beføjelser slutbrugeren har til at benytte et program, må man tage udgangspunkt i, hvad der er aftalt eller, hvad der fremgår af licensregimet i ophl. §§ 36 og 37. Samspillet mellem denne regulering og de de facto-begrænsninger, der sættes af en kopispærreanordning, ligger i, at brugeren har ret til at angribe en kopispærreanordning, der hindrer ham i at kunne benytte programmet på lovlig vis. Nærmere herom i afsnit 17.5.b.

7.5.b. Public domain

For visse programværker gælder det, at de - undertiden i større eller mindre udstrækning - kan udnyttes uden immaterialretlige bånd. Med en amerikansk betegnelse hører programmerne til " the public domain" (almenhedens rådesfære) - enten fordi der af retlige grunde slet ingen ophavsret gælder på det pågældende område, eller fordi rettighedshaveren af forskellige grunde har valgt ikke at gøre sine rettigheder gældende.

Retlige årsager

Det vil høre til sjældenhederne, at et programværk af retstekniske grunde befinder sig i public domain. Med den almindelige globale tilslutning til Bernerkonventionen (der forbyder formkrav som betingelse for at opnå ophavsret) er det den praktiske regel, at alle programværker med den fornødne originalitet også beskyttes ophavsretligt. Men en undtagelse kan netop tænkes, hvis et programværk ikke opfylder kravene til originalitet. Dernæst kan det - teoretisk - forekomme, at et programværk er skabt i et land, som ikke beskytter ophavsretten, og som Danmark derfor ikke har indgået gensidighedsoverenskomst med efter den almindelige regel i ophl. § 88. Med den nugældende beskyttelsestid på 70 år efter ophavsmandens dødsår kommer det derimod til at vare en rum tid, før public domain-programmel vil forekomme pga. udløb af ophavstiden. I relation til disse regler har reglerne om public domain dog stor praktisk betydning for så vidt angår den brug af litterære og kunstneriske værker (f.eks. af billedkunst og musik), som ofte inkorporeres i nutidens programværker.

I det omfang en immaterialret udspringer af en registrering eller offentlig godkendelse, kan det tænkes, at rettigheden overgår til public domain, hvis den nødvendige registrering ikke opretholdes, f.eks. når et patent eller en halvlederret udløber, eller når det formelle grundlag for at opretholde denne ret (afgiftsbetaling mv.) ophører. Disse public domain-tilfælde har primært betydning i relationen mellem professionelle programudviklere - ikke i relation til den enkelte bruger.

Afståelsestilfælde

I det følgende sættes fokus på de mest praktiske tilfælde, hvor der er tale om, at rettighedshaveren helt eller delvis opgiver sin ret til en ophavsretlig retsposition. Situationen kan enten foreligge ved, at rettighedshaveren vælger - nu eller senere - at undlade at opkræve betaling for udnyttelseshandlinger, der ellers falder inden for hans eneret, eller ved at han uden at forbeholde sig betalingskrav stiller krav om, hvorledes programmet skal anvendes.

Udgangspunktet er her, at immaterialrettens regler giver rettighedshaveren fuld frihed til at klausulere sit krav om vederlag, som han vil. I betragtning af dispositionens rækkevidde kræves dog et utvetydigt tilsagn om rettens opgivelse fra den beføjede indehaver af de rettigheder, der er tale om at opgive. Det er ikke tilstrækkeligt rent faktisk at undlade at opkræve licensafgift eller at undlade at forfølge pirateri. Tilsagnet kan f.eks. foreligge ved, at programdele stilles til rådighed fra en hjemmeside med opfordring for almenheden til at hente dem her. Ved at afgive en sådan melding ændrer programmet populært sagt karakter fra at være "payware" (betalingspligtigt) til i en eller anden forstand at være " freeware" (gratis).

Fortolkning

Typisk vil rettighedshaveren ikke opgive samtlige rettigheder til sit program, og selv om han skulle ønske dette, følger det af ophl. § 3, at de personlige rettigheder ikke kan opgives, medmindre det gælder en efter art og omfang afgrænset brug af værket. Ligeledes rummer ophl. § 53 en regel om tilbageholdende fortolkning af ophavsretlige overdragelsesdispositioner.

Praktiske tilfælde

I praksis opgives de ophavsretlige retspositioner i visse typiske tilfældegrupper:

- markedsføring

Den ene er, at programmet foreligger i sin første udgave og endnu ikke er markedsført bredt. Formålet med at give det frit er at skabe almindelig interesse for det. Ved på denne måde at opnå en bred brugerskare håber producenten at berede markedet for næste version af programmet, som så markedsføres mod betaling. Denne praksis ses hyppigt på markedet for Internet-applikationer. Den web-browser, der fik sit første kommercielle gennembrud, fra firmaet Netscape, blev markedsført på denne vis. I denne situation er det åbenbart, at de rettigheder, der opgives, er snævert afgrænsede til denne første version af programmet, og at brugeren f.eks. ikke opnår en almindelig ret til - hvis dette ellers er praktisk muligt - at videreudvikle det til nye versioner.

- idealisme

Det andet yderpunkt foreligger, når afståelsen af retten til et program bæres af idealistiske motiver. Disse motiver kan være af forskellig, mere eller mindre kommerciel, slags. For det første kan det tænkes, at den kommercielle interesse for et program er forsvundet. Rettighedshaverens formål med at lægge det frit er her en kombination af ideel uegennytte og et vist kommercielt ønske om dog at markere overfor offentligheden, hvilken rolle han har spillet - og måske fortsat spiller - på dette område. Men det kan også tænkes, at beslutningen herom er truffet efter mere rendyrkede idealistiske motiver, jf. herom straks nedenfor om open source-bevægelsen. I begge disse situationer vil der være en større sandsynlighed for, at brugeren har frie hænder med hensyn til sin anvendelse af programmet.

- open source

I 1997 etablerede en række deltagere i den amerikansk baserede organisation Free Software Foundation, der var stiftet mange år forinden af dr. Richard Stallman, en organisation kaldet The Open Source Institute, se <www.opensource.org>, der som en af sine første gerninger fastslog de krav, der generelt må være opfyldt for at betegne programmel som open source-programmel. Gennem 9 punkter fastslås de retlige kriterier, som må opfyldes, for at programmel skal kunne betegnes som open source programmel. Reglerne indebærer bl.a., at der ikke må lægges begrænsninger i den frie ret til at distribuere open source programmel - med eller uden ændringer - at programmets kildetekst skal være tilgængelig, og at den, der føjer ændringer til et open source program, må tillade andre at gøre det samme i det således ændrede program.

Som denne definition foreligger, indebærer den ikke, at open source-programmel lægges i public domain. Selv om meningen med at knytte sig til definitionen er at opnå en række af de fordele, som ellers kan opnås gennem public domain-afgivelse, er det klart underforstået, at ophavsretten til den pågældende kode fastholdes. Formålet er netop at udøve denne ophavsret på en måde, der harmonerer med de formål, der ønskes tilgodeset.

Open source-definitionen søger primært at regulere de frihedsgrader, der gælder for programudvikleren. I relation til slutbrugere suppleres den af andre licenser, hvoraf den såkaldte GNU General Public License (GNU-GPL) hører til de hyppigt benyttede, se <www.fsf.org/copyleft/gpl.html>. I denne licens pointeres det i øvrigt, at "free" skal forstås i betydningen "ubundet af retlige bånd", og ikke i betydningen "gratis": Vilkårene giver brugeren ret til fri anvendelse af programmet til selvvalgt formål, fri ret til at undersøge programmet, frihed til at kopiere programmet samt sprede kopier af det til tredjeparter - med eller uden betaling - samt frihed til at forbedre programmet og kopiere og sprede eksemplarer af det forbedrede program. Blandt den software, der hyppigt distribueres under sådanne licenser, er det såkaldte LINUX styresystem. Se nærmere herom Mikael Pawlo i L&D no. 65, marts 2001, s. 13 ff.

Bevisspørgsmål

En af de fordele, der er opstået i konsekvens af den stigende anvendelse af open source-programmel, er en øget klarhed omkring det rettighedsmæssige spillerum for brugen af den slags programmel. Man knytter sig til en rettighedsdefinition, som klart markerer den frihed, der gælder for den enkelte bruger til at bruge, videreudvikle og distribuere programmellet. Uden for sådanne tilfælde kan det imidlertid være risikabelt at anvende public domain-programmel som grundlag for en almindelig programudvikling. Skulle der opstå en konflikt med en påstået rettighedshaver (som ad teknisk vej typisk vil have let ved at identificere de programkomponenter i det nu "nye" programværk, han gør retskrav gældende for), vil det være udvikleren af det nye program, der har bevisbyrden for, at der er meddelt det fornødne samtykke til denne anvendelse. Problemet er her, at udvikleren ikke har noget kontraktsforhold til den part, som påstås at have opgivet sin ophavsret, og at det i øvrigt kan være vanskeligt at bevise, hvad det egentlig var for et samtykke, der blev meddelt. Kan dette bevis ikke føres, vil en dokumenteret rettighedshaver tænkes at kunne nedlægge forbud mod brugen af det færdigudviklede program, jf. den almindelige regel om bearbejdninger i ophl. § 4, stk. 1.

I praksis har der formet sig forskellige variationer af opgivelsesdispositioner, der beror på, hvilke enerettigheder der opgives, se herom Andersen & Græbe (1990), s. 34 ff.

"Freeware"

Man anvender således ofte betegnelsen "freeware", når programmet er gratis at anskaffe og bruge, idet rettighedshaveren dog fastholder sine grundlæggende rettigheder til det. Brugeren er altså fortsat begrænset i sine udfoldelsesmuligheder vedrørende produktet. Han kan f.eks. ikke videredistribuere det, hverken gratis eller mod betaling, medmindre han opnår licens hertil. Ligeledes forbyder rettighedshaveren ofte, at der sker ændringer i programmet.

Shareware

Shareware-programmel kan distribueres frit og uden betaling i umodificeret form, indtil brugeren bestemmer sig for at bruge det, f.eks. inden for en prøveperiode af 90 dage. Når dette sker, skal programmet registreres, og denne registrering vil normalt være forbundet med en betalingspligt. Formålet med den indledende betalingsfrihed er typisk at give brugeren mulighed for en indledende aftestning mv. Udover at rettighedshaveren altså principielt ikke kræver betaling for denne indledende brug, har shareware-konceptet den praktiske side, at rettighedshaveren typisk ikke retsforfølger dem, der - mod intentionerne - undlader at betale for den fortsatte brug.

Betalingskrav

Ved brugen af shareware-programmel opstår spørgsmålet, om brugeren er forpligtet til at erlægge den licensafgift, rettighedshaveren forlanger erlagt, når prøveperioden for programmet er udløbet. Spørgsmålet må besvares med udgangspunkt i den legale programlicens i ophl. § 36, stk. 1, nr. 1, og er for så vidt enkelt: Da det angivne formålskriterium er afgørende, må man se på, hvilke krav brugeren blev præsenteret for ved aftaleindgåelsen. Dette fører utvetydigt til, at der opstår en retlig pligt til enten at ophøre med brugen eller erlægge en betaling som den opkrævede. Den retlige konstruktion, der ligger bag denne pligt, kan rettest beskrives som en kvasiaftale.

Se modsat Wagle & Ødegaard (1997), s. 258 f., der dog tilføjer, at problemet næppe har den store interesse, da rettighedshaveren ofte vil have sikret sit betalingskrav med en kopispærrefunktion, der træder i funktion, hvis ikke der sker betaling (og efter betaling indtastes en kode el.lign., der tillader fortsat brug).

7.5.c. Pligtaflevering

Oversigt

Ved lov nr. 423 af 10. juni 1997 er det bestemt, at der af værker, der udgives her i landet, skal afleveres to eksemplarer til en pligtafleveringsinstitution (i praksis Det Kongelige Bibliotek i København og Statsbiblioteket i Århus), se lovens § 1. Som det gælder for den tidligere lovgivning herom (der går helt tilbage til 1697) er formålet med denne lov at sikre, at den litterære arv kan føres videre til kommende generationer. Loven bygger på forslaget fra Udvalget om bibliotekerne i informationssamfundet i Betænkning om Pligtaflevering (juni 1995). Med den seneste lov søges dette formål sikret også for værker, der udgives på digitale medier mv. Derfor knytter der sig en betydelig interesse til at få fastslået lovens rækkevidde i relation til digitale frembringelser.

Loven suppleres med en bekendtgørelse om pligtaflevering af udgivne værker, nr. 1041 af 17. december 1997. Yderligere vejledning om det ikke helt ukomplicerede regelsæt kan i øvrigt hentes fra <www.pligtaflevering.dk>.

Lovens værksbegreb

Ifølge loven forstås begrebet værk bredt som "en afgrænset mængde af information, som må betragtes som en afsluttet og selvstændig enhed", jf. § 1, stk. 2. Det er uden betydning, hvordan værket er udgivet. Også Internet-hjemmesider eller værker udgivet på medier til lagring af digitale data, som f.eks. cd'er og DVD'er, samt kassettebånd og videofilm er omfattet. Værker i form af edb-programmer skal dog ikke afleveres, medmindre et eksemplar af et edb-program udgør en del af et værk af en anden art (f.eks. en elektronisk ordbog) og udgives sammen med dette, jf. lovens § 1, stk. 7. Computerspil og multimediaværker anses derimod for afleveringspligtige. Edb-manualer er kun afleveringspligtige, hvis de vedrører programmer, der skal afleveres, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 1, andet led.

Udgivelseskriteriet

Afleveringspligten indtræder ved værkets "udgivelse". I overensstemmelse med den ophavsretlige sprogbrug indtræder dette, når eksemplarer af værket med ophavsmandens samtykke er bragt i handelen eller på anden måde spredt blandt almenheden, jf. lovens § 1, stk. 3. Bestemmelsens stk. 4 udvider dog begrebet til også at omfatte de for Internet-anvendelsen så centrale tilfælde, hvor det med ophavsmandens samtykke meddeles almenheden, at eksemplarer af værket fremstilles og distribueres på bestilling, eller at værket er tilgængeligt i en database, hvorfra brugeren kan hjemtage et eksemplar (såkaldte netudgivelser). Som følge heraf indtræder afleveringspligten i det øjeblik, værket lægges på en hjemmeside på en måde, så almenheden kan hente kopier af det, og altså ikke først, når der rent faktisk hentes sådanne kopier.

Netudgivelser giver anledning til særlige problemer, som er søgt reguleret ved bekendtgørelsens § 1, stk. 2, nr. 9. Denne bestemmelse undtager bl.a. en række praktisk vigtige områder fra afleveringspligten. Således skal bl.a. indlæg i nyhedsgrupper, artikler i dynamiske internetaviser og artikler i online-tilgængelige leksika (når leksikonet ikke er udgivet som helhed) ikke pligtafleveres.

Pligtens opfyldelse

Gennemførelsen af afleveringspligten giver ikke anledning til problemer, når værket udgives i klassisk form, f.eks. som bog eller musik-CD. Men hvis tilegnelsen af værkets informationsindhold kræver brug af særligt udstyr, må der tages særlige skridt for at give afleveringspligten reelt indhold. Kan værket således kun gøres tilgængeligt ved brug af teknisk udstyr, skal den nødvendige vejledning hertil ledsage de afleverede eksemplarer, jf. § 2, stk. 2. Denne vejledningspligt omfatter ligeledes teknisk dokumentation, såfremt læsning af de pågældende værker ikke følger "normale standarder".

I relation til rent elektroniske udgivelser opfyldes pligten ved, at udgiveren anmelder de enkelte værker, som er udgivet, og som skal pligtafleveres. Anmeldelse skal ske til den til formålet oprettede hjemmeside og omfatte de oplysninger, som er nødvendige for, at pligtafleveringsbiblioteket er i stand til at hjemtage det pågældende værk i en form, så værket kan benyttes, jf. nærmere bekendtgørelsens § 2, stk. 5. Afleveringspligten opfyldes således ved, at pligtafleveringsinstitutionen har adgang til at rekvirere eller fremstille et eksemplar af værket. Der er etableret et anmeldelsessystem hertil via adressen <www.pligtaflevering.dk>.

Pligtsubjektet

Afleveringspligten påhviler den, som færdiggør værket til udgivelse, jf. lovens § 4. Det betyder for bøgers vedkommende trykkeriet; for CD-produkters vedkommende den tekniske leverandørvirksomhed, der præger CD-mediet. Er værket udgivet i udlandet, påhviler afleveringspligten dog udgiveren eller, hvis denne ikke er bosiddende her i landet, importøren, jf. § 3, stk. 3. Som følge af denne regel har udgiveren pligt til at anføre sit navn, firma eller hjemsted på værket. For så vidt angår værker udgivet i en database definerer bekendtgørelsens § 3, stk. 2, den afleveringspligtige som den, der står for den tekniske færdiggørelse af det digitale eksemplar, der indlægges i databasen.

Indholdsfortegnelse | Forrige afsnit | Næste afsnit