Indholdsfortegnelse | Næste kapitel

Kapitel 1: Introduktion Til IT-retten

1.1. Emnet

1.1.a. Information som lovgivningsproblem

Det funktionelle behov

Behandling og udveksling af information spiller en central rolle for vor livsførelse. De beslutninger, der former vor tilværelse og fastslår vore relationer til omverdenen, træffes på grundlag af information i form af viden, kundskab, indsigt, erfaring eller ekspertise. Ofte er resultaterne af vore beslutninger tilmed informationsbærende, f.eks. som sproglige udtryk, meningstilkendegivelser eller lignende. For så vidt er ethvert samfund et "informationssamfund".

Ethvert samfund og enhver organisation eksisterer i kraft af en kontrolleret formidling og anvendelse af information. Statslig magt udøves ved, at direktiver og handleforskrifter kommunikeres til aktørerne. Også talrige private organisationer og virksomheder holdes sammen i kraft af deres informationssystemer. Det er almindelig kendt, at et moderne pengeinstitut vil gå konkurs, hvis det i mere end tre dage mangler adgang til sine IT-systemer. Handelen i samfundet beror på, at den enkelte aktør har kendskab til (information om), hvorledes hans med-aktører vil handle.

IT

Den digitale informationsteknologi (i det følgende kaldet IT) har givet os en række nye, kraftige værktøjer til at understøtte disse mange former for informationsbehandling. Mulighederne for at bruge IT i snart sagt alle livsforhold er så righoldige og effektive, at de på fundamental vis har ændret vor brug og afhængighed af information. I løbet af de sidste 30 år er der sket en så eksplosiv udvikling i forholdet mellem prisen og effektiviteten af sådanne teknologier, at IT i dag anvendes i alle dele af samfundslivet på en måde, der nærmest har defineret det post-industrielle samfund. Dertil skal lægges, at teknologien udbydes af en IT-industri, som i et stadigt mere intenst samspil med "informationsindustrien" er blevet vor største sektor. Det er altså ikke selve begrebet information, der er nyt, men derimod forestillingen om, at information i sig selv er et aktiv med en økonomisk værdi, kombineret med de særlige måder, hvorpå denne værdi udmønter sig (f.eks. ved kopiering og påvirkning mv.).

IT-politik og IT-ret

I takt med denne udvikling er det moderne samfund blevet stillet overfor en række nye problemstillinger, der gradvis har aktualiseret sig på den politiske dagsorden og som juridiske problemer. Problemerne udspringer bl.a. af, at moderne IT har skabt nye muligheder for at samle, systematisere, afgive og modtage information og heraf følgende nye magtkonstellationer og risici.

I de nordiske lande har der været tradition for at fremstille de retlige problemer, der opstår ved brug af moderne IT, i særskilte discipliner. I Danmark taler man om en edb-ret eller, med denne bog, IT-ret. Norge og Sverige har foretrukket betegnelsen "Retsinformatik" eller "informationsret", omend svensk terminologi med Seipel (1997), s. 161 ff., nu i stigende grad taler om "IT-ret". I UK og USA taler man om "Computer Law/IT Law" eller - mere generelt - om "Computers and the Law/IT and the Law".

Med tiden er det blevet stadigt vanskeligere at opretholde sådanne discipliner. Hvor IT i sine tidligere udviklingsfaser hovedsagelig blev anvendt til at løse administrative og driftsmæssige beregningsopgaver, er der i dag ingen grænser for, hvordan og hvornår IT anvendes i de forskellige samfundssektorer. Som allerede antydet sker der i disse år en sammensmeltning med informationsindustrier, herunder navnlig underholdningsindustrien (film, spil mv.), forlagsindustrien og nyhedsindustrien. På medieområdet flyder IT-anvendelsen gradvis over i teleanvendelsen. I takt hermed tales i stigende grad om ICT (Information and Communication Technology).

Disse tendenser ses bl.a. ved de stadigt hyppigere fusioner, hvor "gamle" edb-virksomheder går sammen med underholdnings-, nyheds-, forlags-, tv-, radio- og televirksomheder, se neden for i afsnit 2.1.c. om det såkaldte konvergensproblem.

Fagelementer

På et generelt plan kan man fremdrage det fællestræk ved disse områder, at de beskæftiger sig med den juridiske regulering af udvikling, anvendelse (drift) og overdragelse af systemer til behandling af digital information eller af produkter og tjenester, der er således integreret med digital informationsteknologi, at kvaliteten af denne har afgørende betydning for ydelsen.

Efter en vis systematisk betragtning "begynder" dette emneområde, når ny IT udvikles, og der derfor opstår behov for immaterialretlig beskyttelse. Den materielle side af et informationssystem (silicium, plasticmaterialer etc.) er relativt billig, men til gengæld er der store omkostninger forbundet med at frembringe den immaterielle side i form af den information (programmer, litterært og kunstnerisk indhold, knowhow mv.), der styrer systemerne og giver dem indhold for brugeren. I forhold til råvareprisen repræsenterer det færdige IT-produkt en betydelig værditilvækst, hvis værdi for rettighedshavere beror på, hvor mange eksemplarer af informationsproduktet, der kan sælges. Hvis en chip eller et standardprogram sælges i millioner af eksemplarer for en pris adskillige tusinde procent over de variable produktionsomkostninger (altså fraregnet de omfattende udviklingsomkostninger), kan en sådan virksomhed hurtigt vise sig profitabel. Netop denne effekt er en af hovedårsagerne til de voldsomme kurseksplosioner, visse nye informationsbaserede virksomheder har oplevet gennem de seneste år.

Bogens 2. udgave indeholder en revideret fremstilling på dette sted.

Beskyttelsesbehovet

Kunne IT-produkter frit kopieres af enhver, ville der intet incitament være til at investere i nye udviklingsprojekter. Udviklingsomkostninger ville aldrig kunne tjenes hjem, eftersom kunderne ikke kan forventes at betale for information (og informationsbaserede produkter), som de kan få gratis. Da de fleste anser teknologisk innovation som et gode, er der almindelig enighed om behovet for retsbeskyttelse af IT. Disse problemer - der behandles i bogens anden del, kapitlerne 6-11 - er vanskelige. Har man en eneret til at udnytte information (et program, en database, halvledertopografien i en chip, en patenteret fremgangsmåde mv.), kan man dermed afskære andre fra at udnytte denne information. Er informationen noget værd, kan man sætte sine priser uden risiko for konkurrence. Den retspolitiske beslutning om, hvor stærk eneretten bør være, bliver dermed også en beslutning om, hvor fri konkurrence man ønsker.

IT er kostbar at udvikle. For små og mellemstore virksomheder kan det derfor være nødvendigt at finansiere IT-udvikling via eksterne investorer mod sikkerhed i det produkt, udviklingen resulterer i. Denne sikkerhed er vanskelig at give, når resultatet af investeringen er noget immaterielt (en immaterialrettighed eller en informationsmængde). Det immaterielle formuegode opfører sig anderledes end de fysiske aktiver, der sædvanligvis er genstand for sikkerhedsstillelse. Derfor er det nødvendigt at se på, hvorledes der skabes sikkerhed i IT-systemer med henblik på finansiering. Disse regler præsenteres i kapitel 12.

Regulering

Selve brugen af IT er i visse tilfælde underlagt retlig regulering. Lovgivningen om persondatabeskyttelse begrænser den måde, hvorpå data om enkeltpersoner lagres og anvendes; visse regler sætter grænser for, hvorledes IT-systemet kan kobles op til offentlige net til telekommunikation, andre regulerer anvendelse af IT til særlige formål (f.eks. betalingskortvirksomhed og bogholderi), og endnu andre lægger restriktioner i adgangen til at markedsføre IT. En lignende funktion har den erstatningsretlige regulering. Disse spørgsmål behandles i bogens anden del, kapitlerne 13-18.

E-handel og IT-aftaler

I takt med at IT-systemerne bliver brugt til at kommunikere ønsker og behov, opstår behovet for også at indgå og opfylde aftaler på denne måde. Som samlet betegnelse for sådanne former for digital samhandel taler man i dag om elektronisk handel eller e-handel. Til disse spørgsmål hører bl.a. en afklaring af, hvorledes den digitale ydelse håndteres efter køberetlige, ophavsretlige og andre regelsæt samt spørgsmålet om selve den digitale aftaleindgåelse (herunder afgivelse af tilbud og accept ved brug af digital teknologi). Disse spørgsmål behandles i kapitel 19-20.

Overdragelse af IT

IT-ydelser er blevet en handelsvare. En aftale om overdragelse af IT præges af, at der er tale om en kompleks ydelse, der tilmed fremstår som immateriel information. Det gør det vanskeligt at indgå, opfylde og fortolke sådanne aftaler. Retssystemet er ikke vant til at befatte sig med overdragelse af ydelser, der ikke kan sanses med hænder, ører eller øjne, og som tilmed kan befinde sig flere steder på en gang, ganske som anden information - tanker, idéer mv. - kan det. Derfor frembyder aftaler om IT-overdragelse særegne problemer, som nødvendiggør en særlig tilpasning af kontraktsrettens almindelige regler. Disse problemer behandles i kapitel 21-22.

Tekniske spørgsmål

Flere af bogens kapitler behandler de tekniske problemer, der opstår, når en IT-relateret sag skal præsenteres for en dømmende ret eller i øvrigt kompetent instans. I bogens indledende kapitler 2-3 beskrives visse almene aspekter af teknologien. Kapitel 4 behandler læren om IT-sikkerhed. I kapitel 16 gøres nogle bemærkninger om, hvorledes et digitalt dokumentbevis føres, og i kapitel 23 præsenteres nogle af de problemer, der opstår ved konfliktløsning ved domstole, administrative organer og gennem alternativ konfliktløsinng.

1.1.b. IT-rettens metodeproblemer

Fagets udvikling

Retsvidenskabens interesse for IT-retlige spørgsmål er gradvis vakt i takt med teknikkens udbredelse. I den amerikanske retslitteratur tog udviklingen fart i løbet af 1980'erne. Tilsvarende gælder for Danmark, der først fra og med midten af 1980'erne udviklede en egentlig edb-ret eller IT-ret. Se for en nærmere gennemgang heraf i min disputats fra 1988 Edb og Ansvar (E&A) kap. 2.

Selvom de fleste i dag er enige om behovet for retsvidenskabelig behandling af IT-samfundets problemer, er der ikke enighed om, hvordan denne opgave bør gribes an. I sine første år (fra slutningen af 1970'erne og fremefter) blev den metodemæssige afgrænsning af IT-retten sjældent diskuteret. IT-retten var i hovedsagen domineret af praktikere, der var mere optaget af håndgribelige resultater end af faglige grænsestridigheder, sml. forhandlingerne ved det nordiske juristmøde i Reykjavík i 1990, se NJM 1990, bd. II, s. 225 ff.. og mit indlæg i festskriftet Suum Cuique - retsvidenskabelige afhandlinger fra Københavns Universitet (1991).

"Edb og Ansvar"

I E&A betonede jeg, at IT-retten (dengang kaldet edb-retten) står overfor et "beskrivelsesproblem" , der hovedsagelig skyldes, at fagets emneverden ikke umiddelbart fremstår som veldefineret og klart beskrevet for fagets udøvere. Fordi information i en række henseende fremtræder anderledes end de materielle aspekter, man har været vant til at håndtere inden for rammerne af veletablerede regelgrundlag - som f.eks. købeloven, ophavsretsloven, produktansvarsretten mv. - er IT-juristen nødt til at beskrive de faktiske forhold og den tilhørende retlige ramme, han har med at gøre, inden han kan give sig i kast med retsanvendelsen. Denne beskrivelse er ofte vanskelig. For det første er der tale om en kompleks teknologi med en vanskelig terminologi. For det andet er denne teknologi for en stor dels vedkommende immateriel og derfor ikke rigtigt til at tage og føle på. Et digitalt informationssystem er ikke som en bygning for entrepriseretten eller en bil for færdselsretten. Information har i sig selv ingen fysiske fremtrædelsesformer. Dertil kommer, for det tredje, at IT-området ikke som andre særlige juridiske discipliner kan støtte sig til et velafgrænset regelsæt, der på samme måde som straffeloven for strafferetten sætter dagsordenen for fagets indhold og metode.

Analytisk metode

En anerkendelse af beskrivelsesproblemet fører til, at juristen undertiden må befatte sig med analyser, der i grunden er fremmede for den sædvanlige "lawyers law", inden han giver sig i kast med selve IT-rettens retsanvendelse. Dette behov opstår dels i tilfælde, hvor retskildegrundlaget er spinkelt - som det f.eks. gælder for forestillingen om, hvordan "bonus pater" handler i relation til IT - dels i tilfælde, hvor resultaterne må udledes på grundlag af almindelige retsregler, der ikke tager højde for teknologiens særpræg, og hvor regelgrundlagets forudsætninger mv. følgelig må afklares. Sådanne analyser er f.eks. nødvendige for at afklare de centrale IT-ophavsretlige spørgsmål, læren om IT-finansiering, spørgsmålene om bevisværdien af IT-medier, kontraktsretten og den almindelige erstatningsret.

Info-politik

Diskussionen om denne synsvinkel er aldrig helt blevet afsluttet. I dag er det imidlertid et faktum, at de spørgsmål, som ligger i beskrivelsesproblematikken, står meget højt på den politiske dagsorden i forsøgene på at tilrettelægge det politiske og retlige grundlag for "informationssamfundet", jf. bemærkningerne i afsnit 5.1. om lovgivning på IT-området. I mit bidrag til rapporten om Info-samfundet år 2000 (se bilagshæftet, s. 113 ff.) fremlagde jeg en række principper for, hvorledes man kunne regulere den digitale informationsanvendelse. Se ligeledes mit indlæg i rapporten om Det Digitale Danmark (November 1999), bilagshæftet s. 109 ff. og den svenske udredning i SOU 1992:110: Information och den nya InformationsTeknologin, s. 155 ff., der diskuterer spørgsmålet, om information er "egendom". En række love er allerede blevet tilpasset for at tage højde for de særlige problemer, som digital information rejser (eksempelvis ophavsretslovens regler om digital kopiering mv. samt loven om elektroniske signaturer).

Når man netop kan opretholde IT-retten som et fagområde, er det fordi visse mekanismer og egenskaber er fælles for al IT. Navnlig for den jurist, der ingen teknisk uddannelse har, er det nødvendigt at få kendskab til i hvert fald disse grundlæggende aspekter, som ofte træder frem i de IT-retlige problemer.

1.1.c. IT-rettens opgaver

Anskues IT-rettens teoretiske og praktiske opgaver på denne vis, rummer disciplinen fire bestanddele: en retsteori, en teknisk del, en retsdogmatik og en retspolitik. IT-rettens metode er så småt skitseret i det foregående, men uddybes i kapitel 2 med omtalen af beskrivelsesproblematikken. IT-rettens tekniske del analyserer bl.a. de aspekter af teknologien, der må indgå i den juridiske analyse, se kapitel 3. IT-rettens egentlige retsdogmatik - som er dens vigtigste bestanddel - beskæftiger sig med de retsspørgsmål, der opstår ved udvikling, anvendelse og overdragelse af IT. I nærværende fremstilling omfatter dette hovedparten af bogens anden, tredje og fjerde del.

Retsdogmatik og retspolitik

Det er vigtigt at notere, at en række af IT-rettens opgaver strengt taget ikke har retsdogmatisk karakter. En stor del af IT-juristens arbejde vil bestå i at skabe et udfyldende eller retskonstituerende regelsæt. Udfyldende i tilfælde, hvor de almindelige regler er uklare eller ikke egnede til at danne grundlag for en påtænkt aktivitet. Konstituerende i tilfælde, hvor der indenfor en organisation eller som led i egentligt retspolitisk arbejde skal skabes et retsgrundlag for IT-tekniske foranstaltninger eller anvendelser. I en stringent juridisk systematik må disse spørgsmål siges at høre til IT-rettens retspolitiske del. Denne indrubricering vil dog sjældent blive opfattet således i det praktiske liv.

1.2. Historisk introduktion

1.2.a. Emnet

IT-historien kan beskrives med udgangspunkt i teknologiens forskellige aspekter, herunder de kommunikative og matematiske funktioner og den elektroniske indmad. Dermed kan man vælge at trække linier tilbage til flere og vidt forskellige forløb, der hver for sig ikke umiddelbart kan siges at have meget med hinanden at gøre. Anskuer man f.eks. IT som en teknologi til at lagre og præsentere data, så handler IT-historien om menneskets brug af information, se herom Peter Blume: Fra tale til data (1989), s. 44 ff. Tager man derimod udgangspunkt i muligheden for at foretage beregninger af tal, går historien helt tilbage til den græske abacus og videre til de første regnemaskiner mv. Ser man på muligheden for effektiv informationsspredning, er det nærliggende at føre IT-historien tilbage til de bogtrykkerteknologier, der på så afgørende vis ændrede informationsstrømmen i perioden op til oplysningstiden. Og anskuer man endelig IT som synonymt med den teknologi, der muliggør digital databehandling ved hjælp af elektronisk datarepræsentation, har IT-historien udspillet sig inden for godt et halvt århundrede, nemlig siden 1946, hvor den første elektroniske computer - ENIAC - så dagens lys.

Som disse eksempler viser, er IT-udviklingen ikke forløbet lineært, men nærmest som i et netværk. I dag repræsenterer IT en fusion mellem vidt forskellige vidensområder og vidt forskellige typer af teknologier, der på forskellige tidspunkter dukker op med vekslende styrke og intensitet, og som har resulteret i en lang række konvergensteknologier. Det er blevet mere og mere tydeligt, at nutidens forskning i ny teknologi er baseret på en vid sammensmeltning af fagområder: Programteori, avanceret matematik, viden om psykologiske reaktionsmønstre og kunstnerisk virksomhed. Denne konvergens træder klart frem, når man kaster blikket på de forskellige brancher, der i dag befinder sig på IT-markedet.

Denne flerhed af centrale aspekter gør studiet af IT-historien ganske fascinerende, men vanskeliggør en konsistent gennemgang af forløbets forskellige etaper. Følger man én tråd i netværket (anvendelsen af en bestemt teknologi), vil den undertiden slutte, hvor anvendelsen af en ny teknologi - med et ganske andet udspring - påbegyndes. I det følgende trækkes linjerne først fra de forskellige teknologiske komponenter, der indgår i et moderne IT-system: de maskinelle dele, programvaren, informationsindholdet. Dernæst fokuseres der på, hvilke funktioner IT gennem tiderne har opfyldt.

1.2.b. Hardware

Regnemaskinen

Den elektroniske computer rummer virkeliggørelsen af en tanke, der er lige så gammel som den menneskelige civilisation, nemlig at maskinen skal kunne supplere det menneskelige intellekt på de områder, hvor det enten ikke rækker eller ikke orker - ganske som værktøjer og maskiner gør det i relation til vore fysiske begrænsninger. Derfor var det navnlig arbejdet med at tælle og beregne (herunder i forbindelse med militære beregninger inden for ballistik og kryptering), der igangsatte hele denne teknologi. Beregninger består som bekendt af lange rækker af ensartede taloperationer, der gerne skulle munde ud i ét og kun ét facit. Informationsteknologiens første indsats var derfor at udvikle en avanceret talbehandler, der kunne opfylde dette formål.

I 1642 konstruerede den franske filosof og matematiker Blaise Pascal en simpel regnemaskine, der kunne addere og subtrahere. Den blev et forbillede for alle senere regnemaskiner, og Pascal kom til at lægge navn til et af de mest udbredte programmeringssprog i dag. I perioden fra slutningen af 1930'erne udviklede tyske og amerikanske forskere en serie ganske avancerede relæ-baserede regnemaskiner. Udviklingen tog særlig fart i krigsårene, hvor der var brug for regnekapacitet til at dechifrere fjendens kodede meddelelser. Mest berømt blandt disse var den maskine, ved navn z-3, som tyskeren Konrad Zuse udviklede, men som blev ødelagt under et bombardement i 1944. Ligeledes kan nævnes IBM's "Mark I" udviklet under ledelse af professor Howard Aiken.

Datamaskinen

Den første "datamaskine", der formåede at behandle data ad elektronisk vej, og som derfor kan karakteriseres som verdens første elektroniske computer, var "the ENIAC" (the Electronic Numerical Integrator And Computer), som ingeniørerne P. Eckert og J. W. Mauchley udviklede på Moore School i Pennsylvania i årene 1943-46. Teknikken i ENIAC var baseret på radiorør. Hvert radiorør kunne lagre og behandle den datamængde, der lader sig repræsentere i et elektromagnetisk felt, der enten er positivt eller negativt - en "bit" (fork. for binary digit). Dette indebar dels en række praktiske problemer med hensyn til nedkøling, dels et problem med hensyn til den relativt svage driftssikkerhed. Maskinen vejede ca. 30 tons, fyldte et gulvareal på 135 m2 og havde et gigantisk antal enkeltkomponenter: 20.000 radiorør, 70.000 modstande, 18.000 kondensatorer og 6.000 relæer. Driften forudsatte en elektricitetstilførsel på 150 kilowatt. Derfor måtte radiorørene konstant afkøles. Alligevel var teknologien i ENIAC revolutionerende. Ved at repræsentere data med elektromagnetisme kunne processerne foregå langt hurtigere, end det havde været muligt ved hjælp af de tidligere elektromekaniske systemer.

Transistoren

I 1947 gjorde et hold forskere ved Bell Laboratories i USA en opfindelse, der siden skulle revolutionere efterkrigstidens samfund - transistoren. Transistoren skabte bl.a. et nyt medium for elektronisk registrering og lagring af strømudladninger og dermed også grundlag for en ny elektronisk teknologi. Mediet løste nemlig de vanskeligheder, man tidligere havde haft under driften af tidligere generationers IT og dette samtidig med, at prisen endog faldt. Se nærmere den historiske redegørelse hos Keld Nielsen m.fl. (1990), s. 318 ff.

Serieproduktion

I slutningen af 1950'erne og begyndelsen af 1960'erne fremkom de første serieproducerede computere. Hvor de tidligere tekniske grænser for lagring og beregning nødvendiggjorde kommunikation med maskinen i korte og eksakte matematiske instruktioner, gjorde den større regnekapacitet det muligt at lade særlige programoversættere transformere brugerens kommandoer til "maskinlæsbare" instruktioner, der som sådanne kunne eksekveres af computeren. Også kyndige med vidt forskellige uddannelser kunne nu optræde som IT-brugere og -programmører, eftersom den trælsomme indkodning af koder i maskinsprog, hvor programmøren så at sige taler i ét-taller og nuller til maskinen, nu kunne ske i såkaldte højniveausprog. Hermed opstod en betydelig decentralisering og spredning af teknologien. Erfaringen skulle vise, at IT-anvendelse afføder behov for yderligere IT-anvendelse.

IT-rettens problemverden fødtes med denne teknologi. De nye systemer var komplicerede og kostbare at udvikle, og de nødvendige investeringer måtte derfor hentes hjem gennem et større og bredere salg. Dette salg lod sig gøre, fordi leverandørerne havde en - relativt - billig og effektiv erstatning for intellektuel menneskelig arbejdskraft at tilbyde, et hidtil ukendt produkt! IT blev derfor sat til at udføre stadigt mere vitale funktioner. Samtidigt hermed steg risikoen for fejl - en risiko, der forstærkedes af en udtalt kløft mellem brugerens og leverandørens viden om teknikken. De første domme i amerikansk IT-ret hidrører fra denne periode, jf. nærmere E&A, s. 46.

Halvlederteknik

Omkring midten af 1960'erne begyndte man at udvikle såkaldte integrerede kredsløb - det, man i dag kalder halvlederchips eller "chips" - hvor et stort antal transistorer er indkapslet i plastic eller keramik og forsynet med ledninger til omverdenen.

Alt efter hvor tæt de enkelte komponenter er placeret i halvlederproduktet, rubriceres halvlederchips i kategorier som SSI, MSI, LSI eller VLSI: Small, Medium, Large og Very Large Scale Integration. Halvlederchips er billige og små, og chipen kom til at revolutionere IT lige så markant, som transistoren havde gjort det.

I dag er chip-teknologien ligeså basal for IT-industrien, som stålindustrien er det for bilindustrien. Halvlederchips indgår ikke blot i den elektroniske computer, men anvendes i en lang række produkter, hvor der - i videste forstand - skal registreres eller behandles data, f.eks. radioer, tv-apparater, kameraer, vaskemaskiner og biler. En mere detaljeret omtale af halvlederchipens opbygning og konstruktion findes i afsnit 10.4. under omtalen af halvlederbeskyttelsen. Produktion og anvendelse af halvlederchips illustrerer den internationale teknologiske arbejdsdeling på IT-området.

PC'en

Benævnelsen "PC" (Personal Computer) anvendes almindeligvis for et edb-system beregnet til at opfylde en enkeltpersons behov for databehandling. En PC er en såkaldt "general purpose machine", der kan programmeres til ethvert formål. F.eks. anvendes PC'er ofte som terminaler for mainframes, ligesom de bundet sammen med andre PC'er i et net ofte vil fremtræde med en kapacitet, der langt overstiger behovet for en "personlig" databehandling.

Den første PC blev sat på markedet af Apple Computer, som efter nogle underskudsgivende år ved indgangen til det nye årtusinde er ved at genvinde en stor del af markedet. Konceptet til PC'en var imidlertid formuleret af Xerox Corp. som en naturlig videreudvikling af den fotokopieringsteknologi, som selskabet - i kraft af et patent herpå - havde spundet guld på op igennem 1960'erne. Ved patentets udløb var det tanken i Xerox at udnytte den base, man havde skabt i kontormiljøerne, til det næste årtis teknologi. Trods betydelige investeringer i teknologien (men vistnok for få i markedsføringen) traf selskabet imidlertid den - tilsyneladende fatale - beslutning at lade idéen hvile. Det brugervenlige personlige edb-system kom derfor først på markedet, da Apple Computer overtog den med sit koncept for en grafisk brugergrænseflade. Kommunikationen sker her ved, at brugeren vælger mellem en række muligheder, der fremtræder som figurer ("ikoner") og understøttes af hjælpefunktioner, der giver veje ud af blindgyder mv. Idéen er siden ført videre af talrige andre leverandører af maskinel og programmel. Dette førte til, at mange af de standardprogrammer, der markedsføres på PC-markedet, kunne anvendes helt uden forudgående undervisning, endsige manualopslag.

IBM-PC'en

Et globalt PC-marked opstod først, da IBM i 1981 efter en bemærkelsesværdig kort udviklingstid (der bl.a. var mulig, fordi man i hovedsagen gjorde brug af standardkomponenter) introducerede sin PC. Dette skabte en de facto standard for kommunikation mellem maskine og operativsystem og mellem operativsystem og programmel. Man byggede bl.a. maskinen på et operativsystem, kaldet DOS, som var udviklet af et lille nystartet firma ved navn Microsoft. Med standarden for DOS-styresystemet og den korresponderende BIOS-standard kunne uafhængige programudviklere begynde at producere software til salg i stor skala. Og dette skete. IBM var dengang verdens ubestrideligt største IT-producent, og IBM-standarder var tidligere blevet markedsskabende, alene på grund af IBM's størrelse. I løbet af 1980'erne voksede nu et righoldigt marked for hardware- og softwareløsninger frem, hvis fælles kendetegn det var, at de alle var baseret på IBM-PC'ens arkitektur.

Med udbredelsen af standardiserede styresystemer er IT blevet en masse- og forbrugsteknologi. Standardiserede programpakker markedsføres og sælges i dag som hyldevarer ("hyldeprogrammel") på linie med andet kontorudstyr fra detailforretninger eller gennem postordresalg. Samtidig er der kommet værktøjer, hvorved man uden særlig ekspertise kan udvikle egne applikationer, såkaldte "systemudviklingsværktøjer", "ekspertsystem-skaller" mv.

Lokalnet

Da den personlige computer gjorde sit indtog i begyndelsen af 1980'erne, bar den sit navn med rette. Den opfyldte netop databehandlingsbehovet for én person; var denne persons forlængede arm i henseende til beregning, strukturering, lagring og formidling af information. I dag opfyldes dette formål primært af lap-tops eller mappecomputere, dvs. bærbare PC'er på størrelse med en telefonbog. I dag udgør PC'en den komponent, som de fleste IT-systemer er bygget op omkring. I den enkelte virksomhed forbindes de enkelte PC'er i lokalnet (LANs, Local Area Networks), hvis interne kommunikation og anvendelse af fælles programmer og databaser mv. styres af PC'er, der er placeret tilsvarende centralt i netværkets topologi, såkaldte servere.

Client/server

Den vidtstrakte anvendelse af telekommunikation, herunder ikke mindst via www (World Wide Web), har frembragt en ny arkitektur for databehandling, hvorefter opgaverne fordeles mellem flere computere, der henholdsvis opfylder rollen som bruger af programmer og data (klient), henholdsvis som udfører af databehandlingsopgaver (server). Et databaseprogram vil f.eks. ofte være opbygget således, at hele databasen lægges ned på en central server, hvorfra de enkelte data hentes til de tilsluttede maskiner (klienter). I en client/server-arkitektur vil der i vekslende omfang ske kopiering af data og programmel på henholdsvis klient- og serverniveau. Denne rollefordeling er i en række retlige henseender afgørende, bl.a. for forholdet til lovgivningen om persondatabeskyttelse og for vurderingen af det ophavsretlige behov for programlicenser. Navnlig i relation til licensreguleringen er det afgørende, hvor der befinder sig eksemplarer af det beskyttede værk (hvad enten dette fremtræder som programmel eller data).

NC'en

Mere og mere af systemets programmel indbygges i dag i dets hardware. Hardware-lagrede programmer afvikles hurtigere end programmer, der først skal indlæses fra et lagerområde til RAM-hukommelsen. Dertil kommer, at sammenbygningen sikrer rettighedshaveren, at programmet sælges sammen med maskinen og f.eks. ikke kopieres i strid med hans rettigheder over det. Bortset fra problemer med kvalitetssikring rejser denne markedsføring en række monopolretlige spørgsmål, idet sammenbygningen kan indebære en ulovlig "bundling" af flere ydelser (maskinel og programmel), hvorved kunden presses til at købe mere, end han har brug for.

Som nævnt nedenfor kan det tænkes, at udviklingen i disse år bevæger sig hen imod en IT-anvendelse, hvorefter brugeren kun råder over det udstyr (en net-computer eller NC), der er nødvendigt for at afvikle de programmer og data, som er umiddelbart nødvendige for den enkelte applikation, hvorimod de data og programmer, der ikke anvendes i øjeblikket, befinder sig andetsteds, men holdes tilgængelige via et netværk. Fordelen ved en sådan teknologi ligger ikke kun i prisbesparelsen (lavere omkostninger til hardwareanskaffelse), men først og fremmest i, at det er langt enklere at udføre vedligeholdelse på sådanne maskiner, når de er bundet sammen i et net. Hvor vedligeholdelsen af en PC (eller en net-PC) kræver implementering på hver enkelt PC (foruden på serveren), udføres vedligeholdelseshandlingerne på en NC kun ét sted, nemlig på serveren.

1.2.c. Software

Softwarebegrebet

Begrebet software er en samlebetegnelse for den information, der indgår i og styrer et IT-system, hvad enten der er tale om programmel eller data. Uanset om man taler om programmel eller data, repræsenteres denne information ved talværdier, eftersom IT-systemet på det helt fundamentale plan udelukkende udfører beregninger af talværdier, der basalt kan udtrykkes i nuller og éttaller og repræsenteres ved "kontakter", der på mikroskopisk plan "tændes" og "slukkes".

Digital databehandling

De regnemaskiner, som blev frembragt af Blaise Pascal og andre af de tidligste matematikere, byggede på det 10-talssystem, som vi kender fra dagligdagens beregninger. Moderne IT-anvendelse bygger derimod på binære talsystemer, dvs. systemer (bestående af 1 og 0). Det teoretiske grundlag herfor finder man i den algebra, som den engelske matematiker George Boole udviklede i 1800-tallet; den "boole'ske" algebra. Den indeholder en symbolsk logik, der tager udgangspunkt i filosoffens Gottfried W. Leibniz' lære om, at der kun findes to logiske sandhedsværdier: sand/falsk, enten/eller etc.

Binære talsystemer er velegnede som grundlag for edb-behandling, fordi de kan knytte sig til den simple kendsgerning, om der foreligger en høj eller lav elektrisk strøm. Principielt er der intet til hinder for, at man bygger computere, der arbejder med 10-talssystemer (bestående af tallene fra 0-9), hvor hvert tal svarer til en vis strømstyrke. Dette ville imidlertid være både besværligt og kostbart, da der i givet fald skulle bruges uforholdsmæssigt mange ressourcer til de nødvendige målinger.

De basale teorier

På grundlag af Leibniz's logik opbyggede Boole et algebraisk system, som siden blev taget op af den moderne computers fædre. I 1930'erne foretog matematikeren Claude Shannon en sammenligning mellem Booles symbollogik og elektriske kredsløb, og i en afhandling publiceret af den engelske matematiker Alan M. Turing i 1937 formuleredes disse principper som en idé om, at man med dette teoretiske grundlag kunne bygge en maskine - hvis princip undertiden betegnes som en Turing-maskine - der principielt ville kunne foretage alle de regneoperationer, der var mulige i den menneskelige hjerne.

Turing døde en tragisk død i en relativt ung alder og nåede ikke selv at realisere sine teorier. Det var John Vincent Atanasoff, der knyttede det binære repræsentationsprincip til den elektroniske computer. Atanasoff var med til at udvikle de komponenter, der senere blev indbygget i den første elektroniske computer. Ophavsmanden til den første egentlige elektroniske computer anses dog almindeligvis at være den ungarsk-fødte matematiker John von Neumann. Den computer (ofte kaldet "von Neumann-maskinen"), som han udviklede i begyndelsen af 1950'erne, anses med sin hurtighed, kompleksitet og funktionsdygtighed for at være verdens første rigtige computer.

Programmeringssprog

Edb-programmer skrives ved hjælp af andre edb-programmer, som programmøren kommunikerer med, og som oversætter programmørens kommando til maskinlæsbare og -eksekverbare instruktioner. Kommunikationen foregår ved hjælp af såkaldte edb-sprog. Gennem teknologiens udvikling er programmeringssprogene blevet stadigt mere avancerede. Et af de første programmeringssprog - FORTRAN (FORmula TRANslator) - blev konstrueret i 1956. FORTRAN tager primært sigte på tekniske og ingeniørmæssige programmeringsopgaver. Sproget ALGOL (ALGorithmic Oriented Language) kom til i årene 1957-60 i et samarbejde mellem repræsentanter for nogle vestlige lande og USA. Danskeren Peter Naur (f. 1928) - i øvrigt Danmarks første professor i datalogi (1969) - øvede betydelig indflydelse på sprogets udformning, der siden har haft betydning for udformningen af nyere sprog, såsom Pascal og PL/1. Endelig konstruerede man i 1960 til administrative beregninger sproget COBOL (COmmon Business Oriented Language). Endnu i dag skrives en stor del af nutidens edb-programmer i disse sprog.

I begyndelsen af 1970'erne blev en række af de gamle programmeringssprog genstand for en faglig kritik. Man påpegede bl.a., at de savnede faciliteter til strukturering af programmer og data, og at programmerne ikke blev vedligeholdt i fornødent omfang. Kritikken var medvirkende til, at programmeringssproget Pascal blev skabt. Dette sprog, der er opkaldt efter opfinderen af den første regnemaskine, blev udviklet af schweizeren Niklaus Wirth. Pascal er primært beregnet til undervisning i programmering på større computere og indeholder elementer, der skal opmuntre til struktureret programmering. Sproget opnåede stor popularitet, bl.a. ved udvikling af små applikationer, men har haft en række svagheder, som skiftende udbydere af Pascal-oversættere har søgt at rette. De mange rettelser er udført med udgangspunkt i forskellige maskinmiljøer, og der hersker derfor ikke fuld kompatibilitet mellem forskellige Pascal-programmer.

C

Et af de sprog, der er særligt populært blandt nutidens programmører, hedder " C". C blev oprindeligt udviklet til styresystemet UNIX og indeholder relativt få restriktioner for programmøren. Selv om programmøren så at sige kan gøre, hvad han vil, stiller denne frihed store krav til hans evne til at strukturere opgaven. Til forskel fra ALGOL-programmer kan programmer skrevet i C relativt ubesværet flyttes fra en computer til en anden. Programmeringssproget C++ er en videreudvikling af C. Dets ophavsmand er danskeren Bjarne Stroustrup, der som så mange andre succesfulde danske IT-folk har valgt et karriereforløb uden for Danmark. Et andet hyppigt anvendt programmeringssprog i dag er Visual BASIC.

Java

Til at understøtte de applikationer, der afvikles fra Internet, og for at muliggøre udviklingen af Internet-PC'er, der kun har behov for en begrænset lagerkapacitet, har IT-producenten Sun Microsystems, USA, udviklet programmeringssproget Java. Sproget kendetegnes først og fremmest ved at kunne afvikles uafhængigt af maskinmiljø: Man behøver altså ikke at udvikle Java-oversættere beregnet til hvert enkelt maskinfabrikat. Derudover indeholder det en række faciliteter, der hjælper programmøren, f.eks. ved automatisk at rydde op i "glemte" programkoder mv. En anden forskel mellem Java-programmer og andet programmel ses på den måde, hvorpå programmet kompileres. Hvor det er hovedreglen, at edb-programmer skrives i en kildetekst-version, der herefter kompileres til objektkode, jf. nærmere herom i afsnit 3.2.c., kompileres Java-applikationer fra kildetekstversionen til en slags mellemkode, der afvikles af en "Java-virtual machine", et program, der overfor Java-programmet optræder, som om den er en selvstændig computer. Denne særenhed rejser bl.a. spørgsmål om, hvorvidt brugeren har ret til at dekompilere Java-programmet, eftersom dette er forholdsvis enkelt i dette mellemkode-stadium.

At Java-programmel kan afvikles platformuafhængigt kommer ofte til syne ved brugen af World Wide Web, hvor såkaldte "java applets" ofte vil fremtræde som animerede figurer mv. på hjemmesiden. Sådanne applets kan rejse tvivl om, hvorvidt der i ophavsretlig sammenhæng foreligger en "fiksering" eller fremførelse af værker.

Højniveausprog

Forskning indenfor kunstig intelligens har frembragt en række nye programmeringssprog, der kræver færre instruktioner pr. program, og som dermed nedbringer udgiften til edb-programmering. Et af de første sprog til dette brug - LISP (LISt Processing) - er skabt af Stanford-professoren John McCarthy. Danmark er godt med i udviklingen af programmeringssprog til denne type software. Således har danske firmaer som DDC International og Prolog Development Center haft succes med oversættelser til edb-sprogene ADA og PROLOG (PROgramming LOGic).

Kognitive systemer

I slutningen af 1980'erne regnede man med, at udviklingen ville tage fart inden for området for såkaldt "kognitive" systemer, dvs. systemer der kunne understøtte eksisterende vidensafhængige professioner (som f.eks. den juridiske, ingeniørtekniske eller medicinske) og måske også til en vis grad udkonkurrere disse professioner. Forskningen i disse teknologier (ofte kaldet 5. eller 6. generation) er blevet centralt placeret i den globale konkurrence. I USA, Europa og navnlig i Japan investeres der store offentlige midler i denne forskning, se hertil E&A s. 48 f. med henvisninger. Endnu har resultaterne dog måttet lade vente på sig. Der er stadig langt til, at IT-systemerne kan indgå i meningsfulde dialoger med deres brugere. På et forholdsvist simpelt område som talegenkendelse er de systemer, der befinder sig på markedet, forholdsvis primitive.

Neurale net

Et af de områder, hvor man er nået længst i udviklingen af kognitive systemer, er ved brug af såkaldt kunstige neurale net. Et neuralt net er et system, der samler information på grundlag af eksempler og efterfølgende konkluderer noget om, hvilke mønstre eller lovmæssigheder der er gældende for disse eksempler. Betegnelsen skyldes, at systemet opbygges ved hjælp af små regneprogrammer, der fungerer på samme måde som den menneskelige hjernes neuroner. Det neurale net "optrænes" gradvist til at foretage slutninger på grundlag af computerens kendskab til disse eksempler. Dette kan f.eks. benyttes til genkendelse af figurer og ord og udregning af sandsynligheder mv. At man kalder disse net for "neurale" skyldes, at de bygger på de mønstre til association mv., der foregår i den menneskelige hjerne. En god indføring i emnet findes hos Andy Johnson-Laird i 7 The Computer Lawyer (March 1990), p. 7 ff.

Udviklingen af neurale net er endnu kun i sin vorden. Den første edb-implementering af principperne - som i sin teoretiske form har været kendt siden 1943 - blev påvist i 1982. Siden da er der udviklet flere standardprogrammer, der rummer "skallen" for et sådant net - f.eks. det relativt prisbillige BrainMaker. Udvikling af applikationer på grundlag af neurale netværk frembyder en række særlige problemer for IT-ophavsretten, fordi værdien af sådanne applikationer ikke ligger i selve programmet, men i dets "optræning". Se nærmere om dette problem i afsnit 9.1.e. Af andre teknikker til kunstig intelligens kan nævnes evolutionære algoritmer; små delprogrammer, som automatisk "parrer sig" med hinanden, hvorved problemer løses i en vekselvirkning, som gradvis optimerer programmet, multi-agent systemer, hvorved et antal småprogrammer med egen beslutningsdygtighed samarbejder om at løse en opgave og fuzzy logic, hvorved man foretager en slags logisk "gradbøjning" af de tilstande, som skal styres.

CASE

En anden metode til at nedbringe omkostningerne ved programudvikling består i at anvende udviklingsværktøjer til såkaldt Computer Aided Software Engineering (CASE). Et CASE-værktøj rummer en samlet, implementerbar og målrettet løsning til højniveauprogrammering, således at systemer kan udvikles eller vedligeholdes uden detaljeret programmering. Det særlige ved CASE-værktøjer - sammenlignet med programoversættere mv., der jo også "selv" tilvejebringer et programresultat (objektkoden) - ligger i, at de overtager en række af de strukturelle opgaver, der kan belaste programmeringen (f.eks. konsekvensrettelser, diagramanvendelse etc.).

1.2.d. Lagermedier

Formål

Hvor det er muligt at bruge en regnemaskine uden videre (man konstaterer beregningen og disponerer på grundlag heraf), kan man som regel kun få glæde af data fra et IT-system, hvis disse data holdes tilgængelige på en måde, så man senere kan få adgang til dem. På samme måde som blyanten og papiret kan tjene som grundlag for at huske regnemaskinens beregning, har man derfor brug for medier, der kan lagre resultaterne af de ofte komplicerede data, der udgår fra et IT-system.

Udviklingen af lagermedier til digital information markerer en bevægelse fra medier, der i deres ydre form og funktion var indrettet på manuel indtastning af programmel og data via hulkortlæser eller lignende, og hen imod medier, der arbejder på computerens egne præmisser, dvs. ved elektromagnetisme. Herfra går udviklingen - måske - mod helt nye former for medier; i første omgang lys, på noget længere sigt mikrobiologiske funktioner.

Hulkort

Til den første gruppe hører anvendelse af hulkort. Det var franskmanden Joseph-Marie Jacquard, der fik idéen med at lagre data på hulkort. I 1800 opfandt Jacquard en væv, der kunne styres af papkort med huller, hvis mønstre svarede til vævningens. Opfindelsen stødte på modstand blandt såvel fabrikanter som arbejdere, og der blev på et tidspunkt ført en sag om dens brugbarhed. Det siges, at Jacquard herunder lod opfindelsen tale for sig selv, idet han hurtigt og effektivt lod væven væve et smukt mønster i retssalen, og at dette overbeviste retten om opfindelsens værdi. Stemningen vendte nu helt, og Jacquard blev indstillet til livsvarig understøttelse ved kejserlig befaling. Se nærmere herom Per Håkon Schmidt (1989), s. 131 ff.

Den "moderne" hulkort-teknik er udviklet af amerikaneren Herman Hollerith (1860 - 1929) og bygger på et princip, hvorefter tal repræsenteres i ét hul, bogstaver og specialtegn i to eller tre huller. Et "moderne" hulkort (format 18,7 x 8,2 cm) er (var) opbygget af 80 lodrette kolonner, hver bestående af huller i 12 vandrette positioner. Det slidsomme arbejde med indlæsning af hulkort blev udført af personale med den lidet flatterende betegnelse "hulledamer"; det første IT-proletariat. Indlæsningen af hulkortet i selve computeren foregik med særlige læseenheder, der fungerede mekanisk under en imponerende høj hastighed og præcision. Dette arbejde - der i formen svarer til rutinemæssigt maskinskrivningsarbejde - foregår i dag som såkaldt tastearbejde.

Magnetiske medier

I dag er det magnetiske medium det mest udbredte medium for lagring af digitale data i en dynamisk driftssituation. Det findes f.eks. i form af disks (diskette eller harddisk) eller båndstationer (der virker efter samme princip som kassette- eller spolebåndoptagere). Indlæsning af data på disse medier sker ved brugerens indtastning fra tastatur med samtidig kontrol via skærm. Endvidere anvendes magnetisk lagring i de kreditkort mv., der følger brugeren i det daglige. Når det gælder lagring af data, der ikke forudsættes at skulle ændres, indtager de optiske medier (CD-ROM og DVD) en førerposition.

Digital lyd

Med den lagerkapacitet, nutidens medier tillader, er det blevet muligt at anvende IT til ikke blot at lagre data i form af tegn (tal og bogstaver), men også som billeder og lyd. Digital lyd registreres pr. svingning i sekundet. Hver svingning kan repræsenteres med et tal og lagres som sådant. Når man konverterer analog (dvs. naturlig) lyd til digitale data (ved såkaldt sampling), omsættes hver svingning til en værdi, hvis størrelse afhænger af, hvor præcis lyden skal være, og hvor mange spor den skal omfatte.

Samplet lyd er nærmest sterilt renset for støj og "sus" - en kvalitet, som kendere næppe nogensinde når til enighed om. Når man ved at slå et digitalt klaver an kan høre lyden af et Steinway-flygel eller et Beatles-kor, skyldes det en sådan sampling. Samplingteknikker kan kollidere med udøvende kunstneres økonomiske og navnlig personlige rettigheder.

Digitale billeder

Et digitalt billede er opdelt i linier, der igen er opdelt i et antal billedelementer (Pixel - picture element). Ved et pixel-antal på 800 x 600 opnås en opløsning, der er bedre end den, man kender fra tv. På en moderne CAD-CAM skærm benyttes opløsninger på 1.200 x 1.024 pixels. En almindelig fotografisk film har en opløsning svarende til 7.200 x 4.800 pixels. Billedets kvalitet beror dels på pixel-frekvensen, dels på antallet af bits pr. pixel. På en edb-skærm af sædvanlig størrelse forudsætter en acceptabel billedkvalitet 300 x 200 pixels.

Optiske medier

Som nævnt indtager det magnetiske medium en central plads ved lagring af større mængder af statiske data. Mediet understøttes af laserteknologien. Med Compact Disc-teknologien kan omfattende digitale datamængder, der ikke forudsættes ændret under en sædvanlig forbrugsproces, fæstnes som strukturændringer på en metalplade, hvorfra de træder frem, når de udsættes for reflekterende laser-lys. CD-teknologiens første boom kom på fonogramsiden, men i disse år er CD-systemer, der omfatter såvel billede som lyd og edb-data, ved at vinde indpas. Disse systemer markedsføres som tilbehør enten til IT-systemer (CD-ROM) eller til tv-apparater (CDTV). I løbet af 1990'erne har CD-ROM-teknologien vundet indpas som den teknologi, der understøtter lagring af omfattende datamængder, der forudsættes distribueret (f.eks. programmel, databaser mv.).

DVD

I slutningen af 1990'erne har den internationale fonogram-, film- og IT-industri lanceret en ny teknologi, kaldet DVD. Oprindelig var dette en forkortelse for Digital Video Disk, men nu dækker den Digital Versatile Disc. Teknologien bygger på en standard, der oprindelig skulle understøtte lagring af videoinformation på en CD. På grund af dette mediums ringe udbredelse på video-området er DVD-teknologien nu konstrueret til at kunne håndtere enhver form for information på CD-mediet. Ved at anvende nye teknikker til komprimering, flere spor på skiven og en anden lagringsmetode (såvel et "reflektivt" lag som et "semitransmitterende") kan man på en DVD lagre op til 12 gange så megen information som på en CD, bl.a. ved at anvende begge skivens sider. DVD, der understøttes af den internationale plade-, film- og IT-industri, blev lanceret i januar 1997 og vil foreligge i forskellige sub-standarder med forskellig lagerkapacitet. Den oprindelige standard indeholder 4,7 Gigabytes data. Dermed er grundlaget skabt for den multimedia-teknologi, der i øjeblikket er et af de mest ekspanderende IT-områder. En af de centrale aspekter af denne teknologi består i, at brugeren hermed kan indgå i en interaktiv dialog, hvor lyd, billeder, filmsekvenser og data træder frem på grundlag af en række tilbud og kommandoer, der udveksles mellem system og bruger.

Forud for udviklingen af DVD-teknologien havde branchen uden held forsøgt at lancere den førnævnte CDTV-teknologi, hvor lyd, billede og data skulle integreres på en optisk plade, der kunne afspilles via tv-apparatet og anvendes som grundlag for levende billeder. Formålet var også her at opnå den totale integration af medier. Om dette lykkes med DVD-teknologien vil kun tiden vise. Der hersker imidlertid ingen tvivl om, at teknologien i disse år bevæger sig hen imod en total sammensmeltning af forskellige former for IT-medier: Computer, tv, radio, fonogram, papirinformation.

Med edb-mediets stadigt lavere pris og stigende kapacitet anvendes det på stadig flere datatyper, hvorved de "tal", IT-systemet behandler, nu optræder i så forskellige skikkelser som billed- og lydindtryk og på så forskelle medier som CDTV, DVD, Internet-servere osv. Prisfaktoren gør sig dels gældende overfor selve mediet (disketten, magnetbåndet mv.), dels overfor det udstyr, der skal ekstrahere informationer af mediet (computeren, båndoptageren etc.). Typisk er de nye lagermedier mere kostbare i den første periode efter deres introduktion. Men når udviklingsomkostningerne er dækket ind, kommer prisnedsættelserne, hvorved markedet med et pludseligt ryk ("ketchup-effekten") bevæger sig ind og adopterer det nye medium.

1.2.e. Telekommunikation

Behovet

Lige så længe, der har været brug for at tale sammen, har der været behov for teknikker til at overføre data. I historiens løb har man anvendt så forskelligartede medier hertil som: Røgsignaler, flag, kanonskud, budbringning, transport af mediet og meget andet. I det følgende omtales den form for dataoverførsel, der sker ved, at databærende impulser under en tidstro proces transmitteres via et offentligt net til telekommunikation.

Bølgetransmission

De fleste af nutidens medier til telekommunikation blev skabt længe før den moderne IT. Med industrialiseringen opstod behovet for hurtig og sikker kommunikation over afstande. Mediet hertil forelå i 1820, da danskeren H. C. Ørsted opdagede elektromagnetismen. Det logiske grundlag fik man, da Samuel Morse i 1837 præsenterede sit morse-alfabet, hvis korte og lange signaler kunne konverteres til elektriske impulser. Dette førte bl.a. til opfindelsen af telegrafien i 1844. Parallelt med denne udvikling kom telefonen i 1876. Den første teknologi til ren tekstbaseret telekommunikation forelå først i 1925, da et tysk firma producerede den første skrivemaskinebetjente fjernskriver. Se nærmere om denne udvikling Keld Nielsen m.fl. (1990), s. 134 ff.

Udviklingstendenser

Brugen af medier til telekommunikation har på forunderlig vis svinget frem og tilbage mellem det lednings- og æterbårne. Ved telegrafens og telefonens fremkomst i 1800-tallet var ledningsmediet i forgrunden. Dette medium afløstes gradvis - og delvis - af det æterbårne medium (telefonkommunikation via radio). Med virksomhedscomputerens udbredelse gennem 60'erne og 70'erne anvendte man også først ledningsbårne medier til overførelse af data. Disse medier er senere ved at blive erstattet af æterbårne medier (mobiltelefoni og satellit-kommunikation). Det er imidlertid edb-programmeringen, der for alvor har præget udviklingen på teleområdet. Med digitaliseringen af telesignalerne kan man ikke alene anvende en computer (f.eks. en PC) som "omstillingsbord" (PABC); de funktioner, der udføres af dette, kan gøres "intelligente", f.eks. ved forskellige former for tast-selv services.

Optisk transmission

I disse år indføres en række nye medier til telekommunikation. Det drejer sig dels om opto-elektronikken (lyslederkabler, bredbåndsteknologi), dels om de nye og forfinede teknologier til radio- og satellitkommunikation. Det er bl.a. laser-teknologien, der har understøttet denne udvikling. Laser er såkaldt monokromatisk - eller koherent - lys, dvs. lys af én ganske bestemt bølgelængde, der altid er i fase. Da lysstrålen altid brydes ens, forbliver energien den samme, og lyset kan dermed optræde som medium for data, der repræsenterer information gennem sekvenser af lys/ikke-lys.

Mobiltelefoni

Ved siden af disse trådbårne former for telekommunikation har man gennem 1980'erne udviklet et radiobaseret telefonsystem. I Norden skete dette først med NMT-systemet (NMT = Nordisk Mobil Telefon), der ligesom andre af de første mobiltelefonisystemer i Europa er baseret på analog datarepræsentation. Sådanne systemer er forholdsvis frekvenskrævende, og transmissionskvaliteten er ikke altid i top. Dernæst er analoge mobiltelefoner nemme at aflytte, og de er ikke velegnede til overførelse af digital information. Disse problemer kan løses ved digital mobiltelefoni. Her kan data krypteres, og den digitale talbehandling kan understøtte en række nye og supplerende tjenester.

NMT anvender to frekvenser. NMT 450 transmitterer signaler på 450 megahertz-båndet og dækker Island, Norge, Sverige, Finland og Danmark. NMT 900 anvender 900 megahertz og dækker Norge, Sverige, Finland, Danmark, Holland og Schweiz. For brugeren mærkes forskellen mellem de to frekvenssystemer ved, at der med højere frekvens bliver kortere rækkevidde og derfor behov for flere sendere (celler).

GSM

I midten af 1980'erne fik en arbejdsgruppe under CEPT med navnet GSM (Groupe Spéciale Mobile) til opgave at udvikle et sæt af standarder for et nyt digitalt mobiltelefonsystem. Udover anvendelsen af digital kommunikation skulle et sådant system gøre det muligt for brugeren at anvende sin terminal (selve mobiltelefonen), uanset hvor han bevæger sig hen i Europa: Brugeren identificerer sig med en unik identifikationskode (der er grundlaget for hans teleabonnement), som er lagret i et chipkort. Når en telefon udstyret med dette chipkort får radioforbindelse med en lokal GSM-sendestation, skulle denne sendestation orientere brugerens hjemlige operatør om, at samtaler nu skulle modtages på abonnentens opholdssted, og at opkald tilsvarende kunne ske.

Arbejdet med GSM-standarden er siden flyttet til det europæiske institut for standardisering af telekommunikation, ETSI, men da man i takt med systemets udbredelse i resten af verden fandt den europæiske henvisning mindre adækvat, har man i nyere tid ladet forkortelsen referere til selve systemet - Général Système Mobile eller "Global System for Mobile (communication)". Samtidigt har man igangsat arbejdet med at udvikle en global standard for digital mobiltelefoni, den såkaldte UMTS-standard, som i disse år er genstand for offentlige auktioner i en række lande, hvorved private investorer (televirksomheder m.fl.) mod betaling til staten kan erhverve en licens til at udbyde sådanne teletjenester. Se nærmere om standarden Telestyrelsens udredning af juni 1999 og nærmere herom afsnit 3.1.e.

Kommissionens rolle

Teleområdet har været et af de lovgivningsområder, som EU-Kommissionen har fulgt mest intensivt, og hvor man har haft de bedste resultater af de EU-retlige lovgivningstiltag, et arbejde der bl.a. har fundet udtryk i den igangværende, effektive, liberalisering af hele telesektoren.

I 1984 tog Kommissionen sit første initiativ på teleområdet ved at fremlægge et handlingsprogram for telekommunikation (KOM (84) 277 af 18.5.1984). Hvor Kommissionen tidligere havde anlagt en tilbageholdende holdning til teleområdet (se f.eks. Kommissionens svar i EFT 1976 C 158/27, hvor det udtales, at post- og telefonudgifter kun udgør en ringe del af de industrielle eller kommercielle udgifter), lagde den nu op til, at der skulle oprettes et EF-marked for telekommunikationsudstyr og terminaler ved en standardiseringspolitik ved gradvis at anvende procedurer for gensidig anerkendelse og ved en fri indkøbspolitik. Kommissionens næste skridt kom i 1987 med en grønbog om udviklingen af et fælles marked for teletjenester og -udstyr (KOM (87) 290 af 30.6.1987). Grønbogen opstiller en sondring mellem to typer af tjenester: monopoltjenesterne og de frie tjenester. Monopoltjenester skulle koncessionshaverne kunne beholde eneretten til, blot de blev udbudt på lige vilkår. Hertil hører dels den traditionelle telefontjeneste (altså f.eks. ikke mobiltelefoni), dels de fysiske net.

1.2.f. Internet

Grundlaget for det, man i dag refererer til som Internet, blev skabt i 1969 som et forskningsprojekt under det amerikanske forsvarsministerium (Department of Defence, DoD). Projektet betegnedes ARPA (Advanced Research Projects Agency) og skulle tilvejebringe et decentralt datanet, som i mangel af et centralt knudepunkt ville være mindre sårbart overfor militære angreb eller sabotageforsøg. Dette mål blev opnået ved, at man tilvejebragte et stort antal netforbindelser mellem de mange computere, der var forbundet til nettet. En meddelelse kunne således passere fra computer A til computer B ad vidt forskellige ruter, alt afhængigt af, hvilke forbindelser der måtte være tilgængelige på transmissionstidspunktet. Der var med andre ord ikke nogen på forhånd given vej (rute) mellem to computere. Idéen var, at valget af transmissionsvej skulle bestemmes af en særskilt computer, en såkaldt router, der fungerer adskilt fra den computer, kaldet host, hvorpå de pågældende programmer og data er lagret.

DoD trak sig i 1991 helt ud af Internet-samarbejdet for i stedet at opbygge det lukkede MilNet. Internet blev herefter videreført af uddannelsesinstitutionerne under en stigende kommerciel deltagelse. Internettet var - og er - ikke det eneste globale netværk. I dag findes der talrige virksomheder, der udbyder net-ydelser til sine kunder. Men da i praksis alle disse net i dag er koblet sammen med Internet, taler man ofte om "Internet", selvom der er tale om flere net: Internet består i dag af hundrede tusindvis lokalnet og millioner af enkeltstående computere, der er knyttet sammen af lokale netværk ("backbones"), der igen er knyttet sammen af udvekslingspunkter og internationale backbones.

Internet fik for alvor sit gennembrud, da det i midten af 1990'erne blev almindeligt at udveksle information via computere (servere) forbundet med Internet via den såkaldte HTTP-protokol. Denne protokol frembragte det, der i dag betegnes som "The World Wide Web" (eller blot "web'et" eller "www"). Ved at kunne hente information fra de hundrede millioner af informationsservere ("web-servere"), der er forbundet med Internet via denne protokol, er der opstået et gigantisk informationsmarked, som i sig selv har givet anledning til vanskelige retlige problemer inden for bl.a. immaterialretten og databeskyttelsesretten.

1.2.g. Fremtidsperspektiver

Standardproblemet

Skal man anskue IT-markedet under ét, præges den fremtidige udvikling af ønsket om at standardisere IT-produkterne, så de kan supplere og træde i stedet for hinanden. Hvilke konsekvenser, man skal drage af denne standardiseringsideologi, hersker der stor uenighed om. Da det helt store IT-marked åbnede sig i 1980'erne, manglede standarderne. Og hvad værre var: Med hjemmel i de immaterialretlige eneretsregler kunne den ene producent hindre den anden i at gøre brug af de produktdele, der hidfører den fornødne kompatibilitet.

Dette skisma mellem på den ene side hensynet til udvikleren og interessen i at præmiere denne med enerettigheder og på den anden side hensynet til brugeren og interessen i at værne denne mod vidtgående monopoler er et af de væsentligste samfundsmæssige problemer for IT-samfundet og rummer samtidigt en af de største retlige og retspolitiske problemfelter i IT-retten. Denne modsætning er gentagne gange kommet til udtryk gennem retspolitiske drøftelser gennem de seneste år, f.eks. forud for vedtagelsen af direktivet om ophavsretlig beskyttelse af edb-programmer, ved de forhandlinger der i 1996 førte til "the WIPO Copyright Treaty" og senest under de drøftelser, der førte til vedtagelsen af 2001-direktivet om ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet ("INFOSOC-direktivet").

Åbenhed eller ikke

Inden for IT-branchen finder man en modsætning mellem to typer af leverandører af edb-programmel. På den ene side står de, der baserer deres forretning på "åbne systemer". Hertil hører f.eks. leverandører som AT&T, Sun Microsystems og en række japanske producenter. Disse leverandører har generelt ønsket, at der udvikledes interoperable systemer, dvs. systemer der udvikles af andre, men som kan kommunikere med virksomhedens produkter. Den, der vil udvikle produkter, der skal kunne kommunikere med et rettighedsbelagt produkt, bør - mod en betaling, der ikke er prohibitiv - kunne få adgang til programmerne til styresystemer mv. i et format (kaldet kildetekst), der gør det muligt at foretage ændringer. Heroverfor står typisk de større producenter som IBM, Apple, Amdahl og Digital samt på programområdet ikke mindst Microsoft, der holder deres systemstandarder som "lukket" (proprietary) information, hvorved man søger at kunne kontrollere markedet selv. Vil konkurrenterne udvikle tilknyttede produkter, må de selv - ved "reverse engineering" mv. - regne ud, hvordan det skal gøres. Kildetekstlicenser gives kun til nære samarbejdsparter, som man selv udpeger efter eget skøn.

Open source

I tillæg til disse to principper for licensering af edb-programmel er der gennem de seneste år kommet et stigende marked for såkaldt freeware-programmel, dvs. programmel som udvikles af idealister, der efterfølgende opgiver enhver immateriel ret til det udviklede. Det såkaldte Linux-styresystem er et eksempel herpå, jf. nærmere i afsnit 3.2.e.

EU's standardiseringspolitik

I Europa står den informationsteknologiske udvikling i EU's tegn. Set herfra hersker der ingen tvivl om, at vejen går mod de åbne systemer. Kommissionen har på et tidligt tidspunkt afvist at støtte standarder, der er belagt med immaterialrettigheder, som der ikke er fri adgang til at få licens på. EU's standardiseringspolitik bygger således på fri adgang til standarder - et forhold, der bekræftes ved Kommissionens tidlige valg af den såkaldte POSIX-standard, der bygger på det åbne styresystem UNIX, bl.a. som grundlag for offentlige myndigheders IT-anskaffelser. Mange markedsanalytikere mener dog, at prisen for den åbne filosofi betales ved, at IT-industrien ikke kan generere tilstrækkelig stor fortjeneste til at kunne føre den teknologiske udvikling videre. Klart er det i hvert fald, at 1990'ernes IT-industri har vist sig mindre overskudsgivende end 1970'ernes og 1980'ernes - et forhold, der bl.a. har ført til en række mere eller mindre uventede fusioner og strategiske alliancer på producentsiden. Nogle af de mest overskudsgivende virksomheder gennem de seneste år har netop opnået deres markedsdominans ved at lægge sig i kølvandet på en udbredt de facto standard.

Da Microsoft f.eks. meldte sig på markedet med sine første versioner af Windows-programsuiten, udnyttede man på den ene side den installerede base af DOS-baserede PC'er, dels det udbredte kendskab til den grafiske brugergrænseflade, der allerede var ført på markedet af Apple Computer og senere IBM (i systemet "presentation manager"). I kombination med en dygtig markedsføring og billig prissætning blev resultatet en hastig udkonkurrering af begge disse hidtidige systemer.

1.3. IT-rettens grænseflader

1.3.a. Problemet

Eksisterer der en "IT-ret", og hvor ligger i så fald dette fags grænseflader? Dette spørgsmål er talrige gange rejst i den IT-retlige teori. Se herved diskussionen i E&A s. 72 ff. med henvisninger samt mit indlæg i festskriftet Suum Cuique (1991), s. 110 ff.

Kært barn har mange navne. Selv om betegnelsen "IT-ret" synes at have vundet fodfæste herhjemme, dukker der i udlandet stadigt flere alternative betegnelser frem. Bortset fra det norske "informationsret", jf. nedenfor, anvender engelsk sprogbrug bl.a. ord som "IT-law" ("Information technology law") og "I&C-law" ("Informations and communications law").

Beklageligvis rejses disse spørgsmål typisk af forfattere, der - som jeg selv - allerede har placeret sig i IT-retten, f.eks. ved at skrive "edb-retlige" eller "IT-retlige" afhandlinger, monografier mv. Den, der deltager i debatten fra denne position, er almindeligvis forhåndspåvirket i sin holdning.

Ikke overraskende kan jeg da også tilslutte mig valget af IT-retten som juridisk ramme for en fremstilling af de problemer, der kort er skitseret i dette kapitel. Men når dette er sagt, ligger det også klart, at IT-rettens afgrænsning ikke er uproblematisk. Skal IT-retten omfatte samtlige juridiske problemer, der blot har en eller anden - nær eller fjern - tilknytning til IT-teknologien, frembyder der sig et uoverskueligt emneområde. En række af disse emner har enten allerede vundet indpas i eksisterende fagområder (f.eks. immaterialretten eller strafferetten), eller også angår de regler, der er så specielle, at de alligevel næppe kan bære en selvstændig disciplin.

Problemerne forstærkes af, at IT-teknologien end ikke på det faktiske plan har nogen naturlig afgrænsning. Som tidligere fremhævet er det evnen til at behandle information, der står bag IT-teknologiens fremmarch i det moderne samfund - ikke dens fysiske udslag. For så vidt kan det siges at være mere hensigtsmæssigt at bruge betegnelsen informationsret, således som der efterhånden synes at være tradition for i Norge.

1.3.b. IT-ret som teknologiret

Vælger man blot at betragte IT som kompliceret teknologi, vil IT-retten falde sammen med andre retsområder, der befatter sig med kompliceret teknik. Man kan for så vidt overveje, om ikke IT-retten er en del af en generel teknologiret, som også vil omfatte f.eks. entrepriseretten, patentretten, visse dele af miljøretten, retsreglerne vedrørende særlige bygningsskader mv.

Teknologibegrebet

Det centrale i teknologibegrebet er anvendelsen af kompleks viden (information) til industriel frembringelse af nyttige ting (produkter). En håndværker kan beherske en særlig teknik, men først, når han sætter sin viden om denne teknik i system, forvandler den sig til en teknologi, hvis ellers der er tale om en tilstrækkeligt "kompleks" viden. En gravemaskines princip er kun "teknologisk", for så vidt det repræsenterer en informationsanvendelse, der kan karakteriseres som "avanceret" sammenlignet med brugen af skovle mv.

Det ligger imidlertid klart, at det område, der kan afgrænses på denne måde, bliver for bredt og uhåndterligt til også at kunne danne rammerne for et retsområde. Reglerne er for forskelligartede, og de håndhæves tilmed ved forskelligartede prøvelsesinstanser, der ikke kan forventes at forme deres praksis ud fra et erfaringsmateriale, som er mere "fælles" end det, der kendetegner det omkringliggende retssystem (formueretsreglerne, immaterialretsreglerne, ansvarsreglerne etc.). Medvirkende hertil er, at det sjældent er samme aktører, der bevæger sig indenfor de forskellige retsområder - hverken når det gælder praktiserende advokater eller retsvidenskabelige forfattere.

Alligevel kan der være mening i at tale om en teknologiret i en overordnet metodisk betydning. En række af de problemer, der opstår ved mødet mellem teknologien og den juridiske regulering, er nemlig identiske. Dette gælder for det første hele beskrivelsesproblematikken, der ud over dens teoretiske implikationer rummer en række helt konkrete problemer, f.eks. omkring kontraktskoncipering, håndhævelse mv. Dernæst gælder det de regulatoriske problemer, der udspringer af teknologirettens informationsafhængighed, f.eks. om eneretsbeskyttelse af teknologi, finansiering, overdragelse og beskatning. At IT-retten alligevel har udviklet sig i et særskilt forløb skyldes dels det egenartede beskrivelsesproblem, hvor informationsaspektet spiller en central rolle, dels den kolossale mængde af retskilder, der specifikt tager sigte på IT.

1.3.c. IT-ret som informationsret

Den historiske redegørelse viste, hvorledes den digitale teknik er blevet et værktøj for behandling, brug og distribution af enhver form for information, hvad enten der er tale om tekniske data, informationer, nyheder, underholdning, kunst og kultur eller andet. Det forhold, at den digitale teknik derfor i stigende grad bliver ramt af regler, der tager sigte på anvendelse og distribution af information i disse forskellige henseender kunne tale for, at man opgav den anden halvdel af IT-begrebet (teknologibegrebet) og i stedet anerkendte, at IT-retten falder sammen med den almindelige informationsret og medieret.

Således afgrænset ville IT-retten ikke alene komme til at omfatte reglerne om udvikling (herunder retsbeskyttelse og finansiering), anvendelse og overdragelse af IT-systemer, men også reglerne om brugen af offentlige og private informationsmedier (herunder radiotransmissions- og telekommunikationsudstyr mv.). Herudover ville disciplinen omfatte den privat- og offentligretlige regulering af ytringsfrihed og offentlighed, for ikke at tale om reglerne om omsætning, sikring og hemmeligholdelse af information.

Det skal bemærkes, at ikke alle disse retsområder har været fremstillet i afgrænsede discipliner. Det medieretlige område har primært været behandlet i sagkyndige udredninger, der har fundet sted i to forløb. Et første forløb, der udfoldede sig i begyndelsen af 1980'erne inden for rammerne af Mediekommissionen og udmøntede sig i fem betænkninger om henholdsvis Nordsat-projektet (1. betænkning 936/1981), Video (2. betænkning 954/1982), De trykte mediers økonomi og beskæftigelse (3. betænkning 972/1983), Fremførelse af udenlandsk fjernsyn (4. betænkning 974/1983) og Øget dansk tv-udbud (5. betænkning, 986/1983). I 1994 nedsatte statsministeren et Medieudvalg, der har afgivet en række betænkninger, henholdsvis igangsat diverse udredninger vedrørende en fremtidig mediepolitik, se herved den afsluttende betænkning om medierne i demokratiet, nr. 1320/1996. Det område, man herhjemme har betegnet som informationsret, angår reglerne for informationsmedierne. I Knud Aage Frøbert: Dansk Informationsret (bd. 1 - 5, 1975 -1977 og 1979), der tager sigte på journalistuddannelsen, behandles foruden disse spørgsmål grundlovens regler om ytringsfrihed, reglerne om tavshedspligt og offentlighed samt ophavs- og fotografiretten.

Det må erkendes, at informationsretten - således afgrænset - har tydelige fællestræk med IT-retten. Skal man finde en forskel mellem de to discipliner ligger den i, at den information, der formidles på radio eller i tv, ikke adskiller sig fra den information, der f.eks. formidles ved samtale eller på papir. Til sammenligning er den information, som indgår i en IT-baseret kommunikationsproces, langt mere kompleks end den, som eksempelvis skrives i en avis. På grund af den konvergens, der præger de informationsrelaterede retsområder, kan dette kriterium imidlertid ikke opretholdes i det uendelige. Når udviklingen er nået dertil, at der ingen funktionel forskel er mellem brugerens håndtering af tv, radio, aviser, computer, databaser mv., må sondringen tages op til revision. Det er efterhånden dertil, vi nu er nået. Og i takt hermed opstår spørgsmålet, om IT-retten fortsat kan opretholde sin egen identitet, eller om dens problemer da gradvis vil falde sammen med retssystemets øvrige.

Supplerende litteratur

Samspillet mellem IT og samfund har givet anledning til en stor og uoverskuelig litteratur, der spænder over de fleste samfundsvidenskabelige discipliner. I et længere tidsperspektiv kan der være grund til særligt at fremhæve Alvin Tofflers tre hovedværker: Future shock fra 1970 (dansk udg. 1972: Fremtidschok) The third wave fra 1980 (dansk udg. 1981: Den tredje bølge) og Powershift fra 1990 (dansk udgave 1991: Magtskifte). I den økonomiske teori er det navnlig John Kenneth Galbraith, der har behandlet samspillet mellem teknologi og økonomi, se: The new industrial state (4th edition 1985). Herudover kan henvises til de sagkyndige udredninger om "Info-samfundet", der er omtalt ovenfor i teksten.

En god og anbefalelsesværdig teknologihistorisk fremstilling findes på dansk med Keld Nielsen, Henry Nielsen & Hans Siggaard Jensen: Skruen uden ende - den vestlige teknologis historie (1990), se bl.a. kapitlerne 7 og 16-19. En god (til dels selvbiografisk) fremstilling af den historie, der ligger bag udviklingen af the World Wide Web foreligger med Tim Berners-Lee: Weaving the web (1999). Herudover er teknologiens historie bl.a. fortalt af Joel Shurkin: Engines of the mind (2nd ed., 1985), der anlægger et biografisk udgangspunkt omkring teknologiens pionerer bag de første regnemaskiner og frem til PC-revolutionen. I dette værk findes en god IT-historisk bibliografi (s. 313 ff.), hvortil henvises. Se ligeledes Douglas K. Smith & Robert C. Alexander: Fumbling the future - how Xerox first invented, then ignored the first personal computer (New York, 1988) og Charles H. Ferguson & Charles H. Morris: Computer wars - the fall of IBM and the future of global technology. (1993, 1994). Hos Tracy Kidder: The soul of a new machine (London, 1981) finder man en personligt præget beretning om et projekt om udviklingen af en computer.

Den almindelige IT-tekniske og IT-retlige litteratur vrimler i øvrigt med fremstillinger af enkelte teknologiers historie. I afhandlingen Five generations of computers, 52 Harvard Business Review 99 ff. (July-August 1974) gennemgår Frederick G. Withington de forskellige stadier af IT-systemets organisatoriske og teknologiske rolle, navnlig for private virksomheder. Afhandlingens konklusioner er fulgt op af John T. Soma & Stephen D. Shirey i 1 Software L.J. 123 ff. (1986).

IT-rettens - og retsinformatikkens - metodeproblemer er første gang analyseret i Peter Seipels disputats Computing Law (1977), hvor fagets problemer, grænseflader og relevans behandles. Se også samme forfatters Juridik og IT (1997), der har undertitlen "Introduktion till rättsinformatiken", navnlig s. 161 ff. De faglige og terminologiske afgrænsninger er dernæst behandlet i Jon Bings instruktive afhandling: A background analysis of information law i 1 ICLA (September 1987), s. 12 ff. Herudover henvises til Seipel: Juristen och datorn (1990) og til E&A kapitel 1 - 4, der navnlig behandler de metodiske problemer, der udspringer af beskrivelsesproblematikken. I NÅR 1990.116 har jeg endelig opstillet nogle forslag til, hvordan juristen kan gøre sig fortrolig med IT-teknologien. I denne årbog ser man i øvrigt ofte metodiske og grænsedragende spørgsmål rejst. Nordisk Årbog for Retsinformatik 2000 (Peter Wahlberg, red. ) sætter f.eks. fokus på IT og jurauddannelserne.

Overvejelserne om nytten af en "analytisk" IT-ret overfor den eksisterende "empiriske" er først og fremmest lagt frem i E&A, jf. i det hele kapitel 1 - 4. Synspunkterne heri drøftes bl.a. af Koktvedgaard i U1989B.268, navnlig s. 271, Ole Bruun Nielsen i J1989.302, af Blume sst. s. 294 f. og af Nørager-Nielsen i forhandlingerne ved det 32. nordiske juristmøde i Reykjavik, august 1990, bd. I, s. 285 ff.

Birgitte Kofod Olsen har i sin licentiatafhandling: Identifikationsteknologi og individbeskyttelse (1998), beskæftiget sig med teknologivurdering i relation til disse særlige spørgsmål. En kort, men god, indføring i teknologivurdering findes i Anne Lykkeskov Andersen og Bo Carstens: "Teknologivurdering - en orientering" (Teknologinævnet, 1989). Se i øvrigt E&A, s. 220 ff. med henvisninger. Industri- og Handelsstyrelsen har i januar 1988 som led i Det teknologiske Udviklingsprogram udsendt publikationen "Teknologivurdering. Bibliografi - en håndbog med referencer". Her finder man et resumé af ca. 250 publikationer om teknologivurdering, hvoraf en væsentlig del har været finansieret af Teknologirådet. Se i øvrigt Oluf Danielsen: Institutionalisering af teknologivurdering i Danmark (stencileret). Roskilde Universitets Center 1990.

Indholdsfortegnelse | Næste kapitel