Indholdsfortegnelse | Forrige kapitel | Næste kapitel

2.1. Beskrivelsesproblematikken

2.1.a. Retsteoretisk baggrund

Problemet

Man kan kun forholde sig til et juridisk problem, hvis man forstår den relevante jus (altså retsreglens retsfaktum og retsfølgen) såvel som det faktum, der ligger til grund for, at problemet er opstået. Ser man bort fra konkrete bevistekniske spørgsmål, volder forståelsen af faktum sjældent vanskeligheder på dagligdagens almindelige retsområder. For den teoretiske jurist er det den juridiske beskrivelse, der tiltrækker sig opmærksomhed. Praktikerens virkelighed er en anden. Talrige sager afgøres reelt på bevisvurderinger over det konkrete tilfælde uden teoretiske overvejelser om gældende ret.

Når der opstår særlige - men principielle - problemer med at beskrive en retsregel eller det faktum, der indgår i retsanvendelsen, kan man tale om, at den pågældende retsregel eller det pågældende faktum giver anledning til et beskrivelsesproblem.

Jus-siden

Beskrivelsesproblematikkens juridiske side angår selve retsreglen og knytter sig - som anført - til fortolknings- eller subsumptionsproblemer, der har mere principiel karakter. Grænsen mellem sådanne beskrivelsesproblemer og de mere almindelige tilfælde af tvivl, der opstår, når en retsregel viser sig selvmodsigende eller upræcis, er dog ikke skarp. Men når det giver mening at udskille visse problemer vedrørende fortolkning og udfyldning mv. fra andre, skyldes det, at sædvanlig juridisk metode ikke altid gør fyldest. Når man f.eks. skal forholde sig til, om begrebet "produkt" i produktansvarsloven også omfatter ren information, er det nødvendigt at inddrage en række principielle konsekvenser af at træffe dette valg. Og det er disse principielle spørgsmål, der gør det rimeligt at placere denne juridiske drøftelse som en del af en IT-retlig beskrivelsesproblematik. Foretog man ikke en sådan udskillelse, ville IT-retten falde sammen med en hvilken som helst anden fremstilling af det pågældende juridiske spørgsmål. Hvorfor operere med en IT-retlig ophavsret, kontraktsret, erstatningsret etc., hvis den blot gentager, hvad man kan udlede af den almindelige ophavsret, kontraktsret og erstatningsret?

Faktumsiden

Beskrivelsesproblematikkens faktiske side er mere iøjnefaldende. I enhver sag skal der ske en sagsfremstilling og bevisførelse. Den kan være mere eller mindre kompliceret. Hvor dommeren i en færdselssag ved, hvad en fodgænger, et trafikfyr og et motorkøretøj er, kan det kræve en særlig indsats fra den procederende advokat at forklare, hvad et osmose-angreb i en glasfiberbåd er. Endnu mere kompliceret kan det blive, hvis opgaven består i at forklare, hvordan en hacker kan have skaffet sig adgang til et IT-system. I forhold til andre komplekse indretninger kan det være særligt vanskeligt ikke bare at opnå den fornødne forståelse af det problem, der konkret præsenteres af de procederende advokater, men navnlig at opnå sikkerhed for, at den indfaldsvinkel, der er valgt til faktumbeskrivelsen, er relevant.

Til disse to problemer kommer det paradoks, som undertiden omtales som Vico-paradokset, se nærmere E&A s. 145 ff., nemlig at IT kan være vanskelig, for ikke at sige umulig, at forstå for mennesker, selv om der er tale om en teknologi, som er skabt af mennesker. Paradokset præger behandlingen af en række specifikke IT-retlige problemstillinger: Kan en computer, der "træffer beslutninger" tænkes at besidde en særlig form for retssubjektivitet, som f.eks. skal begrunde, at den betragtes som "fuldmægtig" for sin ejer? Hvem har ophavsretten til værker, som frembringes under en vis "kreativ" medvirken af et IT-system ("computer-generated works")? Hvilke erstatningsretlige spørgsmål rejser det, at et IT-system overtager en del af de beslutninger, der udfolder sig i et skadesforløb?

Indfaldsvinkler

Ser man bort fra bevisretten og enkelte - og specialiserede - teknisk prægede discipliner (f.eks. patentretten, entrepriseretten, lægebehandlingsretten o.m.a., se nærmere E&A kapitel 3) indgår sådanne faktiske beskrivelsesproblemer sjældent i retsvidenskabelige fremstillinger. Litteraturen fokuserer primært på den sproglige beskrivelse af retsfaktum og retsfølge, uanset denne beskrivelse kan blive ganske upræcis, hvis reglen er formuleret generelt. Indfaldsvinklen forsvares ved, at det jo alligevel ikke lader sig gøre at foregribe tilfældets enkeltheder.

Denne indfaldsvinkel er praktikabel, fordi man enten kan bruge common sense eller har fundet håndgribelige løsninger på de beskrivelsesproblemer, der opstår i den konkrete sagsførelse (syn og skøn, sagkyndige vidner el.lign.). I en sag om ansvaret for en forgiftningsskade er det tekniske overblik over sagen enkelt at få pga. vort basale kendskab til fordøjelsessystemet. Selv i sager om lægers erstatningsansvar er juristens kendskab til organers virkemåde, suppleret med udtalelser fra kompetente myndigheder om almindelig praksis mv., tilstrækkelig. Det er sjældent nødvendigt, at den procederende advokat tager den tekniske ekspertise med sig i retten.

Behovet

For at løse beskrivelsesproblemet er det hverken nødvendigt - eller realistisk - at forestille sig, at IT-juristerne skulle gennemgå en teknisk uddannelse. Noget sådant ville stride mod danske juridiske traditioner og ville i givet fald kunne risikere at føre til, at IT-juristerne kom til at forpuppe sig på et lille, indelukket domæne uden nogen ydre kontakt med de juridiske deldiscipliner. Beskrivelsesproblemet må løses af IT-retten selv. Der må findes et niveau for beskrivelsen, der ligger mellem det generaliserende lægmandsplan og ekspertplanet.

For at undgå, at denne mellemløsning ender med hverken at blive fugl eller fisk, nødsages faget til at befatte sig med en række basale metodiske problemer i tilknytning til den juridiske og faktiske beskrivelse. Det er disse principielle indfaldsvinkler, der løfter IT-rettens beskrivelsesproblematik fra at være en tilfældig overbygning til de retlige og bevismæssige problemer, der opstår i retsanvendelsen, og til at blive en del af disciplinens metodik.

Teknisk niveau

Et af beskrivelsesproblematikkens mest basale problemer er vurderingen af, hvor konkret og "teknisk" man tør og bør gå til værks. På den ene side kan man sige, at dette bl.a. beror på en personlig interesse og mentalitet. Men problemet er mere principielt, da valget af teknisk niveau og kompleksitet har en afsmittende betydning for kvaliteten af den retsvidenskabelige analyse. Betragter man teknikken som noget ukompliceret, vil man umærkeligt rette blikket mod generelle problemer og henskyde de mere komplicerede tekniske spørgsmål som noget, der kan tages konkret stilling til i den enkelte sagsførelse, hvor juristen kan hente bistand af eksterne sagkyndige. Med den hastige teknologiske udvikling vil en sådan fremstilling på grundlag af "sædvanlige" retskilder (lovgivning og domspraksis) føre til, at den retsvidenskabelige fremstilling kommer til at halte efter. Ofte når lovgivningsmagten ikke at give regler for påtrængende IT-spørgsmål. Går parterne domstolsvejen, tager det typisk 3 - 5 år, før en opstået retstvist er trykt som lands- eller højesteretspræjudikat. På dette tidspunkt vil det system, der var årsag til tvisten, ofte være forældet.

Som en generel tommelfingerregel kan man sige, at den faktiske beskrivelse bør søge imod et kompleksitetsniveau, der gør det muligt at anlægge relevante retlige sondringer. I relation til en konkurrenceretlig eller aftaleretlig problemstilling kan det f.eks. være relevant at sondre mellem et styresystem og et applikationsprogram. En sådan sondring har dog mindre relevans i relation til den ophavsretlige vurdering af, om programmet har værkshøjde. I relation til ejendoms- og panteretlige regler kan det have betydning, om et program - eller et andet informationsprodukt - er integreret i et medium eller ikke. Denne sondring har derimod mindre betydning i relation til erstatningsretlige vurderinger.

At man derfor ofte er nødt til at vælge et detaljeringsniveau, der passer med den konkrete retlige problematik nødvendiggør derfor, at det tekniske beskrivelsesproblem på det almene plan er parat til at kunne sætte ind med et relevant abstraktionsniveau og et rammende teknisk detaljeringsniveau. Denne ambition søger denne bogs første del at løse ved dels - i nærværende kapitel - at introducere nogle metodiske værktøjer, der tjener til at karakterisere nogle helt basale aspekter af IT-anvendelsen, dels - i kapitel 3 - at introducere IT i en kaleidoskopisk præsentation af IT-systemets komponenter og af en række af de begreber, der indgår i forbindelse med IT-udvikling og anvendelse.

2.1.b. Beskrivelsesproblemets udspring

Fremtrædelsesform

At IT-retten står foran et særligt beskrivelsesproblem, skyldes først og fremmest, at en væsentlig del af IT-anvendelsen er immateriel: Information som sådan kan man ikke tage og føle på. Kun når informationen manifesteres i et medium eller i en beslutning, kommer den til syne; men denne manifestation er ikke nødvendigvis den relevante.

Terminologi

En anden faktor kan ligge i IT-terminologien, der selv blandt fagfolk er usikker. Nye IT-applikationer udvikles så hastigt, at introducerede begreber hurtigt mister deres betydning. En væsentlig årsag hertil er teknologiens generalitet. En teknologi, der kan anvendes til al form for informationshåndtering, vil få betegnelse efter sine fremtrædelsesformer. Da man anvendte teknologien til beregninger, talte man om "computere". Da den enkelte brugers databehandlingsopgaver kom i fokus, introduceredes den "personlige computer" eller PC'en. Efter at forskellige typer af information (der tidligere var knyttet til forskellige typer af medier) kan håndteres på samme udstyr, taler man om "multimedia". Men den fundamentale teknologi er i bund og grund den samme.

Tænkemåde

En tredje årsag til forståelsesproblemet ligger i den anderledes form for tænkning, der præger IT-folk og andre faggrupper. Psykologer har peget på, at den procedureorienterede IT-tænkning adskiller sig fra den almenmenneskelige associationsorienterede tænkning, jf. nærmere mit indlæg i FSR's årsskrift, 1990, s. 15.

2.1.c. Konvergensproblemet

Den grænseoverskridende dimension

Fordi al information - tekst, grafik, musik og video - kan repræsenteres digitalt (som en lang række punktvise felter bestående af lys/ikke-lys, lyd/ikke-lyd etc.), er IT en uendeligt grænseoverskridende teknologi. I takt med, at det er blevet stadigt billigere at behandle information digitalt (dvs. repræsenteret gennem ettaller og nuller), er der sket en sammensmeltning mellem forskellige informationsteknologier. Som eksempler på sådanne konvergensprodukter kan nævnes telefoner, der ikke længere "bare" overfører mundtlig samtale, men også fungerer som medium for lagring af data med større eller mindre relation til klassisk telefoni. Kendt er det f.eks., at digitale telefoner også kan indeholde adresseoplysninger. Men navnlig mobiltelefonien har trukket helt nye typer af data ind i telefon-terminalen, ikke bare kalenderoplysninger, men også data og programmel til brug for elektroniske betalinger og - i det såkaldte UMTS-system - musikfiler til afspilning hentet fra nettet. Et andet konvergensprodukt er PC'en. Den blev oprindelig primært anvendt som en avanceret skrivemaskine, men anvendes i dag til så forskellige opgaver som afsendelse og modtagelse af post, afspilning af levende billeder og lyd, foruden administrative "tillægsfunktioner" som f.eks. arkivering og databasehåndtering.

Denne sammensmeltning mellem typer af informationsteknologiske applikationer kan ses som en væsentlig årsag til de fusioner, man ser i disse år mellem den elektroniske industri (edb-siden) og nyheds- og underholdningsindustrien (informationssiden). Idéen bag disse og lignende fusioner må bl.a. ligge i muligheden for at producere de værker, der hidtil er gjort tilgængelige gennem klassiske informationstyper (aviser, bøger og film), billigere, mere effektivt og til et større publikum gennem elektroniske medier. En tankevækkende udvikling er det amerikanske medieområde. Efter at Time Inc. og Warner Communications i 1990 fusioneredes til verdens største medie- og underholdningskoncern gennemførtes ved udgangen af 1999 verdens til dato største fusion mellem Time-Warner og America Online - USA's største Internet-leverandør. I mellemtiden fusionerede Time-Warner med kabel-tv-giganten Turner Broadcast (der bl.a. står bag CNN).

Konvergensproblemet opstår, når et lovreguleret forhold, der falder inden for et givet lovgivningsområde, skifter medium og nu udfolder sig ved brug af et andet medium, der er underkastet andre regler: Skal reklamereglerne for radio og tv f.eks. reguleres ned på niveau med reklamereglerne for den trykte presse, når "skreven" digital information udsendes til en brugerskare via Internet på en måde, som kan minde om en radio- og tv-udsendelse? Eller skal denne form for Internet-distribution reguleres op på niveau med radio- og tv-reglerne? Der kan ikke gives generelle retspolitiske svar herpå; men problemstillingen synes præget af "læren om forbundne kar": De begrænsninger, der traditionelt har været gældende på et område (f.eks. om retten til at reklamere), må ofte begrænses, når mediet smelter sammen med andre medier uden sådanne begrænsninger.

Beskrivelsesproblemer

Konvergensproblemet giver anledning til særlige beskrivelsesproblemer, der må løses såvel i den retsdogmatiske analyse som ved den retspolitiske håndtering af en række af informationssamfundets spørgsmål. Det retspolitiske problem udspringer af, at man traditionelt har valgt at regulere informationsbehandling, -spredning og -anvendelse med udgangspunkt i det medium, der typisk anvendes hertil: Grundlovens regler om ytringsfrihed tager udgangspunkt i det talte og skrevne ord, se for svensk ret udredningen i SOU 1997:49: Grundlagsskydd för nya medier. Reglerne om radio- og tv-spredning tog i sin tid udgangspunkt i radiotransmission via radiobølger. Med den stigende anvendelse af IT er det imidlertid blevet de digitale medier, der for alvor repræsenterer informationsspredningen. Men da disse medier optræder i vekslende miljøer og anvendes ud fra varierende forudsætninger, er det vanskeligt at opretholde en enstrenget regulering, der ikke tager højde for forskellighederne i disse miljøer.

Et tidligt eksempel på dette retspolitiske konvergensproblem er forholdet mellem teleområdet på den ene side og radio- og tv-området på den anden. I mange år har televirksomheder, som TeleDanmark A/S, fremført radio- og tv-programmer til brugerne, nemlig gennem kabel-tv-anlæg. I disse år er televirksomhederne ved at bevæge sig ind på området for radiospredning, herunder med planer om landsdækkende kanaler. Konvergensproblemet har dernæst haft følelige indirekte virkninger for andre sektorer, f.eks. forlags- og udgivelsesområdet. Såvel danske som udenlandske forlag har været tøvende overfor, hvorvidt de burde begive sig ind på området for electronic publishing - en tøven, der bl.a. har markeret sig ved uklare holdninger til spørgsmålet om kollektive licensordninger (ophavsretlig aftalelicens og tvangslicens) for digitale udgivelser.

På en række områder har lovgivningen søgt at forholde sig til nogle af konvergensproblemets konsekvenser. For det første søger man i stigende grad at lovgive gennem regler, der sigter mod en teknologineutral regulering, jf. nærmere afsnit 5.1.d. I lov om behandling af personoplysninger (LBP), der har rod i direktiv 95/46/EF, har man forladt det teknologi-fikserede registerbegreb for i stedet at tale om behandling af personoplysninger. Dernæst søger man - undertiden - at ramme de beslutningsprocesser, der gør sig gældende i de forskellige typer af medier. § 44 i loven om radio- og fjernsynsvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 551 af 20. juni 2000, fastslår således, hvilke virksomheder der må have bestemmende indflydelse på lokale radio- og fjernsynsvirksomheder. Men der findes talrige konvergensproblemer, hvis afklaring er overladt til den praktiske retsanvendelse og - ofte tilfældige - politiske kompromiser. Hvornår skal visse former for masseudsendelse af e-post mv. f.eks. betragtes som radio-/tv-spredning, sml. diskussionen i SOU 1997:49? Det anførte sted antager den svenske mediekomité, at sådanne transmissionsformer falder inden for dette begreb.

Konvergensproblemet er størst i relation til spredning af information til almenheden - navnlig accentueret med den eksplosive udbredelse af Internettet i løbet af 1990'erne. Vælger man at betragte Internettet som et "stærkt" medium som f.eks. radio- og tv-mediet, taler dette for indførelsen af censurlignende kontrolforanstaltninger for bl.a. at beskytte "svage" brugere (børn mv.) mod anstødelig kommerciel eller anden information. Anskuer man derimod Internettet på samme måde som presse og bogudgivelse, taler dette for at lade informationsstrømmen være helt fri. Disse spørgsmål er genstand for fundamentale retspolitiske overvejelser i disse år.

Konvergensproblemet har været genstand for en række udredninger udført for EU-kommissionen, se senest den storstilede analyse udført af Squire, Sanders & Dempsey: Study on adapting the EU regulatory framework to the developing multimedia environment, January 1998. Udredningen foreligger i fire bind, der henholdsvis indbefatter en summary report, en main report samt to annexes, der indeholder indgående analyser af eksisterende EU-retlige og nationale retsområder, hvor konvergensproblemer gør sig gældende. Af tidligere rapporter af samme slags kan nævnes Yves Poullet m.fl. : Convergence between media and telecommunications: Towards a new regulatory framework (Febr. 1994). Konsulentfirmaet KPMG har for EU-kommissionen udarbejdet rapporten "Public Policy Issues Arising from Telecommunications and Audiovisual Convergence" (sept. 1996), der anbefaler, at man anlægger et horisontalt princip for reguleringen af konvergensproblemet, hvorefter der tages udgangspunkt i de forskellige led i den værdikæde, der føder informationen og fører den frem til forbrugeren, snarere end en vertikal metode, der tager udgangspunkt i de forskellige typer af medier. Kommissionen har den 3. december 1997 udsendt en grønbog "On the Convergence of the Telecommunications Media and Information Technology Sectors, and the Implications for Regulation" (COM(97) 623), der med undertitlen "Towards an Information Society Approach" rejser en række spørgsmål til diskussion, herunder om forbrugerens stilling (se s. 13, afsnit II.3), idet Kommissionen (s. 33, V.1) opstiller et minimalistisk princip for regulering: Regulering bør begrænses til det strengt nødvendige og kun i det omfang hensynet til brugeren taler herfor. Der bør tilstræbes klare og forudsigelige rammer, og mediebilledet bør sikre fuld adgang til alle. Endelig bør der sikres medlemsstaterne et vist spillerum for den konkurrenceretlige regulering. Efter afholdt høring har Kommissionen i 1999 udsendt en meddelelse til parlamentet, rådet og regionskomitéen med resultaterne herfra, se COM(1999) 108, final, se også Rådets konklusioner fra mødet den 17. december 1999, EFT 2000 C 8/8.

2.1.d. Empirisk og analytisk beskrivelse

IT-fænomener præsenterer ikke altid sig selv på en sådan måde, at det giver sig selv, hvilke aspekter af faktum, der skal beskrives og hvordan. En computer kan være monteret i et armbåndsur, dens data kan dukke op som undertekster på et TV-billede, styre en kassetransaktion eller generere "levende" billeder i et underholdningsspil. Derfor kan man opleve at være IT-bruger, hvor man mindst venter det. Dette kan betyde, at man ikke har et begrebsapparat i beredskab til at beskrive teknologien korrekt for den relevante sammenhæng.

Aspektet

Når man skal beskrive et fænomen, vil man altid - bevidst eller ubevidst - gå ud fra et aspekt. Aspektet vælges efter beskriverens viden om og hensigt med beskrivelsen. Alt efter omstændighederne kan en ituslået vinflaske f.eks. beskrives som: 1) et materiale, hvorigennem lys kan passere, 2) en stenart, 3) et potentielt våben eller en potentiel skadesårsag, 4) et farvet materiale, 5) en forhenværende flaske, 6) et efterforskningsmæssigt bevismiddel, 7) et udtryk for manglende omsorg for skrøbelige værdier, eller 8) et symptom på samfundets smid-væk kultur. Hvad der er det relevante aspekt, beror på vidt forskellige omstændigheder, f.eks. formål, tradition eller funktion. Står man foran en kriminel efterforskning (3), har det under 7 anførte aspekt eksempelvis ingen selvstændig betydning. For den, der foretager en geologisk undersøgelse, er det ligegyldigt, at skåret tidligere indgik i en flaske etc.

Associationsaspekter

Ofte knytter beskrivelsen af noget nyt sig til noget, der "ligner". Som nærmere udviklet hos Edward de Bono: The mechanism of mind (Penguin Books, 1990) er det en velkendt psykologisk kendsgerning, at vi i vor opfattelse af omverdenen forsøger at få det, vi oplever, til at harmonere med, hvad vi forventer at opleve. Denne effekt viser sig dels i forståelsen af nye fænomener, dels i den måde vi navngiver dem på. Oprindeligt betegnede man de IT-baserede underholdningsspil, man møder i spillearkader mv., som "videospil" - associationen var TV-apparatet. I dag taler man om "computerspil", hvor den hjemlige parallel findes i hjemmecomputeren.

Når man ikke ved, hvordan man skal beskrive en kompliceret sammenhæng, er det nyttigt at tænke i aspekter. Man kan som regel ikke blot begynde at beskrive, det man ser: En stor, grå kasse med en skærm i midten, et tastatur og en masse ledninger! Interessen samler sig om, hvorledes man da finder de relevante aspekter. Dette kan ske på to måder: empirisk og analytisk. aspekter

Empirisk valgte aspekter

En empirisk beskrivelse forudsætter fuld klarhed og enighed om, hvilke aspekter der har relevans. Med denne enighed fremstår objektet som noget umiddelbart - intersubjektivt - genkendeligt. Inden for byggeretten er en skovl så at sige en skovl. Inden for IT-retten har begrebet "program" talrige begrebsindhold. Anvender man dette begreb ureflekteret, rammer man ikke nødvendigvis præcist i retsanvendelsen.

Analytisk valgte aspekter

Analytisk valgte aspekter er herefter dem, der fremtræder som resultatet af enselvstændig begrebsovervejelse. Ved salg af "et program" giver det ikke sig selv, hvad det er for fænomener eller funktioner, der overdrages, hvilke rettigheder der skal følge med, og hvordan opfyldelsen skal finde sted. For i givet fald at kunne anvende købeloven på en sådan aftale, forudsættes en nærmere analyse. Afhængigt af, hvor alment det pågældende beskrivelsesproblem er, vil denne analyse kunne føre til en selvstændig referenceramme eller et præliminært begrebsapparat. Det afgørende i begge tilfælde er, at de relevante aspekter er afgrænset korrekt.

Som allerede nævnt rækker empiriske beskrivelser på de fleste retsområder, hvad enten de har teknisk eller almen karakter. Ved salg af "fast ejendom" behøver man i almindelighed ingen forudgående diskussion om, hvad der forstås ved f.eks. "bygning" og "grund". Når stærkstrøms- og bygningsreglementerne fastlægger de tolerancer, der skal gælde for fremførelse af elektriske kabler mv., volder dette sjældent heller beskrivelsesmæssige problemer. Man kan gå lige til retsfølgen, hvad enten denne består af straf eller erstatning.

Behovet for en analytisk beskrivelse opstår, hvor der ingen intersubjektive fornemmelser hersker omkring normen, og hvor common sense derfor ikke strækker til. Dette kan skyldes, at normen er upræcis, og at der hverken findes praksis eller sædvane til at udfylde den. Her vil retsudviklingen ofte ske i trin gennem konkrete afgørelser, der tager højde for den enkelte sags særpræg. Sagens faktum og reglens retsfaktum kommer dermed ind i en vekselvirkning, hvor retsanvenderens forståelse af faktum virker tilbage på hans forståelse af jus etc. - en vekselvirkning, man f.eks. kender fra proces- og forvaltningsretten, jf. nærmere E&A s. 30 f. med henvisninger.

2.2. Informationsteori

2.2.a. Information som retsgode

En processor - en "edb-maskine", en "datamat", en "computer", et "IT-system" - er i bund og grund et værktøj, der er konstrueret til at gøre noget (in casu: modtage kommunikative instruktioner), som mennesket principielt godt kan, men som det helst vil undgå, enten pga. magelighed, styrkemæssig begrænsning eller af en anden grund. Alligevel adskiller IT sig fra megen anden teknik. Hvor f.eks. gravemaskiner og symaskiner understøtter rent manuelle og dermed i hovedsagen "stoflige" funktioner, udfører computere noget immaterielt: bearbejdning, lagring og formidling af data og information.

Ordene computer og datamat betyder det samme. Det engelske "computer" har dog vundet indpas frem for det tyske "datamat", fordi hovedparten af IT-terminologien er engelsksproget. Ordet IT-system betegner en totalitet bestående af komponenter sammensat i overensstemmelse med visse tekniske (herunder sproglige) og organisatoriske lovmæssigheder og forudsætninger, og som ved hjælp af digital teknik er i stand til at behandle information.

Universelt begreb

Kommunikation indgår i alle livets forhold. Den menneskelige hjerne bearbejder information ved hjælp af nerve- og hjerneceller. Ved mikrobiologiske celledelinger overføres genetisk information med DNA-molekylet som væsentligste medium. I social omgang udveksles en bred mangfoldighed af information, både direkte (skrift og tale) og indirekte (påklædning og manerer). Retlig regulering sker gennem formidling af information om normer og sanktioner.

Som andre af dagligsprogets basale termer har informations- og kommunikationsbegreberne et diffust indhold, som ikke desto mindre rummer et veldefineret kerneområde: Al IT-anvendelse - ikke blot i forbindelse med velkendte administrative funktioner og beregninger mv., men også i mere skjult form (f.eks. analysatorer, servomekanismer og udlæsningsenheder) - opfylder nogle helt ensartede funktioner, som kan forklares med udgangspunkt i informationsbegrebet.

Information og data

Begreberne information (som i IT, InformationsTeknologi) og data (som i edb, Elektronisk Data Behandling) hænger nøje sammen. Data (af latin: "dare", at give) betegner noget, der er givet, men som ikke nødvendigvis er meningsfuldt for den iagttagende. En datamængde er en manifestation, som kan være bærer af et informationsindhold - en "mening" - men som i sin foreliggende form ikke tilkendegiver denne mening. Hvor en mængde tegn i sig selv udgør data, kan den mening, tegnet bærer, beskrives som information. En forkortelse, der dækker over en ordsammensætning, læseren ikke kender, fremstår umiddelbart som data. Men når ordsammensætningen går op for læseren, forandrer disse data sig til information (og når iagttageren tænker længe nok over dem - til visdom!). Den omkodningsproces, der transformerer data til information, behøver dog ikke have en sådan indforstået karakter. Før man læser en tekst, fremstår den som data (tegn); men gennem læsningen udleder man de informationer, bogstaverne bærer. Tallet 31 fremtræder isoleret set som data. I en sammenhæng, hvor det angiver antallet af dage i en måned eller kursen på en aktie, vil det derimod repræsentere information.

I talrige tilfælde fremtræder information som et selvstændigt og afgrænseligt fænomen, der kan gøres til genstand for bl.a. overdragelse og finansiering. Både de analoge informationer, der f.eks. fremtræder i bøger, aviser, radio/TV, videofilm etc., og de digitale informationer, der erhverves i CD'er, edb-programmer og databaser, udgør dele af et samlet marked for information. Se ligeledes SOU 1992:110: Information och den nya InformationsTeknologin, s. 155 ff., der diskuterer spørgsmålet, "om information är egendom". Som her nævnt har dette navnlig været aktualiseret i relation til straffelovens regler om tyveri mv., se herom i afsnit 17.2.a. og 17.2.b., hvor det konkluderes, at "tyveri" af information herhjemme vil blive behandlet som en kombination af tyveri/brugstyveri (i relation til mediet) og som krænkelse af erhvervshemmeligheder mv. (informationsindholdet).

For en ydre betragtning minder sådanne overdragelser om salg af andre formuegoder. Men når informationen er dominerende i en ydelse, er det ikke altid muligt at anvende retssystemets almindelige regler på den. Dette skyldes en række karaktertræk, der gør sig gældende ved enhver type information - karaktertræk, som træder mærkbart frem, når informationselementet dominerer en ydelse, og/eller når informationen på grund af mediets karakter kan adskilles fra ydelsens materielle fremtrædelse.

1. Information og medium

Først og fremmest fremtræder information i en kombination mellem noget materielt og immaterielt. Information er altid legemliggjort i et medium. Ordet står på papiret, billedet er trykt på lærredet, og det mundtlige råd manifesterer sig i den fysiske tale (lydbølger). Selv den ikke-udtalte idé manifesteres i hjernens impulser. Sondringen mellem information og medium har betydning, når man disponerer over information. Et informationsmedium kan berøres med hænderne eller i det mindste mærkes med sanserne; men det giver ingen mening at tale om "berøring" og "sansning" mv. af information som sådan. Den ydelse, der består af mundtlig rådgivning, f.eks. i forbindelse med en advokatkonsultation, manifesteres vel i det talte ord eller den nedfældede juridiske redegørelse; men værdien af det pågældende råd vil helt bero på en kommunikativ sammenhæng, klientens konkrete situation.

2. Information og kommunikation

For det andet optræder information altid i en proces. Denne proces, hvor mindst to aktører eller enheder kommunikerer, resulterer i, at informationen - med større eller mindre præcision - genskabes. Når processen er afsluttet, befinder informationen sig på mindst ét yderligere medium. Dette forhold, at information altid "bruges" ved at blive "kopieret", giver anledning til problemer ved aftaler om overdragelse eller finansiering af information. Betaler "informationskøberen" ikke for sin ydelse, har leverandøren ofte ingen interesse i at få den tilbage igen; der var jo kun tale om en kopi. Ønsker sælgeren omvendt at afskære køberen fra at gøre brug af informationen, kan dette kun ske, hvis alle de medier, hvorpå informationen har nået at fæstne sig, enten bringes tilbage til deres oprindelige tilstand eller destrueres. Dette rejser en række problemer, hvis informationen uden vanskelighed kan springe fra medium til medium, eller hvis den kan fæstnes i modtagerens hjerne! Uden for kriminalromanernes verden må man i samme omfang acceptere, at den overdragne information må anses for utilbagegivelig.

3. Kommunikation og reproduktion

Hermed er også den tredje egenskab antydet, nemlig at information udfolder sig i en proces, hvor den reproduceres. Når jeg fortæller dig vejen til banegården, kommer du i besiddelse af denne information, men dermed slipper den jo ikke mig! Denne egenskab betyder dels, at samme information kan overdrages et uendeligt antal gange, dels at information ikke er udsat for de risici, der truer ting. For "køberen" af en oplysning er det underordnet, om det papir, oplysningen stod på, er gået til grunde, hvis blot informationen kan reproduceres, f.eks. fra hukommelsen.

4. Kommunikation og sprog

For det fjerde er det karakteristisk, at en kommunikationsproces kun kan gennemføres, hvis dens parter betjener sig af et identisk sæt af regler for, hvordan data fæstnes til et medium henholdsvis transformeres til information - et såkaldt sprog. Jo mere præcist dette sprog er, og jo mere håndfast det efterleves, des mere effektivt forløber processen. Når processen anvender et såkaldt formalsprog, jf. nærmere nedenfor, vil kopieringen være perfekt. Det gælder navnlig for kopier af edb-data og -programmer.

Disse fire egenskaber gælder for al information - hvad enten den fremtræder som digitale bits i en computer eller som skrifttyper i en avis eller en bog. Men egenskaberne træder mærkbart frem og får selvstændig betydning, når man har at gøre med et medium, der besidder en effektivitet og præcision som edb-mediets. Når IT har fået så stor anvendelse, skyldes det netop - som vi så i forrige afsnit - dens kapacitet i henseende til hurtig og præcis behandling af information. Navnlig den heraf følgende løse tilknytning mellem information og edb-medium har fået en række af informationens grundlæggende egenskaber op til overfladen.

Pris og kvalitet

En væsentlig markedsmæssig konsekvens af denne mekanisme ligger i, at der ofte ikke er sammenhæng mellem pris og kvalitet af informationsydelser. Dette betyder f.eks., at den, der kan levere information, har en stor frihed i prissætningen. Han behøver alene tænke på markedets købekraft og -vilje. Denne faktor virker dog også i modsat retning. Brugerens bevidsthed om, at hver transaktion isoleret set kun "koster" leverandøren mediets pris, har dels været medvirkende til den forholdsvis ringe respekt, der beklageligvis hersker om de immaterielle rettigheder, dels fører den erfaringsmæssigt til, at brugere ofte "venter og ser", om ikke produktet bliver billigere - en praksis, der på kontraktsområdet dels fører til en jungle af rabatter mv., dels en heraf følgende kontraktspraksis om "most favoured customer"-klausuler, der garanterer den køber, der træder til, en kompensation svarende til den, som vil følge af efterfølgende prisnedsættelser. Se f.eks. pkt. 8.2, stk. 2, i henholdsvis K18 og K33.

Oversigt

I det følgende afsnit skal vi se nærmere på teorien bag begreberne kommunikation, information, medium og sprog. Teorierne har central betydning ikke blot for al IT-anvendelse, men for alle kommunikationsforløb. Analysen er vigtig for den senere forståelse af, hvordan retssystemets almindelige regler skal bruges på informationsrelaterede produkter og ydelser, og hvorfor det kan være nødvendigt at tilpasse retsgrundlaget.

2.2.b. Den matematiske kommunikationsteori

Ordet "computer" er udledt af det engelske "to compute", at beregne. Selv om den egentlige talbehandling kun fremtræder overfor brugeren som en begrænset del af IT-anvendelsen, ligger grundlaget for al moderne edb i tal, lagret i form af éttaller og nuller. Når et skærmbillede - tilsyneladende - står stille og viser en tekst eller en grafisk tegning, udføres der titusinder af instruktioner. Skærmen modtager disse løbende instruktioner fra en processor og instrueres dermed om at se ud, som den gør.

Kvantitativ definition

At det lader sig gøre at omskrive fænomener, der fremtræder så forskelligt som billeder, lyd, tekst osv., til tal, bygger på en teori, der forklarer informationsbegrebet som noget kvantitativt, altså i tal. Teorien, der er blevet betegnet den matematiske kommunikationsteori, har grundlag i nogle afhandlinger, der blev publiceret i slutningen af 1940'erne af Claude Shannon, Warren Weaver og Norbert Wiener, se nærmere henvisningerne i E&A, s. 268. Teorien er siden blevet en teoretisk "grundlov" for nutidens digitale computer.

Binær information

Informationsbegrebets kvantitative karakter fremtræder mest tydeligt, når man ser på, hvordan en meddelelse bliver til. Meddelelsen består af ord, tegn, bits, der hver for sig, eller gruppevis, udvælges inden for en sproglig (syntaktisk, semantisk, grammatisk) ramme. Afgives informationen via et tastatur, fremstår valgene ved hvert eneste tastetryk. Da man kan sætte tal på antallet af valgmuligheder, kan en informationsmængde altid omskrives til en talværdi. I et tegnsystem med 256 tegn kan tekstens samlede kvantum af information udmåles til antallet af tegn opløftet i 256. potens. Som vi så det i den historiske gennemgang, anvender nutidens computere et instruktionssæt opbygget efter et totalssystem. Den mindste informationsmængde repræsenteres derfor i valget mellem to muligheder. Som betegnelse herfor anvender man ordet bit (af engelsk: binary digit - binært tal).

Parallelle sprog

Det kan måske forekomme mærkværdigt, at man ved hjælp af to tilstande kan repræsentere så megen information som den, der indlæses, behandles og udlæses under anvendelse af moderne IT. Når der til et sprog definitorisk hører et sæt af ord, jf. nedenfor, hvorledes kan man da "tale" ved kun at sige "1" og "0" i vekslende kombinationer? Forklaringen er, at IT-kommunikation anvender flere sprog samtidig, ganske som samtalepartnere foruden det talte sprog anvender kropssprog mv. På et basalt plan er der defineret en kode, der fastlægger informationsindholdet af hvert enkelt tegn (bogstaver mv.). Med udgangspunkt i mængden af tilladte tegn kan man definere ord, ordklasser og sætninger. Disse informationsmængder fortolkes derpå af de styresystemer, programoversættere og applikationer, som informationssystemet er programmeret med, og som med hver deres programmeringsmæssige ramme definerer en mangfoldighed af "sprogregler", ofte udtrykt gennem begreber som kompatibilitet og interoperabilitet.

Byte

Den grundlæggende kode bestemmer, hvor megen information (hvor mange bits), der skal kunne rummes i ét tegn. Sætter man denne kode til én bit, kan maskinen kun sige 1 eller 0. Anvender man to bits, bliver det muligt at fremkalde fire mulige instruktioner: 11, 00, 10 og 01. Anvender man tre bits, bliver det muligt at frembringe hele otte instruktioner (beregnet som 2 opløftet til tredje potens): 000, 001, 010, 011, 100, 101, 110 og 111. Ved hjælp af 8 bits kan man frembringe hele 256 instruktioner (dvs. 256 tegn), hvilket almindeligvis er rigeligt til de fleste formål. Da dette anses for at være en passende enhed, har man valgt at kalde 8 bits for en byte (by eight).

Typisk anvender man en ekstra bit som en såkaldt kontrolbit. Formålet hermed er at undgå fejl (hvorved et 0 sendes som et 1 eller omvendt), når data transmitteres som en binær kode. Kontrolbitten markerer, om tværsummen af de øvrige bits er lige eller ulige, hvorved man under kommunikationen kan afsløre enkeltbitfejl.

Kompatibilitet

Den, der udvikler et IT-system, kan principielt frit afgøre, hvad disse forskellige binære tegn skal betyde. Tillader han sig denne frihed, vil det færdige system imidlertid lide af inkompatibilitet, jf. om dette begreb nedenfor. Dette ville betyde, at den enkelte IT-leverandør så at sige måtte "genopfinde hjulet". Derfor har man på et tidligt tidspunkt udviklet standarder herfor. Den mest udbredte standard for en 7-bit kode er den såkaldte ASCII-kode. Udviklingen af en sådan kode er udtryk for de bestræbelser på standardisering, som omtales i afsnit 5.3. ASCII-koden er offentliggjort i forskellige standarder, se bl.a. ISO 646 og 8859, og som Dansk Standard 2089. Et andet eksempel er de standarder, der generelt definerer kommunikation på Internet (TCP/IP).

Høj informationsværdi = lav sandsynlighed

At informationsbegrebet kan defineres kvantitativt, kan også udtrykkes således, at en informationsmængde altid står i forhold til den sandsynlighed, hvormed dens indhold (dvs. resultatet af afsenderens valg) kan forudsiges. Består informationen af én bit, er der stor sandsynlighed (50%) for, at man kan gætte dens indhold. Informationsværdien er altså lav. Omvendt er det praktisk utænkeligt, at nogen kan gætte indholdet af en omfattende tekstmængde repræsenteret ved et stort tal. Sandsynligheden herfor er ringe, og tekstmængdens informationsværdi tilsvarende høj. Dette forhold mellem information og sandsynlighed harmonerer for så vidt med dagliglivets erfaring. En nok så tyk bog er ikke informativ, hvis der står det samme ord side op og side ned fra ende til anden. En person, der altid gentager sig selv (og hvis tale dermed kan forudsiges med høj sandsynlighed), er som bekendt heller ikke udpræget informativ!

Information som påvirkningsfaktor

Kommunikationsteorien karakteriserer kommunikation som en proces, hvor én aktør søger at påvirke en anden ved hjælp af information. Kommunikationsprocessen sættes i gang ved, at afsenderen vælger et antal tegn inden for et sprog og fæstner dem til et medium. Afsenderens frihed til at vælge tegn begrænses af flere faktorer, sml. ovenfor om koden for tegnsæt. For det første ved reglerne i det sprog, han vil betjene sig af. For det andet ved de fysiske egenskaber og begrænsninger, som behersker det medium, tegnene fæstnes på. Og for det tredje ved selve formålet med kommunikationen - et formål, som ofte vil indebære begrænsninger af tids- og ressourcemæssig karakter.

Teorien er universel. Det er underordnet, om processen - og dermed påvirkningen - sker i forholdet mellem en kunstner og hans publikum, en cellekerne og et ribosom eller mellem forskellige styrende dele i en computer eller for den sags skyld en hvilken som helst anden maskine. Shannon & Weaver indleder deres fremstilling med at fremhæve, at information også indgår i "music, the pictorial arts, the theatre, the ballet ...". Tanken kan dog sagtens strækkes videre. Hvis en mekanisme til trykudligning virker ved, at en ventil holdes tilbage af en fjeder, indtil der opstår en given kraft, kan det vel forekomme aparte at tale om, at der tilgår ventilen "information" om trykkets kraft mv. Men sådan må forholdet rettelig rubriceres. Styres ventilen af en anordning, der registrerer trykket, konverterer det til digitale signaler og derefter - maskinelt - enten åbner eller lukker et spjæld, ligger det lettere for tungen at tale om en kommunikativ funktion. Set fra en kommunikationssynsvinkel sker der det samme. Fjederen i første eksempel er med sine særlige dimensioner et egnet medium til at overføre informationer om styrken af et vist tryk.

Sprogets funktion

Som før nævnt kan information kun overføres, hvis afsender og modtager anvender samme sprog. Skal radiotelegrafisten og flaggasten udnytte deres respektive færdigheder, må de kommunikere med fagfæller. Ethvert sprog - såvel edb-sprog som det talte sprog - består af et antal ord eller ordklasser (ofte suppleret med et alfabet), en syntaks (dvs. regler for brugen af forskellige ordkombinationer mv.) og en semantik (dvs. regler for betydningsindholdet af de enkelte ord og instruktioner).

Formalsprog

Man sondrer ofte mellem to typer af sprog, beroende på den stringens, hvormed syntaks og semantik defineres. Formalsprog - hvortil f.eks. programmeringssprog hører - er sprog, som ikke tolererer tvetydigheder. Deres syntaks og semantik kan fastlægges med matematisk præcision. Derfor må de tegn, afsenderen vælger i et formalsprog, nøje følge sprogets regler, hvis kommunikationsprocessen skal overføre information.

Naturlige sprog

Naturlige sprog - f.eks. dansk og engelsk - er omvendt præget af en løs struktur og en upræcis semantik. Som man vil kunne erfare ved at tale med småbørn, er det muligt at overføre ganske præcis information trods tilsidesættelse af næsten enhver grammatisk forskrift. Forskningen i såkaldt kunstig intelligens arbejder bl.a. på at opbløde sondringen mellem naturlige og formelle sprog. I det omfang dette lykkes, vil man kunne tale med sin computer i et naturligt sprog (f.eks. engelsk). Udviklingen af sådanne systemer står overfor en række grundlæggende problemer. Maskinen arbejder stadig i tal og er derfor nødt til at håndtere den uskarpe menneskelige logik i en kompleks mangfoldighed af valgmuligheder.

Kompatibilitet

Reglen om, at en kommunikationsproces kun kan gennemføres (dvs. informationen dupliceres eller genskabes), hvis afsender og modtager har kendskab til et identisk sprog, kan formuleres som en betingelse om dobbelt regeloverholdelse. Når afsender og modtager kan tale samme sprog og udveksle det medium, hvorpå tegnene er nedfældet, på en måde, der gør det muligt at udlede information af data, taler man om kompatibilitet.

På grund af de forskelligartede samtidige kommunikationsprocesser, der foregår under IT-anvendelsen, kan der bestå kompatibilitet på vidt forskelligartede niveauer. To kommunikerende enheder er kompatible, hvis de er i stand til at afgive og modtage information fra hinanden. Er der tale om den form for teknisk information, der udveksles inden for rammerne af et IT-system, betyder kompatibiliteten, at de to enheder kan arbejde sammen eller indtræde som erstatning for hinanden. Et program kan f.eks. være kompatibelt med en given program- eller maskintype og en printer til en given teksttype. En stor del af arbejdet med at udvikle moderne software består i at hidføre den fornødne kompatibilitet, internt (mellem programmets delmoduler mv.) såvel som eksternt. En utilsigtet ombytning af et 1-tal med et 0 kan afskære hele systemets funktion. En enhed vil f.eks. være kompatibel i én henseende (f.eks. under afviklingen af en særlig form for databehandling), men ikke i en anden. En fejl vil kun vise sig under særlige kombinationer mellem programmer, data og maskinel.

Mediets funktion

Ganske som man kan tænke sig en uendelig mængde af sprog, er der ingen begrænsninger i, hvilke fysiske indretninger der kan anvendes som medium for information. Fjerner man blikket fra IT-området, har samfundet gennem tiderne anvendt så vidt forskellige medier som træ (med indhuggede markeringer), sten (runeskrift), røgsignaler, fagter (døvesprog), lydsignaler (kirkeklokker, sirener), papir og radiobølger.

Som fremhævet af Fred I. Dretske i hans indgående analyse af kommunikationsteorien (1981), kan et hvilket som helst materielt fænomen anskues som medium for en informationsmængde. "Any situation may be taken, in isolation, as a generator of information" (s. 14). Denne pointe er helt central for analysen af, hvornår et informationsrelateret produkt eller fænomen skal placeres inden for rammerne af de regler, der gælder for fysiske fænomener, f.eks. for reglerne om ejendomsrettens overgang eller i relation til produktansvaret. Det forhold, at enhver materie i den ydre verden kan tolkes som information, er imidlertid ikke ensbetydende med, at den nødvendigvis er bærer af information.

Praktiske aspekter

Når en retsregel anvender et begreb, der involverer information eller en kommunikationsproces, må man indledningsvis tage stilling til, om reglen herved tager sigte på et informationsindhold (f.eks. en injurie), på et medium (f.eks. et læserbrev) eller på den påvirkning, der indtræder ved kommunikationsprocessen (f.eks. følelsen af at blive injurieret). En sådan inddeling kan kaste lys over en bestemmelses generelle funktion. Når ophl. § 1 f.eks. taler om "værk", henviser dette til et informationsindhold (resultatet af ophavsmandens kunstneriske eller litterære indsats), hvorimod lovens anvendelse af ordet "originalværk" og "eksemplar" henviser til det medium, hvori værket er manifesteret, henholdsvis ved dets frembringelse, og når senere eksemplarer af det frembringes. Påvirkningen udgør i dette eksempel den kunstneriske oplevelse, som er hele formålet med at frembringe værket, og som efter omstændighederne indgår i vurderingen af, om der foreligger ophavsretlig værkshøjde eller originalitet, jf. herom afsnit 6.2.c. Tilsvarende væsentligt er det, om en panteret i et "program" omfatter ophavsretten hertil, et antal ophavsretlige beføjelser, eller blot et medium (en "programpakke"), hvori programmet er manifesteret.

Relation mellem information og medium

For en række praktiske formål kan det være nødvendigt at udsondre forskellige typer af medier fra hinanden ud fra deres vekslende evne til at integrere information i sig.

Integreret information

I en første kategori kan man udskille den information, der for de relevante praktiske forhold er integreret i og for praktiske tvangsfuldbyrdelsesformål dermed uadskillelig fra sit medium. I IT-sammenhæng gælder dette en stor del af systemets hardware (f.eks. halvlederkomponenter). Uden for IT-retten omfatter begrebet også materielle brugsgenstande mv., der i sig selv manifesterer en information, der kan have en funktionel karakter ved at meddele brugeren, hvordan produktet skal håndteres, som eksempelvis skruelågets oplysning til brugeren om, hvordan flasken åbnes. Ligeledes kan den æstetiske information, som en brugskunstner lægger i et værk af brugskunst, betragtes som sådan. Her ses informations-egenskaben netop ved den risiko for plagiering, der består for sådanne frembringelser: Selvom den for definitionsbegrebet definitorisk nødvendige mulighed for kopiering altså består, er denne mulighed for de fleste formål forbundet med så stort et besvær, at muligheden ikke har betydning ved den praktiske håndtering af genstanden, f.eks. ved stiftelse af ejendomsret eller pant.

Mediekompatibel information

I en anden kategori finder vi den information, der efter sin karakter og sit formål nødvendigvis må være knyttet til en bestemt type medium, som det til gengæld har en forholdsvis løs tilknytning til. Informationen kan altså ubesværet flyttes fra et eksemplar af mediet til et andet; den kan blot ikke flyttes til et medium af en anden type. I denne kategori finder man den digitale information, der er indlæst på et magnetisk eller optisk medium (f.eks. harddisk, diskette eller CD-ROM). Muligheden for at flytte disse informationsmængder til medier af samme art indebærer ligeledes en mulighed for at optimere selve kopieringshandlingen. I ophavsretlig sammenhæng har dette givet grundlag for ophavsretslovens særlige regler om kopiering af værker i digital form.

Fleksibel information

En tredje kategori er den information, der ubesværet kan springe fra en type medium til et hvilken som helst andet medium. På grund af denne informations fleksibilitet, opleves informationen som et aktiv, der eksisterer uafhængigt af noget medium. Til denne gruppe hører generelle idégrundlag, slogans, forretningskoncepter, der på få sider kan nedfældes på papir, hvorfra det kan kopieres, men som også umiddelbart kan videregives mundtligt eller på anden måde, når de er sagt eller skrevet. Sådanne former for information har utvivlsomt den største betydning for den menneskelige omgang og giver ligeledes anledning til retlige problemer af forskellig art - f.eks. ved reglerne om ærekrænkelser, fortrolighedsbrud, nedsættende omtale etc. I pante- og ejendomsretlig henseende opstår der særlige problemer med hensyn til, om sådanne informationsmængder - når ikke de er omfattet af immaterialretlige retspositioner - kan rubriceres som "formuegoder", se hertil afsnit 12.1.c.

2.2.c. Foreløbig sammenfatning

Det ovenfor sagte kan sammenfattes som følger:

Sammenfatning

En kommunikationsproces udspiller sig mellem en afsender og en modtager under omstændigheder, hvor afsenderen ønsker at påvirke modtageren. Påvirkningen forudsætter, at afsenderen forandrer et fysisk medium, som såvel afsenderen som modtageren er i fysisk kontakt med. Forandringen sker inden for rammerne af et regelsæt, som både afsenderen og modtageren kender, et såkaldt sprog.

Begrebet information

Begrebet information kan herefter defineres som manifestationen af de valg, som nogen (afsenderen) har truffet i overensstemmelse med et sprog. Anskuer man de enkelte elementer i denne definition, fremtræder der en sondring, der er velkendt for al menneskelig tænkning, og som kan føres tilbage til klassiske filosoffers (Platon m.fl.) sondring mellem Ånd og Materie: På den ene side står nemlig den materielle manifestation (som vi i køberetten ser som "salgsgenstanden" og i ophavsretten som "eksemplaret" eller "originalværket"). Heroverfor står informationens immaterielle side, nemlig de valg, som afsenderen traf ved hjælp af sit sprog.

I kommunikationsteorien defineres begrebet kommunikation som den handling, hvorved information overføres mellem afsender og modtager. Rent praktisk realiseres overførelsen ved, at mediet bringes i fysisk kontakt med en modtager, som med sit kendskab til det anvendte sprog reproducerer de valg, afsenderen foretog, da han manifesterede informationen i mediet. Også her træder en sondring frem mellem noget materielt og immaterielt. Det materielle aspekt ligger i de fysisk-faktiske handlinger og mekanismer, hvorved henholdsvis afsenderen og modtageren kommer i fysisk kontakt med mediet. Det immaterielle i forudsætningen om, at såvel afsender som modtager gør brug af et sprog. Når modtageren konstaterer, hvilke tegn og signaler der er valgt, kan han genskabe den situation, afsenderen befandt sig i, hvorved han vil kunne reproducere den afgivne information. Den heraf følgende erkendelse giver grundlag for den påvirkning, afsenderen tilsigtede.

Atomer og bits

Den toneangivende amerikanske professor Nicholas Negroponte anvender i sin bog, "Det digitale liv" (1997, oversat fra engelsk: Being Digital), en sprogbrug om kommunikationsprocessens materielle og immaterielle side, der fokuserer på det mindste element i henholdsvis information og medium. Hvor den materielle side, mediet, repræsenteres ved atomer, repræsenteres selve informationsindholdet ved bits. Når boghandleren sælger en bog, sælger han atomer, hvorpå der er materialiseret bits. Køber man bogen ved at downloade den fra Internet, køber man kun bits, der ikke er "flyttet", men derimod "kopieret" til et medium, køberen i forvejen rådede over: Den ophavsretlige tilladelse (licens) til at foretage denne kopiering får dermed central betydning. Den transformation, som en række virksomheder i disse år undergår for at kunne omstille sig til det digitale samfund, indebærer netop, at man fremover skal sælge bits i stedet for atomer og i den forbindelse forholde sig til de ophavsretlige problemer, sådanne transaktioner rejser. Transformationsprocessen præger ikke alene de typiske informationsindustrier som forlags-, underholdnings- og nyhedsindustrien, men også klassiske "hardware"-industrier.

Et eksempel på sidstnævnte er den danske legetøjsvirksomhed Lego, der for at tage kampen op mod de computerspil, der i stigende grad udgør børns legetøj, har igangsat et større digitalt projekt, der ikke alene involverer et udbud af digitale lego-spil fra koncernens hjemmeside, men også nye produkter med "intelligente" klodser, CD-ROM-instruktionsbøger til eksisterende samlesæt, enkeltstående CD-ROM-spil baseret på Lego-konceptet mv.

Praktisk terminologi

Selv om kommunikationsteorien fremstår som en abstrakt teori, der i kraft af abstraktionsniveauet kan forekomme verdensfjern, tilbyder teorien en god forklaring på nogle af de egenskaber, der præger enhver kommunikationsproces, hvad enten den udføres ved hjælp af digitale medier eller andre medier. Dernæst kommer dens principper til udtryk i den terminologi, man anvender i IT-praksis.

Den, der vil udvikle et nyt program, må - som vi senere skal se - anvende de programinstruktioner ("ord"), der anerkendes af det programmeringssprog, han gør brug af, og overholde sprogets syntaks og grammatik. Gør han ikke det, kan programmet ikke køre, når det "oversættes" til maskinens sprog.

Også brugerens betjening af et IT-system forudsætter, at der anvendes et sprog. Ønsker han f.eks., at maskinen skal finde frem til en information, han har lagret et bestemt sted, er det ikke tilstrækkeligt at skrive på tastaturet: "Vær så venlig at finde frem til de filer, hvor der står noget om ophavsret" eller "find det, der står om ophavsret, og vis det på skærmen". Denne ramme for forståelsen af systemet betegnes som systemets brugergrænseflade. Derimod taler man om "kommando-sprog" i forbindelse med brugen af databasesystemer. Kommandosproget knytter til hver kommando et ganske præcist sæt konsekvenser. Kommandoen "find" kan f.eks. betyde noget andet end "vis" og er kun aktiverbar under ganske specifikke omstændigheder.

2.2.d. Juridiske aspekter

Den digitale teknologi har frembragt en helt ny form for informationsbehandling. Hvor analog informationsbehandling almindeligvis knytter sig til en tilstand i den ydre verden, der kan være mere eller mindre veldefineret (f.eks. termometerets søjle, der følger molekylærhastigheden), beror indholdet af digital data altid på en værdi, der kan opgøres numerisk eksakt. Indholdet af den digitale datamængde y kan altid entydigt bestemmes på grundlag af indholdet af den forudgående datamængde x. Dette indebærer for det første, at sammenhængen mellem de enkelte digitale datamængder er mere kompleks (fordi der er denne logiske forbindelse), for det andet, at digital information altid må frembringes, henholdsvis læses, ved hjælp af et "teknisk" (formelt) sprog. Omvendt indebærer det digitale sprog for det tredje muligheden for at lagre, overføre og transmittere digital information med ekstrem effektivitet, idet muligheden alene beror på, hvor hurtigt og effektivt de pågældende tal kan frembringes, repræsenteres og overføres.

Mangelproblemer

Disse forskelle kommer til praktisk udtryk i relation til mangelsproblemerne i IT-overdragelse. IT-systemer vil ofte være fejlbehæftede i situationer, hvor man ikke ville vente fejl af et analogt system, og diskrepansen mellem fejl og fejlfrihed vil typisk være langt større. Programmøren er underlagt et komplekst sæt af regler, der stiller krav til de valg, der træffes under processen. Dermed består der en latent risiko for fejl i programmeringen, der enten fører til mangler eller - under en udviklingsproces - til forsinkelser i aftalte afleveringsterminer.

Tidsdimensionen

Nutidens kraftfulde teknikker til behandling og transmission af information har på fundamental vis ændret tidsdimensionen i talrige kommunikationsprocesser. Ved hjælp af IT kan brugeren på kort tid fremskaffe og sammenstille information, som ellers ikke ville være tilgængelig inden for den for beslutningstageren relevante tidshorisont. Dermed er tidligere gældende barrierer for, hvilke informationer man kunne lagre eller registrere, forsvundet. Informationer, som før ville være hensunket i glemslen, vil de fleste brugere "for en sikkerheds skyld" gemme, og bliver der brug for dem, kan de i løbet af sekunder hentes frem uden besvær. Hvis man antager, at den enkelte har en ret til at blive glemt, rejser disse nye muligheder et problem. Dette problem er i dag reguleret ganske intenst ved reglerne om persondatabeskyttelse, jf. i det hele kapitel 13. Tidsdimensionen indebærer ligeledes, at der er opstået nye muligheder for hurtig og effektiv koordination af krav og ønsker, der foreligger maskinlæsbart, hvilket udnyttes bl.a. i det såkaldte "just-in-time" koncept, der går ud på at reducere produktionsomkostningerne ved målrettet kontrol med samtlige produktionselementer (f.eks. indkøb og lagerføring).

Grænseoverskridelse

Samtidig er den rumlige dimension gået i opløsning. Hvor der i tidligere tider gjaldt visse geografiske grænser for, hvilke påvirkningsmuligheder den enkelte aktør eller organisation kunne betjene sig af, transmitteres information i dag samtidigt og effektivt fra og til fjerne afkroge af kloden. Fænomenet kendes fra massemedieområdet. Minutter efter, at en dramatisk begivenhed har fundet sted, kan TV-modtagere over hele kloden følge med i forløbet.

"Digital fartbegrænsning"

På grund af disse forskelle mellem den moderne digitale informationsteknologi på den ene side og klassiske informationsteknologier som f.eks. papir og kartotekskort på den anden, kan man ikke altid fastholde, at det, der er lovligt i papirets verden også skal være det i den digitale. På visse områder af lovgivningen har man allerede taget konsekvensen heraf. Når ophl. § 12, stk. 2, nr. 3 og 4, f.eks. forbyder enhver kopiering til privat brug af edb-programmer og databaser i digital form, men opretholder kopieringsadgangen for f.eks. manualer til edb-programmer, hænger dette sammen med det besvær, papirkopiering er forbundet med sammenlignet med den lethed, hvormed edb-programmer kan kopieres. De trykte programmer sidder så at sige bedre fast på papirmediet, dels fordi de er besværlige at kopiere, dels fordi (foto-)kopiering fører til et kvalitetstab. På andre lovgivningsområder er det op til praksis at tage stilling til, om reglerne om fysiske fænomener uden videre skal overføres til IT-området, sml. f.eks. senere i denne bog om spørgsmålet om anvendelsen af reglerne i købeloven, produktansvarsloven og produktsikkerhedsloven på edb-programmel.

Immateriel fremtrædelse

Væsentlige dele af en digital kommunikationsproces kan ikke konstateres af brugeren. Kun dens resultat i form af f.eks. et skærmbillede, en lydimpuls eller en udskrift er måleligt. Programmets kildetekstversion, som er "menneskelæsbar", vil typisk udgøre leverandørens erhvervshemmelighed, som brugeren ikke kan få andel i. Derfor må IT-systemers funktioner altid være "forklaret" for brugeren eller efterfølgende systemudviklere, henholdsvis ved brugermanualer og systemdokumentation. Samtidig består der en latent risiko for, at systemerne rummer funktioner, der er skjulte over for brugeren, f.eks. en programvirus.

Original og kopi

Den flygtige forbindelse mellem IT-baseret information og medium gør det vanskeligt at anvende de regler, der knytter sig til papirmediet - f.eks. gennem krav om underskrift, skriftlig påførelse eller udsletning mv. Når reglerne om negotiable dokumenter går ud fra, at der er en original udgave af det pågældende dokument, som bærer den pågældende rettighed, støder man på problemer, når der er tale om digital information på diskette mv.: Informationen kan nemlig uden vanskelighed flyttes til en anden diskette, uden at hverken den første eller den anden diskette (modsat det underskrevne papir) bærer varigt præg af, at den har været det. Vil man definere et "originalt" digitalt dokument som et digitalt medium, hvor en information varigt har fæstnet sig, må betegnelsen reserveres til særlige indretninger, som er i stand til at holde fast på bestemte typer information og samtidig tjene som bevis for, at der ikke foreligger en kopi, som rettighedshaveren ikke har ønsket. Dette formål kan f.eks. opnås ved brug af visse "intelligente" chip-kort. Derimod må man opgive forestillingen om, at det medium, hvorpå de pågældende data første gang blev fæstnet, er det originale. Dette måtte i givet fald indebære, at det eneste originale medium var den hukommelsesenhed (RAM), hvortil informationen blev skrevet første gang, og som forlængst er anvendt til anden information. Efterfølgende lagring på lagermedier (f.eks. en diskette) er ikke længere "originale".

Dette problem har rejst et behov for teknikker, der skal ækvivalere med papirmediets "originale" karakter. Sådanne teknikker er allerede indbygget i værdipapirhandelsloven, der nu udgør de retlige rammer for Værdipapircentralers virksomhed. Lovens § 59, stk. 1, giver hjemmel til, at værdipapirer kan udstedes og overdrages i papirløs form (dematerialiseret) som fondsaktiver, der er registreret i en værdipapircentral. Problemernebehandles i betænkning 1394/2000 fra Justitsministeriets udvalg om papirløs tinglysning. En væsentlig ingrediens i disse løsninger vil være brugen af digital signatur, jf. herom nedenfor i afsnit 4.2.d., 16.2.c. og 16.5.

"Ret" til information

Den omstændighed, at information overdrages ved at blive kopieret, indebærer, at information, der lader sig kopiere ubesværet og uden omkostninger, isoleret set kun kan udnyttes kommercielt ved én overdragelse. Uden særlig retsbeskyttelse vil informationskøberen nemlig kunne reproducere den overdragne information ubesværet og dermed konkurrere direkte med informationssælgeren, se nærmere Thomas Riis: Ophavsret og retsøkonomi (1996), s. 58 ff. Dette problem kan i et vist omfang løses af parter, der forudsættes at fastlægge deres relation gennem aftaler om hemmeligholdelse mv. Men overfor tredjeparter, der ikke er bundet af sådanne aftalevilkår, er informationssælgeren (-udvikleren) prisgivet. Ønsker man fortsat at bevare hans incitament til at udvikle ny information, må der sikres en retsbeskyttelse, der afskærer køberen eller tredjeparter fra at kopiere uden samtykke. Dette behov er det retspolitiske grundlag for den immaterialretlige beskyttelse.

"Besiddelse" af information

Som foran antydet kan digital information ikke "besiddes" på samme måde som information, der materialiseres i medier, som der er en fast tilknytning til. Hvis A via Internet afsender en tekstfil til B, vil denne handling medføre, at såvel A som B er i besiddelse af denne fil, når transmissionen er gennemført. Dermed forsvinder muligheden for at fremkalde retsvirkninger mod denne information, der bygger på besiddelseskrav. For at udøve sådanne retsvirkninger måtte det i givet fald kræves, at informationen var eksklusivt og uløseligt manifesteret i et medium (f.eks. et intelligent chipkort), som man herefter gør til genstand for besiddelse.

De særlige omstændigheder, hvorunder digital information "besiddes", giver navnlig vanskeligheder ved finansiering af digitale informationsprodukter. Disse vanskeligheder imødegås kun delvis af immaterialrettens regler. I de tilfælde, hvor informations-"ejeren" ikke kan gøre en immaterialretlig retsposition gældende, må man i praksis konstatere, at information ikke er egnet som finansieringsgrundlag. Med et slagord kan man sige, at når information ikke kan ejes, kan den heller ikke sælges, stjæles eller finansieres.

Disse - og andre - indvendinger mod at anvende de almindelige regler om overdragelse og finansiering på information fejes ofte væk under henvisning til, at informationsprodukter jo i praksis omsættes og finansieres som andre retsgoder (bøger, fonogrammer etc.). Se f.eks. Ellen-Katrine Thrap-Meyer i Complex 5/89 og Ellen-Katrine & Robin Thrap-Meyer i Complex 1/90, s. 26 ff. Ser man nærmere på de nævnte eksempler, kan den praktiserede omsætning imidlertid enten forklares med, at det praktiske retsliv - de facto eller de jure - har måttet prisgive en effektiv informationsbeskyttelse, således at overdragelsen hovedsagelig kommer til at knytte sig til mediet (det gælder således for fonogrammer, der ofte kopieres), eller med, at information og medium i disse tilfælde er praktisk uadskillelige (det gælder f.eks. for bøger, som de færreste orker at kopiere). Spørgsmålet drøftes nærmere i afsnit 12.1. og 20.2.

2.3. Systemteori

2.3.a. Generelt om systemteorien

Problemet

Skal informationsbegrebet være fællesnævner for alle de forskelligartede situationer, hvor IT kan anvendes, kan det være vanskeligt at fastholde overblikket. Derfor må der anlægges en synsvinkel, der kan opretholdes på tværs af fænomenernes faktiske og terminologiske fremtræden. En sådan tværgående metode findes i den såkaldte systemteori. Systemteorien er et metateoretisk tankeværktøj, der er udviklet af visse videnskabsteoretikere til at beskrive fænomener, der fremstår uhåndterligt eller med en usikker terminologi. Der er således tale om en terminologi, som er specielt velegnet til tværfaglige dialoger og om en metode til strukturering af fænomener.

Terminologi

Systembegreber indgår talrige steder i dagligsproget med identiske - omend ofte ubevidste - sproglige funktioner. Når vi kalder noget for "systemer", er det ofte, fordi vi mangler andre og bedre betegnelser. Vi ved, at der er en mekanisme, og at den virker på en bestemt måde. Vi kan også udpege de bestanddele og lovmæssigheder, der får den til at virke. Men selve mekanismen som sådan har vi svært ved at give navn. Tænk f.eks. på begrebets betydning i ord som immunsystem, politisk system, fordøjelsessystem og retssystem.

Begrebselementer

Som denne illustration viser kan ethvert system defineres ud fra følgende kriterier:

- afgrænselighed

Systemer er for det første fænomener, der kan adskilles fra noget andet. Fordøjelsessystemet er noget andet end respirationssystemet; det danske retssystem noget andet end det japanske. Kun når man kan lægge en sådan grænseflade mellem det, man vil beskrive systemteoretisk, og noget andet, er der plads for tankegangen.

- opdelelighed

For at noget skal kunne kaldes et system, må det for det andet kunne opdeles i bestanddele. I systemteorien taler man almindeligvis om, at systemer rummer komponenter eller elementer. Retssystemet består f.eks. af regelgivere, regel-adressater og håndhævende myndigheder. Fordøjelsessystemet bl.a. af tyggeorganer, spiserør, mavesæk og tarme. Systemer kan som regel opdeles i delsystemer. Et delsystem af retssystemet er domstolssystemet; et delsystem af fordøjelsessystemet er tarmsystemet. Også disse delsystemer kan opdeles i yderligere delsystemer og bestanddele - eventuelt ved at andre kriterier lægges til grund. For at bevare overblikket i en systembeskrivelse må man derfor anvende klare og stringente kriterier for afgrænsning og opdeling.

- lovmæssighed

Den tredje betingelse knytter sig til de lovmæssigheder, der gælder for systemets komponenter. Systemkomponenterne forudsættes at følge et mønster. I retssystemet fremgår disse lovmæssigheder af retsreglerne; for fordøjelsessystemet følger de af de fysiologiske og mikrobiologiske love, der gælder for vore organer og for de mikroorganismer, vi har i os. Kravet er så centralt, at man kun meningsfuldt kan anlægge systembetragtninger for fænomener, der er genstand for lovmæssigheder. Også dette harmonerer med dagligdagens terminologi. En adfærd, der skifter, som vinden blæser, betegnes f.eks. som usystematisk. Kun når spilleren snyder, følger terningens udvisende et "system".

- funktion

Den fjerde egenskab - der sammenfatter de forudgående tre - indebærer, at man ved at kombinere betingelserne om adskillelse, inddeling og lovmæssigheder kan konstatere, at systemet udfører en funktion. Ofte er det netop funktionen, der giver systemet navn. Retssystemets funktion er at opfylde visse givne idealer om lighed, ressourcefordeling, konsekvens etc. og at skabe forudsigelighed om, hvorledes vore medmennesker vil reagere. Fordøjelsessystemets funktion består i at fordøje, dvs. omdanne føde til energi.

2.3.b. Anvendelse

Systemterminologien er velegnet som en slags "metaterminologi" til at understøtte en tværfaglig dialog mellem fagfolk, der ud fra forskellige forudsætninger befatter sig med disse aspekter. Dermed kan en person uden teknisk ekspertise stille de kvalificerede spørgsmål, der vil bibringe ham den nødvendige indsigt.

Eksempel

Den, der f.eks. vil vide mere om, hvad et "public key" krypteringssystem er, kan således spørge, hvilken funktion et sådant system tjener, og hvorledes denne funktion adskiller sig fra andre krypteringssystemer. Svaret herpå vil pege på komponenterne i et asymmetrisk krypteringssystem; den særlige anvendelse af flere nøgler samt sammenhængen mellem den ene og den anden nøgle. Et næste spørgsmål vil fokusere på brugen af nøglerne: Hvilke systemkomponenter materialiserer de sig i, og hvilke regler af teknisk og normativ karakter bestemmer deres anvendelse? Dette vil fokusere beskrivelsen på de forskellige måder, hvorpå et sådant system kan implementeres etc.

Eksempel

Et tekstbehandlingssystem rummer en række komponenter (f.eks. moduler til orddeling, stavekontrol, beregninger mv.) og hertil hørende lovmæssigheder, der i sidste ende sætter en slutbruger i stand til at opfylde disse respektive funktioner til indskrivning, revision, beregning, stavekontrol mv. Som helhed kan tekstbehandlingssystemet afgrænses over for f.eks. databasesystemet, regnearkssystemet etc. Et andet eksempel: Styresystemets funktion er at styre andre dele af IT-systemet, f.eks. tekstbehandlingssystemet. Styresystemet afgrænses dels i relation til en mængde hardware (i PC-sammenhænge f.eks. maskinens "bus"), dels i relation til de brugersystemer, der forudsættes afviklet under det pågældende styresystem. Dets komponenter findes dels i maskinens hardware (BIOS), dels i den del af systemet, der indlæses fra disk. De lovmæssigheder, der ligger til grund for styresystemets funktioner mv., er nedfældet i dets programkode.

2.3.c. Juridiske aspekter

Systemteorien tjener primært som terminologisk grundlag og til at skabe overblik for en juridisk analyse. Som de netop skitserede eksempler viser, kan man med systemterminologi anvende ensartede begreber på fænomener, der ikke "definerer sig selv". For den juridiske forfatter giver dette mulighed for at tale abstrakt (altså uden at referere til konkrete systemtyper mv.) og alligevel præcist (idet man gennem tjenlige systemafgrænsninger kan referere til den relevante tekniske problemkreds). For den praktiserende IT-jurist indebærer systemtænkningen, at man uden at kende en konkret teknisk terminologi kan stille kvalificerede spørgsmål og på grundlag heraf indhente yderligere viden.

Systembegrebet kan også afspejle konkrete juridiske problemstillinger.

I ophavsretten finder vi en kombination af kommunikations- og systemteoriernes grundlæggende tankegange i læren om ophavsretten til programudvikling. Ophavsmanden til et værk vil altid handle indenfor den systematiske ramme, der sættes af valget af sprog og medium, og de heraf flydende begrænsninger kan efter omstændighederne lægge så stærke bånd på hans udtryksmuligheder, at der ikke opnås nogen ophavsret til den færdige manifestation.

I aftaleretten har systemteorien først og fremmest betydning for forståelsen af, hvilke egenskaber ("funktioner") der skal hidføres ved en IT-installation. F.eks. har det stor betydning, om en IT-ydelse er defineret som en forpligtelse til at hidføre en funktion (i hvilket tilfælde udstyrets nærmere beskaffenhed har mindre betydning) eller som en række nærmere angivne komponenter mv. Se hertil E&A s. 363 ff., PA s. 210 ff. og nedenfor i kapitel 21.

Endelig er systemteoretiske analyser velegnede til at understøtte det retsskabende arbejde med at formulere IT-retlige regelsæt. Dette har f.eks. betydning, når man skal planlægge systemer, f.eks. til aftale- eller bevishåndtering. I talrige tilfælde må et bevis føres som systembevis, jf. nærmere nedenfor i afsnit 4.3.d., hvorved der fokuseres på de sandsynlige kausalfølger inden for rammerne af det pågældende system.

Supplerende litteratur

Den matematiske kommunikationsteori er bedst og klarest præsenteret af dens egne ophavsmænd (Claude Shannon & Warren Weaver) i 1949-optrykket af deres oprindelige afhandling: "Recent contributions to the mathematical theory on communication" (University of Illinois Press, Urbane, Ill.). Teorien er uddybet i talrige sammenhænge, jf. henvisningerne i E&A, s. 268, hvoraf navnlig fremhæves Fred I. Dretske: Knowledge and the flow of information (Oxford, 1981). Herudover kan henvises til Arno Penzia: Ideas and information (New York, 1989). I IT-juridisk litteratur er teorien bl.a. introduceret af Jon Bing m.fl. i Complex 12/1987 og i E&A s. 265 ff., hvor grundlaget for den her præsenterede version af teorien er lagt. Den har siden været anvendt i forskellige - andre - retsvidenskabelige sammenhænge, senest Jesper Lau Hansen: Informationsmisbrug (2001), s. 5 ff.

Studier af systemteorien vanskeliggøres af, at denne teori optræder i vidt forskellige faglige sammenhænge, såvel i juraen, indenfor andre tekniske og samfundsvidenskabelige fagområder som i videnskabsteorien. For en nærmere indføring i dette område henvises til E&A, s. 248 ff. En juridisk indføring til systemteorien findes hos Eckhoff & Sundby: Rettssystemer (1982). IT-tekniske indføringer i problemet finder man i hele litteraturen omkring IT-systemanalyse.

Indholdsfortegnelse | Forrige kapitel | Næste kapitel